Antallet af unge med spiseforstyrrelse er fordoblet på 15 år

Af Kim Andreasen

Analyse: Bodil Helbech Kleist, chefkonsulent KL Analyse og Makro

Stadigt flere unge mellem 15 og 24 år diagnosticeres med en spiseforstyrrelse. I perioden fra 2007 til 2022 er antallet i aldersgruppen, der har fået stillet en diagnose som anoreksi, bulimi, tvangsoverspisning eller anden spiseforstyrrelse i den regionale psykiatri, fordoblet fra 3.053 til 6.132. Det viser en ny analyse fra Momentum baseret på data fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen. Dertil kommer de unge, som ikke får stillet en diagnose, men som lever med symptomer på spiseforstyrrelse. 

Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, som arbejder for at forbedre vilkårene for de ramte og deres pårørende, genkender direktør Laila Walther billedet af, at rigtigt mange unge i disse år bliver ramt af spiseforstyrrelser.

“Der er meget stort fokus på krop, vægt og udseende i samfundet generelt – og især på de sociale medier. Det er med til, at flere og flere unge mistrives, og mange starter med intensiv træning og stor opmærksomhed på, hvad de spiser. For nogle af dem udvikler det sig til en decideret spiseforstyrrelse, og for stadigt flere i en så alvorlig grad, at de skal indlægges,” fortæller Laila Walther.

Det voksende problem med spiseforstyrrelser blandt unge afspejles også i en stigning i antallet af henvendelser til foreningens rådgivning, som er steget med 16 procent fra 2021 til 2022. Ifølge Laila Walther bliver unge med spiseforstyrrelse yngre, og mange er også væsentligt hårdere ramt, end man tidligere har set.

Den udvikling kan Ulla Moslet, formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser og speciallæge i Børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, også bekræfte.

“Vi har haft en støt stigning i antallet af henvisninger til den regionale psykiatri i det seneste år – også før corona. Patienterne er yngre, end vi har set før, og andelen af drenge er lidt større end tidligere,” siger Ulla Moslet.

Stigningen udfordrer kommunerne

Den nye analyse viser også, at andelen af unge med en spiseforstyrrelse, der er i kontakt med hospitalspsykiatrien i løbet af et år, har været rimelig konstant over de seneste 15 år. Det samme gælder andelen, der indlægges eller får ambulant behandling. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er dog faldet fra seks til tre uger, ligesom der er sket en svag stigning i andelen, der bliver genindlagt efter udskrivelse.

Mens selve behandlingen af spiseforstyrrelser ofte foregår i regi af den regionale psykiatri, har kommunerne ansvaret for forebyggelses- og især støtteopgaver på området. En del unge med spiseforstyrrelse har brug for massiv hjælp fra kommunen, når de udskrives, og nogle er så dårlige, at de visiteres til et specialiseret botilbud for unge med spiseforstyrrelser, da de ikke kan bo i eget hjem.

I Københavns Kommune kan man godt mærke, at der er kommet flere unge med spiseforstyrrelser i de seneste år. Trine Natasja Sindahl, der er leder af ROBUS, som er et gratis rådgivnings- og behandlingstilbud til børn og unge, der har udfordringer med selvskadende adfærd, spiseforstyrrelse eller er på vej til at udvikle en spiseforstyrrelse, fortæller:

“Siden 2015 har vi haft en femdobling i antallet af henvendelser. Alene i det første kvartal i 2023 har vi haft en 40 procent stigning i forhold til sidste år.”

Hun forklarer, at det naturligvis hænger sammen med, at flere unge generelt får udfordringer med spiseforstyrrelser.

“Men vi oplever også, at flere unge kommer til os via den praktiserende læge. Det hænger sammen med, at lægerne har fået kendskab til os. Jeg tror også, at de i højere grad sender de unge videre til os, fordi det kan opleves som mindre indgribende end at komme i behandling i psykiatrien,” siger Trine Natasja Sindahl.

Et andet af Københavns Kommunes tilbud til unge med spiseforstyrrelser er Brobyggerne, som tilbyder skræddersyede behandlingsforløb til børn, unge og deres familier med vanskeligheder indenfor psykiatri - herunder spiseforstyrrelser.

Her kan Karin Christina Nøhr Larsen, institutionsleder hos Brobyggerne, konstatere, at kommunens opgave, med at hjælpe unge med spiseforstyrrelser, vokser. Især det seneste halve år er det gået stærkt. Her har kommunen bl.a. fået flere opgaver med måltidsstøtte, som er en støtte, der gives under måltidet, til mennesker med spiseforstyrrelser.

“Der er klart sket et skub i retning af kommunen, når det gælder opgaver. Vi ser tidligere udskrivelser, flere der er selvmordstruede og selvskadende end førhen, og så er måltidsstøtten eksempelvis også en meget ressourcekrævende opgave, som der nu er seks fuldtidsmedarbejdere afsat til,” siger Karin Christina Nøhr Larsen.

Politisk handling kræves

Formand for Socialudvalget i KL, Ulrik Wilbek, finder udviklingen bekymrende. Udviklingen skriver sig ind i den generelt stigende mistrivsel blandt børn og unge, hvor flere og flere får en psykiatrisk diagnose. Udgifterne til det specialiserede socialområde har været stærkt stigende i kommunerne landet over, men det sker uden at pengene til at løse opgaverne, følger med.

”Psykiske lidelser som f.eks. en spiseforstyrrelse har store menneskelige omkostninger for både den enkelte unge og dennes familie. Derfor bør man fra Christiansborg også prioritere, at der er ressourcer til, at både kommuner og regioner kan løfte opgaven på en tilfredsstillende måde – både faglige kompetencer og kroner og ører til at løse opgaven. Samtidig er det vigtigt, at vi får klare nationale retningslinjer for, hvordan opgavefordelingen skal være mellem regioner og kommuner,” siger Ulrik Wilbek og peger på, at spiseforstyrrelser er et tydeligt eksempel på et område, hvor kommunerne igennem en årrække har oplevet en ikke-italesat opgaveglidning på psykiatriområdet.

“Men der er igennem de seneste år udsendt adskillige anbefalinger, vejledninger, retningslinjer og forløbsbeskrivelser fra statsligt hold, men de forskellige anbefalinger er ikke samstemt, og til tider modsiger de decideret hinanden, da de kommer fra to forskellige styrelser og er baseret på to forskellige lovgivninger – nemlig henholdsvis Social- og Boligstyrelsen og Serviceloven, som kommunerne arbejder efter på socialområdet, og Sundhedsstyrelsen og Sundhedsloven, som både regionerne og kommunerne arbejder efter. Udfordringer, som vi i kommunerne sammen med regionerne forsøger at løse blandt andet gennem samarbejdet i sundhedsklyngerne,” siger Ulrik Wilbek.

At kommunerne har svært ved at følge med, kan Laila Walther godt fornemme i sit daglige virke.

“Vi får flere henvendelser fra familier, hvor der går 3-4 måneder efter udskrivelse, før de blev kontaktet af kommunen. Tiden er kritisk. Man kan risikere at tabe både 10 og 15 kilo, og så er man tæt på en genindlæggelse, og det forlænger naturligvis også sygdomsperioden. Med kortere og kortere indlæggelsestid, jo større bliver den kommunale opgave selvsagt, og derfor er det da oplagt, at der er brug for flere midler til området,” siger Laila Walther. 

Den største udfordring for behandlingen af spiseforstyrrelser er ifølge Ulla Moslet, at det er svært at rekruttere og fastholde kvalificeret arbejdskraft.

“Man går ikke lige ind fra gaden og behandler spiseforstyrrelser. Det er et højt specialiseret område, hvor der er brug for grundig oplæring. Derfor er det vigtigt med ressourcer til at lære nye medarbejdere op og fastholde dem, vi har i forvejen,” siger Ulla Moslet.

Klare aftaler og parløb

Laila Walther mener også, at der er en kløft mellem, hvad henholdsvis kommuner og regionerne mener, de har af opgaver for spiseforstyrrelser.

“Da Sundhedsstyrelsens retningslinjer for rehabilitering er “kan” og ikke “skal” bestemmelser, kan det være uklart, hvilke opgaver kommunerne egentlig har ansvaret for. Her tænker jeg eksempelvis på måltidsstøtte, genoptagelse af daglige funktioner som skolegang, netværk og venner – alle opgaver, der er meget vigtige, så den unge ikke får et tilbagefald,” forklarer Laila Walther.

Derfor har Foreningen af Spiseforstyrrelser og Selvskade stort fokus på at få lukket kløften mellem regioner og kommuner.

“Vi mener, at det er noget af de vigtigste, som psykiatriplanen skal løse på vores område, og en helt afgørende faktor for at blive rask efter en spiseforstyrrelse. Man bliver nemlig ikke rask kun af at blive behandlet,” siger Laila Walther og peger på en mulig løsning:

“Jeg håber, at vi får nogle forløbsprogrammer, hvor det er beskrevet klart, hvordan kommuner og regioner skal arbejde sammen. Det skal f.eks. være tydeligt, at regionerne ikke kan udskrive en patient, før der ligger en kommunal plan. Det skal sikre, at den ene part – hvad enten det er regionen eller kommunen – ikke slipper en patient, før den anden part tager over,” siger hun.

Ulla Moslet mener også, at behandlingen og rehabiliteringen af unge med spiseforstyrrelser bør ske ved et parløb mellem region og kommune.

“Min opfordring lyder, at man får lavet nogle samarbejdsaftaler med klare rammer for, hvem gør hvad hvornår og deler viden og kompetencer. Kommuner og regioner har brug for hinanden og kan noget forskelligt,” siger hun.

I Københavns Kommune og Region Hovedstaden har man netop lavet sådan en aftale, og både Karin Christina Nøhr Larsen og Trine Natasja Sindahl ser samarbejdet med regionens psykiatri som godt og konstruktivt.

“Vi lærer af hinanden, og jo tættere vi er på hinanden i dagligdagen, jo bedre kender vi hinandens styrker og kompetencer, og jo bedre bliver det tilbud, vi kan give til de unge og deres familie,” siger Trine Natasja Sindahl.