Stigende sundhedsudgifter udhuler den kommunale velfærd

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk og Rasmus Giese Jakobsen

Kommunernes udgifter til sundhed er steget de seneste år, men pengene skal i høj grad findes på de øvrige kommunale områder.

En ny Momentum-analyse viser, at kommunernes årlige udgifter til sundhed er steget fra 39,8 milliarder kroner i 2007 til 44,1 milliarder kroner i 2018, hvilket er en stigning på 10,7 procent. Ser man på kommunernes samlede økonomi, så har den dog stået stort set stille i den samme årrække, da de kommunale nettodriftsudgifter blot er steget med 0,3 procent.

Det har betydning for de øvrige kommunale velfærdsområder, som daginstitutioner, skoler og fritidsfaciliteter, når kommunerne skal betale en større sundhedsregning med den samme pose penge. Det forklarer Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom og professor ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Opgaverne på sundhedsområdet i kommunerne stiger, især fordi der er en demografisk forandring, som sætter pres på sundhedstilbuddene, og samtidig forpligter man sig i en række aftaler på, at man kan og skal mere. Men fordi der samlet set ikke er kommet ret mange flere penge til kommunerne, så bliver vækst i kommunale sundhedsudgifter til en intern kamp, hvor det er lokalpolitikerne, der skal finde penge til stigende sundhedsudgifter på de andre kommunale områder,« siger Jakob Kjellberg.

En af de kommuner, der har oplevet, at sundhedsområdet fylder markant mere på budgettet end for få år siden, er Greve. Her oplever borgmester Pernille Beckmann (V), at det er en stigende udfordring at finde pengene til de mange sundhedsopgaver.

»Vi er en af de kommuner, hvor den ældre del af befolkningen vokser allermest. Det giver et kæmpe pres, som vi mærker allerede nu og kommer til at mærke mere i fremtiden. Det giver f.eks. et større behov for sygepleje, når borgerne kommer dårligere hjem fra sygehuse end tidligere. Vi oplever samtidig, at der er uafklarede grænseflader op imod regionen i forhold til, hvem der skal løse de forskellige opgaver,« siger Pernille Beckmann.

Hun genkender samtidig sundhedsøkonom Jakob Kjellbergs analyse af, at det går ud over den øvrige velfærd, når pengene til sundhedsopgaverne skal findes.

»Der er jo ikke kommet en kæmpe pose penge med til at klare opgaven. Vi har kun de penge, vi har, og de skal fordeles til hele det fællesskab, som har brug for det. Når opgaven på den ene side bliver tungere, så må man tage et andet sted fra. Og det er trist.«

Det nære sundhedsvæsen er ikke gratis

Kommunerne er ikke alene om at skulle håndtere stigende sundhedsudgifter. I regionerne, som driver sygehusene, er udgifterne steget med 10,2 procent fra 2007-2018. Her er nettodriftsudgifterne i modsætning til kommunerne dog samtidig steget med 13,9 procent. At stigningen i sundhedsudgifter matcher stigningen i regionernes samlede økonomiske ramme, skyldes ifølge Jakob Kjellberg, at regionernes udgifter primært består af sundhedsudgifter, og at man bruger alle de penge, man kan få.

»Hvis regionerne havde fået dobbelt så mange penge, så havde de brugt dem. Udgiftsniveauet afhænger af, hvordan det er politisk prioriteret på Christiansborg. Tallene viser, at sundhedsvæsenet er et højt prioriteret felt, for selvom det de seneste 10 år ikke har vækstet i samme takt, som man var vant til før det, så har man dog alligevel fået vækst i modsætning til en række af de andre velfærdsområder,« siger Jakob Kjellberg.

Det afspejler sig også i, hvor stor en del sundhedsudgifterne udgør af det samlede offentlige forbrug. Fra 2007-2018 er den andel steget fra 25,5 procent til 30,8 procent.

Der er ikke udsigt til, at kommuner som Greve får lavere sundhedsudgifter i fremtiden, spår Jakob Kjellberg.

»Den tidligere regering lagde op til, at flere og flere opgaver skal lægges ud som Sundhedslovsydelser og mere skal standardiseres i kommunerne, og den nuværende regering har ikke afvist at arbejde videre i det spor. Men hvis man så ikke får flere penge i kommunerne på samme måde, som man ikke har fået de seneste 10 år, så bliver billedet i forstærket grad, at man har en intern prioriteringsdiskussion mellem de andre velfærdsområder og sundhed, hvor man risikerer, at sundhed spiser det hele,« siger Jakob Kjellberg.

I KL er formand Jacob Bundsgaard heller ikke i tvivl om, at man på Christiansborg er nødt til at anerkende, at flere sundhedsopgaver ikke kun koster rigtig mange penge på sygehusene, men at det også gælder i kommunerne. Og hvis man skal forbedre oplevelsen for borgerne og styrke det nære sundhedsvæsen, så skal man også gøre det på en måde, så kommunerne ikke tvinges til at udhule den øvrige velfærd.

»Vi er i fuld gang med at udvikle området i kommunerne med blandt andet flere medarbejdere, sundhedshuse og forebyggelsestilbud, men det nære sundhedsvæsen er langt fra gratis og må ikke blive en stopklods for den øvrige kommunale velfærd. Med et stigende antal ældre og kronikere og flere sundhedsopgaver, der ender hos kommunerne, er der i høj grad brug for, at vi får en sundhedsreform, der sikrer en holdbar finansiering og sikrer ordnede faglige rammer for sundhedsområdet uden for sygehusene,« siger Jacob Bundsgaard.

Sundhedsreform haster

Rasmus Horn Langhoff, der er sundhedsordfører for regeringspartiet Socialdemokraterne, mener, at regeringen med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2020 er kommet kommunerne i møde.

»På den korte bane har vi med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2020 for en gangs skyld – og det er ikke gjort i mange år – givet rum til, at økonomien kan følge demografien og et par 100 millioner oveni, så det reelt skal komme til at betyde en forbedring,« siger Rasmus Horn Langhoff.

Han erkender samtidig, at der på den lange bane er behov for at styrke hele sundhedsvæsenet, så det kan blive velfungerende for alle – høj som lav – og at det vil kræve en ny sundhedsaftale.

»Det kræver, at vi i langt højere grad ser tingene som et samarbejde mellem kommune, region og praktiserende læge, så der ikke er nogen patienter, der falder mellem stolene. Og skal vi være ærlige, så kræver det mere sundhedspersonale, flere penge samt en sundhedsaftale, der kan sikre koordinationen af de her forskellige spillere, « siger Rasmus Horn Langhoff og uddyber:

»Vi kan bruge meget af det oplæg, den borgerlige regering havde, og bygge ovenpå. For vi skal have styrket det nære sundhedsvæsen, men hvordan vi mere præcist skal gøre det, skal vi aftale med kommuner, regioner, med alle sundhedspartnere og forhåbentlig hele Folketinget. Det er i hvert fald vores ambition.«

Knap et halvt år efter regeringens tiltrædelse er der dog stadig ikke sat gang i arbejdet med at udforme en ny sundhedsaftale. KL-formand Jacob Bundsgaard håber derfor på en snarlig invitation.

»Vi er langt ude over tidspunktet, hvor man kunne have talt om rettidig omhu. Der er i mange år blevet talt om behovet for at styrke det nære sundhedsvæsen, men det har ikke ført megen handling med sig. Imens har kommunerne helt af sig selv omstillet sig til nye opgaver og roller – dog uden de rette rammer og den rette finansiering. Men det kan ikke blive ved med at gå, for så bliver velfærden sat under et urimeligt pres,« siger Jacob Bundsgaard.

Velfærden presses

Momentums analyse viser, at der især er sket en vækst i antallet af kommunalt ansatte ergo- og fysioterapeuter. Dem er der kommet 82 procent flere af siden 2007, samtidig med at antallet af ansatte med en social- og sundhedsassistentuddannelse er steget med 72 procent, og antallet af sygeplejersker er steget med 35 procent.

»Når man ser på vækst i områder som hjemmesygepleje og genoptræningsplaner, så bliver det enormt svært for kommunerne at prioritere det op eller ned, fordi det er lovbestemte ydelser. Så kan man sidde og snakke prioritering herfra og til evigheden, men det kan man ikke styre, fordi det er eksternt givet. Samtidig er kommunerne låst af servicerammen, så de kan ikke bare bruge flere penge i alt, og så er der ikke ret meget andet for en kommune at gøre end at tage penge fra de andre kommunale områder,« siger Jakob Kjellberg.

I Greve Kommune er borgmester Pernille Beckmann klar over, at det kan blive opfattet som kommunalt klynk, når man påpeger, at enderne ikke hænger sammen.

»Det er desværre en helt reel udfordring, for hvordan skal vi håndtere de stigende sundhedsudgifter inden for de nuværende rammer, uden at det kommer til at gå ud over den øvrige velfærd. For borgerne kommer jo hjem og skal hjælpes uanset hvad, og pengene går derfor først til sundhed og derefter til de øvrige områder,« siger Pernille Beckmann.

De stigende sundhedsudgifter ender derfor også med tage penge fra nogle af de kommunale områder, som skulle være med til at sikre mindre ulighed i sundhed og forebygge, at folk bliver syge i første omgang.

»Frivillige, idræt og bevægelse er jo desværre en del af de områder, vi bliver nødt til at tage penge fra for at få råd til sundhedsområdet. Og dermed ender vi jo med at tage fra de engagerede frivillige, som driver vores idrætsorganisationer, som jo egentlig var der, de ældre skulle ind.«