Lovgivning modarbejder intentionen: Kommuner kæmper med konsekvenser af dagtilbudsregler i udsatte boligområder

Af Emilie Kleding

»Helt tosset«, »ulogisk«, »fuldstændig kontraproduktivt«, »ikke praktisk« og »vender fuldstændig forkert«.

Sådan lyder det fra politiske ledere i Esbjerg, Randers og Odense kommuner om dele af lovgivningen, der fastslår, at maksimalt 30 procent af børnene i et dagtilbud må bo i udsatte boligområder. 

En lovgivning, der egentlig skulle skabe en bedre fordeling af børn i institutioner og bidrage til bydele med en mere blandet befolkningssammensætning som en del af parallelsamfundsaftalen, der blev vedtaget i 2018 – men som lader til at stå i vejen for det selvsamme. Det tilkendegiver flere i en rundspørge, Momentum har foretaget blandt de 12 kommuner, som i december sidste år havde et udsat boligområde. Af de otte, der har svaret, medgiver 88 procent – eller syv ud af otte kommuner – at loven har gjort det sværere eller meget sværere både at omdanne de udsatte boligområder og at udnytte kapaciteten i de berørte dagtilbud. 

En af dem er Esbjerg Kommune. Her er den nybyggede institution Bydelens Børnehus, som ligger i det udsatte boligområde Stengårdsvej, en af »de bedste fysiske rammer vi overhovedet har til en daginstitution,« fortæller Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V). Alligevel står den halvtom. Og det er på grund af 30 procents-reglen, understreger borgmesteren.

»Vi har masser af børn i nærområdet, der gerne vil gå der, men vi er nødt til at afvise dem. Altså afvise de børn, der bor tæt på, og finde andre uden for området – og det er jo ikke praktisk. Hverken for de forældre, som skal køre langt for at få deres børn i dagtilbud, for den spritnye, fine institution, der står gabende tom, eller for institutionerne andre steder i byen, hvor børnene skal gå i stedet, og som derfor bliver enormt pressede på kapaciteten,« siger Jesper Frost Rasmussen og tilføjer: 

»Det kommer til at betyde, at vi må udbygge institutioner uden for de udsatte områder og altså bruge offentlige midler på at løse en opgave, der sådan set er fuldstændig unødvendig at bruge penge på. Og det er jo helt tosset,« siger borgmesteren. 

Kommuner: Loven gør det sværere at tiltrække ressourcestærke familier

I Momentums rundspørge svarer seks ud af de otte tilbagevendte kommuner, at loven negativt eller meget negativt har påvirket tilflytningen eller tiltrækning af ressourcestærke borgere til udsatte boligområder. Og flere kommuner nævner det paradoksale i, at når ressourcestærke familier flytter dertil, så tæller de de tengisk-som beboere i udsatte boligområder – og får derfor svært ved at indskrive deres børn i de lokale institutioner i henhold til loven.

I Esbjerg kalder borgmester Jesper Frost Rasmussen det »fuldstændig kontraproduktivt« for netop intentionen om at skabe en mere blandet beboersammensætning. For hvis familier ikke kan få plads i en institution tæt på, bliver det svært at få unge mennesker til at flytte dertil, mener han. 

»Så konsekvensen er jo, at institutionerne i de udsatte boligområder bliver fuldstændig affolkede, og at vi ikke får nye beboere til at flytte ind i områderne,« siger han.

Også i Odense, hvor man er i gang med at omdanne landets største udsatte boligområde, Vollsmose, med renoverede og nye boliger samt tre nye, store børnehuse, forudser rådkvinde i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Susanne Crawley (B), samme problemstillinger. 

»Vi bygger virkelig lækre, flotte institutioner med store ambitioner for netop at tiltrække ressourcestærke familier. Men hvis vi ikke kan få lov til at flytte de nye familier ind i børnehusene… Altså det giver bare ikke mening. Den del af lovgivningen er ulogisk, bider sig selv i halen og virker for mig at se som noget, der ikke blev tænkt igennem, dengang man lavede loven,« siger hun og tilføjer:

»Og det er også helt okay; men så må man gå i gang med at tænke nu – så familier, der flytter dertil, ikke automatisk vil tælle på den forkerte side af brøkstregen. Det skylder regeringen os at komme med en løsning på,« siger Susanne Crawley og understreger, at hun som rådkvinde har gjort regeringens ghettorepræsentanter opmærksomme på problemet. 

Forældre fravælger institutioner i udsatte boligområder

I Randers er borgmester Torben Hansen (S) generelt ikke glad for 30 procents-reglen, som både er en administrativ byrde, mangler fagligt belæg, mindsker fleksibiliteten i forhold til at udnytte den kapacitet, der er i kommunens dagtilbud, og lægger begrænsninger, »som vi absolut ikke er glade for,« siger borgmesteren. 

»Jeg er tit ude på de institutioner, der ligger i vores udsatte boligområder, og det er nogle fantastiske steder, der har en stærk forankring i lokalområdet med dygtige medarbejdere og en stærk pædagogik. De er en del af arbejdet med at forbedre områderne, og jeg ved simpelthen ikke, hvad lovgiverne har tænkt. For daginstitutionerne er en del af løsningen og ikke problemet. Så den her 30 procents-regel vender fuldstændig forkert,« siger Torben Hansen. 

De tre daginstitutioner i Randers’ udsatte boligområder har dispensation fra lovgivningen indtil 2025. Men når den frafalder, frygter borgmesteren, at de bliver såkaldte gennemgangsinstitutioner. I lovgivningen skal forældre, der bor uden for udsatte boligområder og tilbydes en plads heri, nemlig også tilbydes en plads i et andet dagtilbud uden for området. Det kan betyde, at forældre enten helt fravælger eller overflytter deres børn til en anden institution. Og i Momentums rundspørge oplever syv ud af otte kommuner da også, at forældre uden for de udsatte boligområder takker nej til dagtilbud i områderne. 

Det kæmper man også med i Odense, siger rådkvinde i kommunens Børn- og Ungeforvaltning, Susanne Crawley. 

»Set med forældres øjne ønsker de sig ikke at få deres barn i en børnehave i Vollsmose. Både på grund af afstanden til deres hjem, og så har Vollsmose jo også et rygte, som er svært at komme af med,« siger hun. 

Og det er måske meget naturligt, mener Kirsten Elisa Petersen, der er lektor og ph.d. ved Danmarks institut for pædagogik og uddannelse på Aarhus Universitet samt leder ved forskningsprogrammet ‘Social eksklusion og pædagogik i velfærdsstaten’. 

»I årevis har offentlige diskurser udpeget de udsatte områder som særligt svære og vanskelige, og det har bidraget til, at forældre tænker: Skal mit barn gå der? På den måde er der jo en dobbeltstigmatiserings-proces, der kommer til at bide sig selv i halen, når man skal have folk, der ikke bor der, til at synes, det er fantastisk at have sit barn der. Også selv om der mange steder er tale om nogle fantastiske faciliteter,« siger Kirsten Elisa Petersen. 

Hun har tilbragt størstedelen af sit feltarbejde i netop udsatte boligområder og peger på, at det simpelthen ikke er korrekt, når daginstitutioner heri bliver forbundet med dårligere kvalitet. Samtidig påpeger hun, at i mange af områderne giver den lokale institution et fællesskab og et tilhørsforhold, som de lokale lægger stor vægt på. Derfor kan 30 procents-reglen måske få konsekvenser, siger hun – men understreger, at det empirisk ikke er blevet undersøgt, hvad lovgivningen specifikt betyder for børn, forældre og pædagoger. 

»Så konsekvenserne ved lovgivningen i det levede hverdagsliv kender vi faktisk ikke til,« siger lektoren.

KL kæmper for at genindføre dispensationsmuligheder

Siden 2020 har kommuner med udsatte boligområder været forpligtigede til at leve op til kravene i 30 procent-lovgivningen. Mange har dog fået dispensationer, og i Momentums rundspørge svarer samtlige af disse, at netop dét har været vigtigt for deres arbejde med byudviklingen. 

De fleste dispensationer udløber imidlertid i 2025, og det er ikke muligt at søge på ny. I rundspørgen forudser størstedelen af kommunerne, at det vil kunne medføre, at pladser i daginstitutioner vil stå tomme, og/eller at institutioner i de udsatte boligområder vil lukke, og at det vil have økonomiske konsekvenser, når dispensationen for lovens krav ophører. 

Og den bekymring deler formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S).

»KL er enig i intentionerne bag parallelsamfundsaftalen, men flere kommuner oplever desværre, at reglerne modarbejder den grundlæggende intention og medfører væsentlige udfordringer. Kapacitetsproblemer, forhindringer med byudvikling, problemer med at tilbyde børn en dagtilbudsplads i nærområdet og administrative byrder er bare nogle af disse – og det kan alt sammen på sigt få betydelige økonomiske konsekvenser. Af samme grund var det afgørende for KL og kommunerne, at loven indeholdt muligheder for dispensation. Den mulighed er væk nu, og KL ønsker derfor og arbejder på at genindføre den hurtigst muligt,« siger formanden. 

Flere kommuner stemmer i – og til spørgsmålet, om reglen helt burde afskaffes, lyder det prompte fra Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen: 

»Ja.«

Eller som borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, opremser i sin ønskeseddel til Christiansborg: 

»Nummer et: Jeg vil helst have reglen droppet, for det her kan vi sagtens selv håndtere. Nummer to: Hvis de ikke vil det, så bør de i hvert fald forlænge dispensationen. Og nummer tre: Så synes jeg faktisk, regeringen skulle sætte sig ned med kommunerne og få en snak om det her,« siger han.