Lavere og lavere andel af lønmodtagerne arbejder i det offentlige

Af Rasmus Giese Jakobsen og Jens Baes-Jørgensen

Ikke siden lige før finanskrisen har så lille en andel af de samlede lønmodtagere i Danmark arbejdet i det offentlige, som det var tilfældet i december 2021.

Det viser en ny Momentum-analyse af den månedlige udvikling i private og offentligt ansatte lønmodtagere fra 2008-2021. I oktober, november og december 2021 var det kun 29,8 og 29,7 procent af det samlede antal lønmodtagere, der arbejdede i den offentlige sektor, og man skal helt tilbage til statistikkens begyndelse i 2008 for at finde tilsvarende lave andele. I marts 2010 toppede andelen af offentligt ansatte med 33,5 procent, men siden er andelen faldet kontinuerligt på nær en lille bølgetop i 2020.

Det langvarige fald afspejler, at økonomien har været i fremgang, og at den private beskæftigelse er gået op i en årrække, men det rejser også et spørgsmål om, om den udvikling kan fortsætte, når der de kommende år kommer mange flere plejekrævende ældre og ikke vil være medarbejdere nok til at stille det offentlig og privates behov.

»Vi ser ind i en diskussion af, om udviklingen skal fortsætte, så det offentlige får en stadig lavere andel af arbejdskraften. Hvis den skal det, så bliver der i hvert fald opgaver, som det offentlige løser i dag, som vi ikke kan løse i fremtiden. Alternativet er, at vi får en større andel af arbejdskraften eller skaffer nok ekstra hænder til både at tilfredsstille behovet i det offentlige og private,« siger Jacob Bundsgaard.

Han henviser til en tidligere offentliggjort KL-fremskrivning, der viser, at det offentlige frem mod 2030 får brug for 44.000 ekstra medarbejdere, hvis man skal fastholde samme antal medarbejdere pr. bruger. Den private sektor har i gennemsnit de seneste 20 år årligt øget beskæftigelsen med 10.500 ekstra, og hvis den beskæftigelsesvækst skal fortsætte, vil det kræve omkring 95.000 ekstra i arbejdsstyrken i 2030. Det skal ses i forhold til, at Finansministeriet i sin opdaterede 2025-plan forventer, at arbejdsstyrken frem mod 2030 kun vil vokse med 50.000 personer, og derfor vil der mangle omkring 90.000 personer på det danske arbejdsmarked i 2030.

Jacob Bundsgaard understreger, at kommunerne skal gøre alt, hvad de kan, for at frigøre hænder gennem ny teknologi, lavere sygefravær, flere på fuldtid og offentlig-privat samarbejde, hvor det giver mening.

»Men det står klart, at vi især med plejen af de ældste har en række opgaver, som kræver kompetent og omsorgsfuldt personale. Og vi kommer ikke uden om, at omfanget af den opgave kommer til at stige markant de kommende 10 år, og derfor får vi brug for flere ansatte,« siger Jacob Bundsgaard.

Privat vækst gav fald for det offentlige

Udviklingen med en lavere andel offentlige ansatte ses også, når man ser på den gennemsnitlige årlige vækst i lønmodtagere. Fra 2008-2010 steg den offentlige beskæftigelse med 1,8 procent, mens den faldt med 5,1 procent i det private. I perioden 2011-2018 faldt den offentlige beskæftigelse omvendt med 0,3 procent, mens den private steg med 1,8 procent. Fra 2019-2021 er det steget med 2 procent i det offentlige og 2,7 procent i det private.

Når andelen af offentligt ansatte lønmodtagere har været faldende de sidste 10-11 år, så afspejler det især, at den private beskæftigelse efter et dramatisk fald i årene efter finanskrisen har været stigende. Det forklarer Torben M. Andersen, Professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og tidligere overvismand.

»Når vi ser på den offentlige sektors andel af den samlede beskæftigelse, så er der store variationer, der er drevet af, at der har været ændringer i den private sektor. Først kan vi se finanskrisen, hvor mange job forsvandt i det private, og derfor steg andelen af offentlig ansatte. Bagefter har der været et langt stræk med stigende privat beskæftigelse og derfor en faldende andel i det offentlige,« siger Torben M. Andersen.

Han tilføjer, at man selv i et tænkt eksempel, hvor antallet af offentlige ansatte var konstant, ville se store udsving i opgørelsen, fordi antallet af beskæftigede i det private bevæger sig.

»Men der har selvfølgelig også været nogle udsving i den offentlige beskæftigelse og senest i forbindelse med Covid-19, hvor mange midlertidigt ansatte podere og andre giver den lille bølgetop, man kan se,« siger Torben M. Andersen.

Morten Granzau Nielsen, underdirektør i DI, anerkender, at det offentlige fylder mindre på arbejdsmarkedet, men han mener ikke, at andelen af offentligt ansatte blandt lønmodtagerne er en præcis målestok for velfærden.

»Det er ikke noget godt mål for, om der bliver leveret en god offentlig service, eller om den offentlige beskæftigelse matcher befolkningens behov. For eksempel illustrerer stigningen i 2008 jo bare, at den private beskæftigelse efter finanskrisen bragede ned, samtidig med at man i den offentlige sektor kunne ansætte dem, man havde jobopslag ude på,« siger Morten Granzau Nielsen.

Økonomiprofessor Torben M. Andersen mener, at det er et relevant input til diskussionen om arbejdsmarkedet både at se på antallet og andelen af ansatte i det offentlige.

»Andelen af offentligt ansatte er ikke mindst relevant, når man ser fremad på de behov, der vil være for øget arbejdskraft i den offentlige sektor. Der er meget i de demografiske fremskrivninger, der taler for, at der vil blive behov for mere arbejdskraft i den offentlige sektor. Det store spørgsmål er, om det behov kan tilgodeses, uden at det offentliges andel af den samlede arbejdskraft stiger. Hvis ikke andelen skal stige, så skal vi skaffe noget mere arbejdskraft,« siger Torben M. Andersen.

Sat på spidsen, så mener Morten Granzau Nielsen ikke, at det offentliges andel af lønmodtagerne bør stige.

»Jeg ser umiddelbart for mig, at den her andel den fortsætter med at falde, men det betyder ikke, at vi får en stadig dårligere offentlig service. Blandt andet fordi arbejdsstyrken ventes at stige, og fordi der er en masse ansat i det private erhvervsliv, som leverer en del af den service, der er i det offentlige. Det er supervigtigt, at vi har det her samspil mellem det offentlige og private, og jeg tror, det er det, som vi skal blive ved med at leve godt på i de næste 10 år,« siger han.

Ukraine er ukendt faktor

Lige nu er der stor usikkerhed om, hvad krigen i Ukraine og de medfølgende økonomiske sanktioner samt en stigende inflation vil betyde for verdensøkonomien og virksomhedernes behov for arbejdskraft i de kommende år.

»Det er en meget ulykkelig situation, vi ser, med krigen i Ukraine, og det giver i øjeblikket en række akutte opgaver i kommunerne, som vi er i fuld gang med at løse. Det betyder også, at vi ser ind i en potentiel økonomisk krise, som kan ramme erhvervslivet hårdt og få virksomheder til at efterspørge mindre arbejdskraft,« siger Jacob Bundsgaard.

Han forventer dog ikke, at det får problemet med manglende hænder frem mod 2030 til at forsvinde.

»Dels må man håbe, at det bliver en midlertidig nedgang, og dels ændrer det ikke på den grundlæggende udfordring, vi har med, at der kommer mange flere ældre, der får brug for pleje og omsorg i en tid, hvor antallet af ledige hænder er begrænset. Derfor får vi fortsat brug for reformer, der sikrer mere arbejdskraft,« siger Jacob Bundsgaard.

Morten Granzau Nielsen, underdirektør i Dansk Industri, tror også, at Ukrainekrisen i det lange perspektiv kun får midlertidig effekt, medmindre der opstår en situation, hvor danske virksomheder decideret må lukke for produktionen. Derfor mener han også, at der stadig er behov for en plan, der sikrer mere arbejdskraft.

»Både det offentlige og private står med en kæmpe udfordring i forhold til at skaffe nok folk, når vi kigger de næste 10 år frem. Der er en fælles udfordring og en fælles opgave med at få råbt landspolitikerne op ved at sige, at hvis man ikke gør noget, så bliver der alt for hård kamp om den arbejdskraft, der er, og vi går glip af nogle muligheder for at kunne levere et stærkere velfærdssamfund og et stærkere privat erhvervsliv,« siger Morten Granzau Nielsen.