Flere og flere børn i dagtilbud har brug for særlig indsats

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

Diskussionen om inklusion har været central på skolerne i mange år, men nu viser det sig, at en stigende andel børn allerede i vuggestuer og børnehaver har brug for en særlig indsats. Det viser en ny Momentum-rundspørge blandt kommunernes dagtilbudschefer.

Her vurderer 85 procent, at andelen af børn, der har behov for særlig indsats i eller uden for det almene dagtilbud er større eller meget større i dag sammenlignet med for 5 år siden. I samme periode vurderer 63 procent, at kompleksiteten i de særlige indsatser for de enkelte børn i almene dagtilbud er blevet større, ligesom 62 procent vurderer, at andelen der har brug for et decideret specialtilbud er steget.

Frederiksberg er en af kommunerne, hvor man oplever et pres på tilbuddene til børn med behov for særlige indsatser, fortæller Dennis Danielsen, Afdelingschef for Dagtilbud og Sundhedstjenesten i Frederiksberg Kommune.

»Stigningen gælder både lettere og sværere tilfælde. Der kan være tale om kognitive udfordringer og udadreagerende adfærd og i det hele taget adfærd, der gør det svært at være i børnefællesskaberne og gør at man har brug for ekstra støtte og indsatser,« siger Dennis Danielsen og forklarer, at der er flere årsager til stigningen.

»Det er en kombination af, at der er flere tilfælde, men også at vi er blevet bedre til at spotte dem. Nettet er blevet mere finmasket. Det gælder for eksempel sprogindsatser og støttesystemerne, der gør, at man kalder tidligere på hjælp. Så på den måde er det jo også godt, at vi ser andelen gå op.«

Janne Hedegaard Hansen, forskningsleder for Forskning og Udvikling på Institut for Pædagoguddannelse hos Københavns Professionshøjskole finder det interessant, at der er en generel tendens til at det hele bare er blevet værre.

»Man arbejder jo for at børn skal inkluderes i normalmiljøerne, men man er hverken i dagtilbud eller skolerne lykkedes med at skabe nogle praksisser og nogle fællesskaber, hvor der er blevet øget plads til forskellighed. Og så er det klart, at når der kommer flere børn som er forskellige fra de fleste, så bryder det med den praksis der er. Fordi den er skabt med henblik på at kunne håndtere, at der er en høj grad af homogenitet i børnegruppen,« siger Janne Hedegaard Hansen.

Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation (FOLA) der blandt andet repræsenterer forældre med børn i dagpleje, vuggestuer, børnehaver, mener tallene er overraskende høje.

»Det kommer bag på mig, da børnene på 0-6 års området burde være nogenlunde lige, hvis der ikke er fysiske udfordringer. Men samtidig har jeg længe hørt fra pædagoger og ledere, at det er blevet enormt svært at få hjælp til de her børn, fordi man ikke har ressourcerne, og der skal tages tid ud af den daglige normering for at skrive en ansøgning for at få ekstra hjælp eller uddannelse til personalet,« siger Signe Nielsen.

Hun finder udviklingen skræmmende.

»For så slår pengene til minimumsnormeringer jo overhovedet ikke til, og jeg tænker, at det her også er konsekvensen af, at man er blevet så dårligt normeret, at hvis man som barn falder en millimeter udenfor den lille firkant, vi har valgt at kalde normalspekteret, så har du et problem.«

Øget fokus på tidligere indsats

For Thomas Gyldal Petersen, formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL er der heller ingen tvivl om, at man står med en udfordring.

»Det er en kommunal kerneopgave at sikre børns trivsel og deltagelse i stærke børnefællesskaber. Det er en dagsorden, der har fyldt meget og længe på skoleområdet, men vi er nødt til også at tage de her tal alvorligt. Det kræver fokus fra kommunernes side – både politisk og fagligt. Og det er for sent først at sætte ind, når barnet kommer i skole. Den tidlige indsats er afgørende, hvis vi skal vende udviklingen,« siger Thomas Gyldal Petersen.

Han påpeger, at flere kommuner allerede har fokus på dagsordenen, men at det er et komplekst og udfordrende område, da det både har pædagogiske, ledelsesmæssige, styringsmæssige og økonomiske konsekvenser, når flere børn skal have særlig hjælp.

Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at der i de seneste år har været stigende tendens til segregering i indskolingsklasserne (0.-3. klasse) og allerede i 0. klasse var 3,0 procent af eleverne segregeret i skoleåret 2019/2020, mens det gjaldt 4,6 procent af eleverne i 3. klasse.

Det er ifølge Thomas Gyldal Petersen derfor helt afgørende, at vi bliver klogere på, hvordan indsatsen i dagtilbuddet kan styrkes og samtidig virke forebyggende i forhold til senere segregering.

»Vi vil derfor i KL gerne appellere til, at Christiansborg tager denne dagsorden med i de politiske forhandlinger om forskningsreserven. Vi har i kommunerne meget brug for mere viden på inklusionsområdet – både i skolerne og i dagtilbuddene, samt i overgang fra dagtilbud til skole,« siger Thomas Gyldal Petersen.

KL har derfor inviteret til et partnerskab, der skal understøtte kommunernes arbejde med stærke børnefællesskaber på 0-6-årsområdet og skabe viden og inspiration på tværs af kommunerne.

En af de 16 kommuner i partnerskabet er Frederiksberg Kommune, hvor man allerede arbejder med at tilpasse området til så dagtilbuddene i højere grad kan understøtte alle børns udvikling og trivsel. Det gælder blandt andet en fællesindsatstrappe på tværs af hele 0-18 årsområdet og lovgivningen på dagtilbud, folkeskole og socialtilbud. Her beskriver man over 100 indsatser, og det kan derved blive et værktøj til på tværs af lovgivning at sikre at børnene får den rigtige indsats

»Vi kigger også på vores støttesystemer, da vi oplever, at vores børn ryger hurtigere op ad indsatstrappen, og giver et stigende pres på de meget specialiserede tilbud. Vi vil derfor gerne styrke den specialpædagogiske viden i almenmiljøet, både i forhold til børn og forældresamarbejdet. For erfaringerne viser, at børn, der får et specialtilbud allerede i børnehave, ikke kommer tilbage til almenområdet, men kommer direkte over i det specialiserede på skoleområdet,« siger Dennis Danielsen og fortsætter:

»Men vi skal også styrke den specialiserede del, da der samtidig er flere børn, der har det vanskeligt og har svært ved at blive i almenmiljøet uanset ekstra tiltag. Så vores tilgang er, at vi forsøger at skubbe blidt ned ad indsatstrappen, men det er ikke sådan, at alle børn skal være i almenmiljøet.

Specialpædagogisk viden skal bringes i spil

Janne Hedegaard Hansen, forskningsleder på Københavns Professionshøjskole, nikker genkendende til, at kommunerne i stigende grad har fået fokus på at udvikle inkluderende børnefællesskaber på dagtilbudsområdet. Hun mener dog, at personalet mangler specialpædagogisk viden, ligesom man i højere grad burde have et løbende samarbejde med andre faggrupper omkring dagtilbuddet, hvis man skal rykke området for alvor.

»Vi har i mange år sagt, det er lærer og pædagogers ansvar at skabe plads til forskellighed, men der mangler special- eller socialpædagogisk viden og kompetence, som rækker udover børns normale udvikling. Og det bliver et problem, når man skal håndtere børnefællesskaber og børnegrupper, hvor der er stor forskellighed, ligesom der er blandt forældrene. Og det understreger denne undersøgelse,« siger Janne Hedegaard Hansen.

Hun så derfor gerne, at blandt andet PPR-psykologer, fysioterapeuter, høre- og talepædagoger i langt højere grad kom ind og arbejdede sammen med pædagogerne i daginstitutionerne i stedet for at arbejde som rådgivere og vejledere.

»Man begynder i dag først at etablere et samarbejde, når barnet ikke trives, men pointen er jo, at hvis man kun samarbejder om problemer, så vil man jo ofte være sent ude, i forhold til at drage nytte af den viden fagfolkene har som og det bliver ikke en del af det forebyggende arbejde,« siger Janne Hedegaard Hansen.

Hun mener, at vi I Danmark er bagud med en transformation mod et tidligere samarbejde, men oplever dog en tendens til, at det bevæger sig nu.

»Men det kræver ret store forandringer, hvis man skal koble de forskellige professioner og kompetencer ind i en pædagogisk praksis.«

I rundspørgen svarer 37 procent af dagtilbudscheferne, at de i høj grad arbejder med udviklingen af tilbud til børn med særlige behov, mens 48 procent svarer i nogen grad. Samtidig svarer 27 procent, at de i høj grad anvender mellemformer, mens 59 procent svarer i nogen grad.

For Formand for FOLA, Signe Nielsen handler det dog i højere grad om at få mere personale ud på stuerne.

»Der er rigeligt med andre fagfolk ansat rundt om dagtilbuddet. Jeg vil meget hellere have en ekstra pædagog ind i dagtilbuddet. Al forskning viser, at det er direkte voksenkontakt med uddannet personale, der gør en forskel for små børn, fordi det giver faste rammer. Så fungerer børnene bedre, og så tror jeg også, at vi vil opleve, at antallet af børn, der har brug for ekstra indsatser, falder helt naturligt,« siger Signe Nielsen og uddyber:

»Når man snakker med pædagoger og lærere kommer det næsten til at lyde som om, at det er halvdelen af børnene, der har brug for ekstra hjælp. Men det har de altså ikke. Det er vores system, der har fejlet.«

Hvis vi i kommunerne skal lykkes med den store og vigtige opgave, det er at sikre at alle børn trives og udvikler sig, bliver vi ifølge Thomas Gyldal Petersen nødt til at skrue på flere forskellige knapper, og blive klogere på hvad det er, der virker.

»Vi skal derfor også kontinuerligt kigge indad og se på, hvordan vi kan blive bedre og eksempelvis bruger løftet i normering til de børn, der har brug for den største indsats. Men vi har samtidig også brug for mere forskning på området, så vi får viden om, hvad det er, der fungerer, ligesom vi kunne ønske os at pædagogernes specialpædagogiske kompetencer bliver løftet som en del af den kommende revidering af pædagoguddannelsen.«