Julelysene vil glimte mindre over gader og stræder i mange kommuner
Knap 4 ud af 5 kommuner har i år enten aflyst eller reduceret den kommunale julebelysning i forhold til tidligere år på grund af energikrisen, viser ny rundspørge fra Momentum. Herudover har 2 ud af 3 kommuner, der plejer at have kommunal skøjtebane enten aflyst eller reduceret perioden i år.
Af Kim Andreasen
Juletiden bliver lidt mørkere i et flertal af kommunerne denne december. En ny rundspørge fra Momentum viser, at 78 procent af kommunerne enten helt har droppet at sætte guirlander, lyskæder eller lysende julestjerner op i år, eller valgt at afkorte perioden og/eller at reducere julebelysningen.
Nærmere bestemt svarer 32 procent af kommunerne, at der både bliver færre julelys og at perioden bliver afkortet. I 16 procent bliver perioden afkortet, mens der er 15 procent af kommunerne, der har valgt, at der bliver færre julelys. I 15 procent har man valgt helt at lade julelysene blive på de kommunale lagre.
Fredericia er en af de kommuner, hvor julebelysningen i år begrænser sig til et par træer og er langt fra tidligere omfang. Det var ifølge borgmester Steen Wrist en hård beslutning.
»Men da regeringen kom med en klar anbefaling om at slukke den del af den kommunale belysning, som kun havde et æstetisk formål, syntes vi ikke, at vi skulle have et rådhus fyldt med julelys. Og så sender det også et forkert signal til borgerne, hvis vi fråser med energien i en tid, hvor mange har svært ved at betale deres regninger,« siger Steen Wrist. Han lægger dog ikke skjul på, at han glæder sig til, at man på den anden side af energikrisen igen kan tænde julelysene på rådhuset og i byernes gader.
Borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd er helt enig i, at det er vigtigt for en kommune at vise solidaritet med dem, der har det svært, og selv om man i Middelfart ikke har droppet julebelysningen helt, har man valgt at begrænse den. Det gælder blandt andet på byens rådhus.
»Jeg talte med en slagter, som fortalte, at deres månedlige strømregning var mere end fordoblet. Det er virkelig en kritisk tid for mange små virksomheder. Det redder ikke dem, at vi lader julelysene på rådhuset være slukket, men det sender et signal om, at vi alle skal gøre det, vi kan,« siger Johannes Lundsfryd.
Vægter julestemningen
En af de kommuner, der har fastholdt julebelysningen er Hvidovre. Her forklarer fungerende borgmester Søren Friis Trebbien, at kommunen har valgt at gå efter de energisparetiltag, der giver den største reelle og virkningsfulde energibesparelse.
»Vores julelys er LED og bruger derfor meget lidt energi, og derfor har vi valgt at vægte julestemningen for borgerne højere end den lille besparelse, vi kunne opnå ved at slukke julelysene. Vi har dog besluttet, at julelyset skal være slukket i nattetimerne,« siger han.
Skøjtebaner bliver droppet
Rundspørgen til kommunerne kan også dokumentere, at 11 af de 17 kommuner, som plejer at have en eller flere skøjtebaner hen over vinteren, har valgt at droppe det, mens 2 af kommunerne har forkortet perioden for skøjtning.
Fredericia Kommune er en af kommunerne, hvor borgerne denne vinter ikke får mulighed for at lave piruetter eller løbe baglæns på det glatte underlag.
»Vi har lige skullet lægge et budget, hvor der skulle findes penge. Skøjtebanen er ret dyr i drift - især når det er varme vintre, som vi har haft de seneste år - og det er lidt som i Qatar, hvor de har aircondition på stadions til VM i fodbold. Det er derfor ikke så meget energikrisen, der har fået os til at droppe skøjtebanen,« fortæller Steen Wrist.
"
I Hvidovre har man dog valgt at holde fast i at tilbyde borgere at stå på skøjter og spille curling hen over vinteren.
»Vores skøjtehal og curlingbane spiller en kæmpe rolle i vores lokale foreningsliv, så en lukning ville få stor betydning for mange mennesker. Derfor vil vi strække os langt for at undgå en lukning af dem og har valgt at spare på energien andre steder, siger Søren Friis Trebbien
Han tilføjer dog, at en lukning af skøjtehallen stadig kan komme i spil, hvis energikrisen spidser endnu mere til.
»Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at yderligere energisparetiltag kan besluttes, hvis der konstateres energimangel, og her er en lukning af skøjtehallen en mulighed blandt mange andre. Så det er fortsat med i vores overvejelser,« siger Søren Friis Trebbien.