Danskere og svenskere er de mest klimabekymrede

Af Rasmus Giese Jakobsen

Tørke, skybrud, oversvømmelser, 70 procents reduktionsmål og en strejkende skoleelev i Sverige. Klimaforandringerne har fyldt rigtig meget i Danmark de sidste par år, og nu viser en ny undersøgelse, at danskerne sammen med svenskerne er de befolkninger i EU, hvor allerflest betragter klimaforandringer som verdens største problem.

I en ny undersøgelse fra Eurobarometer, som Europa-Kommissionen har offentliggjort, fremgår det, at halvdelen af svenskerne og 47 procent af danskerne betragter klimaforandringer, som det mest alvorlige problem, verden står over for lige nu. Det er markant flere end i Malta og Finland, der er nummer tre på listen med 33 procent, ligesom andelen i Danmark er mere end dobbelt så høj som EU-gennemsnittet på 23 procent. På tværs af EU er ’Fattigdom, sult og mangel på drikkevand’ det problem, som flest borgere betragter som det mest alvorlige problem i verden.

Der er flere faktorer, der kan forklare, at klimaforandringer bekymrer danskere og svenskere markant mere end det bekymrer andre nationaliteter. Det siger Jens Hoff, der er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, og forsker i bæredygtighed og klimapolitik.

»I Sverige har man snakket om Greta Thunberg-effekten. Hendes indsats har fået en masse medieomtale og bidraget til en stor debat i Sverige, som også har smittet af i Danmark. Selvom hun siden har været i FN, så er det nok mest i de nordiske lande, at hendes aktion har haft en effekt,« siger Jens Hoff.

Samtidig peger han på, at der har været masser af unge mennesker, der har deltaget i klimastrejker hver fredag, ligesom man i Danmark har set forskerstrejker og åbne forskerbreve til pressen samt et borgerforslag om en klimalov, som alt sammen har genereret omtale.

»I virkeligheden har vi set en folkemobilisering, hvor man skal meget langt tilbage i tiden for at finde noget tilsvarende i Danmark. Og samtidig fik vi et folketingsvalg på det rigtige tidspunkt i forhold til den her dagsorden, som betød, at det blev et klimavalg. Alle partierne følte, at de var nødt til at snakke om klimaet, og det blev et stort emne på dagsordenen,« siger Jens Hoff.

Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og glaciologi og administrerende direktør for klimaforskningscentret Nansen Center Bergen, mener, at forskellene på Danmark og Sverige på den ene side og andre EU-lande på den anden også skal forklares med, at der er forskel på samfundene og den økonomiske situation. For eksempel peger kun 10 procent af bulgarerne på klimaforandringer, som det største problem i verden, mens topscoreren er ’International terrorisme’. I Grækenland, Kroatien og Rumænien peger kun 11 procent på klimaforandringer, mens henholdsvis 35, 31 og 23 procent peger på ’Fattigdom, sult og mangel på drikkevand’.

»Verden har mange problemer. Klimaforandringer er et af dem, men afhængigt af, hvor man går hen, så er der forskellige perspektiver. I nogle lande står man med nogle samfundsmæssige problemer, som vi ikke har i Danmark og Sverige. Steder, hvor man har problemer med at få mad i maven, handler det mere om overlevelse og miljømæssige forhold end direkte om klimaforandringer,« siger Sebastian Mernild.

Undersøgelsen blev også lavet i 2017, og dengang var det kun 29 procent af danskerne, der betragtede klimaforandringer som det største problem i verden. Dermed er andelen vokset med 18 procentpoint på bare to år, og det er den næststørste stigning i EU. Udover en generel øget klimabevidsthed, kan den stigning forklares med to helt konkrete vejrsituationer i Danmark.

»Vi havde en sommer og et efterår i 2017, der var langvarig og ekstremt vådt og relativt køligt, og mange anerkendte, at det var meget unormalt, at vi fik så meget vand. I 2018 skiftede det fuldstændig, og vi fik en langvarig varm og den mest regnfattige sommer siden 1874, og det har skubbet på, at man anerkender det som et problem,« siger Sebastian Mernild.

Politikerne har ansvaret

I Eurobarometerundersøgelsen er EU-befolkningerne også blevet spurgt til, hvem, de mener, er ansvarlige for at gøre noget ved klimaforandringerne. I Danmark svarer 64 procent, at det er landenes nationale regeringer, mens 60 procent peger på EU og 58 procent på erhvervslivet og industrien.

Professor Jens Hoff betegner det som normalt, at man peger på regeringen og EU, når store problemer skal håndteres. Og faktisk burde endnu flere have peget på EU, mener han.

»EU har gerne villet være en ambitiøs og dagsordensættende aktør inden for klimadebatten og har internationalt set også nogle relativt ambitiøse mål. De direktiver, EU vedtager, er jo gældende love i de forskellige lande. Derfor er det ret vigtigt, hvad EU bliver enige om, og det burde nærmest være nummer 1,« siger Jens Hoff.

I Danmark peger 37 procent på, at de regionale og lokale myndigheder har et ansvar. Det er lidt mere end EU-gennemsnittet på 33 procent. Og man skal bestemt ikke underkende den rolle, som kommunerne spiller i at reducere CO2-udledningen i Danmark. Det mener både Sebastian Mernild og Jens Hoff.

»På nationalt niveau kan man lægge en strategi og uddele nogle penge og lave nogle regler. Men det skal udmøntes, og derfor er det så ekstremt vigtigt, hvad der sker i vores kommuner, og vi skal også have fokus på, hvad vores lokalpolitikere gør for vores byer og områder. Det er derude, at tingene skal implementeres og iværksættes,« siger Sebastian Mernild.

Jens Hoff påpeger også, at kommunernes handlinger er lettest for borgerne at se og blive inspireret af.

»Jeg tror, borgerne har oplevet, at der er mange kommuner, der er relativt ambitiøse og gør noget på området, og det er også kommunerne, der umiddelbart er tættest på borgerne, og derfor er det de ting, som kommunerne gør, som borgerne oplever som væsentligst i deres dagligdag,« siger Jens Hoff.

Han nævner som eksempler København og Odenses indsatser for at blive cykelbyer og dermed reducere CO2-belastningen samt Middelfart, hvor man har arbejdet med energiklynger, der skulle gøre det ekstra attraktivt for borgere at energirenovere deres huse.

Jacob Bjerregaard er formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i KL, og han er enig i, at kommunerne allerede har gjort en del på området, men understreger også, at man har ambitioner om meget mere.

»Kommunerne kan løfte en stor rolle både gennem konkrete grønne tiltag i den almindelige drift, men i særdeleshed også som bindeled til virksomhederne og borgerne, hvor vi kan være med til at skabe de rammer, der gør det nemt at tænke og leve grønt,« siger Jacob Bjerregaard.

Han peger på, at kommunerne både er landets største bygningsejer og den største offentlige arbejdsgiver, hvilket giver nogle unikke muligheder for ændringer i den rigtige retning. Samtidig ejer kommunerne mange forsyningsvirksomheder.

»Så der er ingen tvivl om, at vi kan bidrage aktivt til den nødvendige omlægning af Danmarks samlede energiproduktion,« siger Jacob Bjerregaard.

Halvdelen tager personligt ansvar

I undersøgelsen mener 52 procent af de adspurgte danskere, at de personligt har et ansvar for at gøre noget ved klimaforandringerne. Til gengæld svarer 75 procent ja til, at de i løbet af de seneste seks måneder har gjort en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne.

Professor Jens Hoff mener, at man skal skelne mellem handlinger og det at føle et ansvar.

»Om man synes, at man har et ansvar for at gøre noget ved klimaforandringerne eller ej, så bliver man på forskellig vis pålagt at gøre det. Man skal sortere affald, og i supermarkedet bliver man mødt med oplysninger om varernes klimabelastning. Man støder på det rundt omkring, og derfor kommer man uvægerligt til at lave handlinger, som har en betydning for klimaet,« siger Jens Hoff og fortsætter:

»Men når man spørger direkte, om det er dit personlige ansvar, så er der er færre, der tænker, at de helt personligt må tage sig sammen«.

Stillet over for 13 forskellige konkrete handlinger, svarer 78 procent, at de forsøger at reducere deres affaldsmængde og regelmæssigt sorterer affaldet til genbrug. 72 procent svarer, at de forsøger at skære ned på deres forbrug af engangsvarer som plastikposer fra supermarkedet og 62 procent har lavere energiforbrug som et vigtigt valgkriterium, når de køber vaskemaskine, køleskab eller tv.

Til gengæld er det kun 1 procent, der har købt en elbil, 7 procent, der har installeret solpaneler i deres hjem og 10 procent, der har købt en lavenergibolig.

Tallene overrasker ikke Jens Hoff, for de afspejler, at vi er parate til at gøre de ”nemme” ting, og især hvis der også er penge at spare.

»At mange sorterer affald, kommer jo i kraft af de kommunale ordninger, hvor man skal gøre det, men de andre ting kan også handle om, at der er økonomiske gevinster at hente. Det gælder blandt andet elforbruget. Modsat er det langt sværere for folk at ændre deres transportmønstre, da det er vanskeligt at ændre på, hvor man bor og arbejder, og hvis man også skal hente og bringe børn på vejen og handle, så er det for nogle mennesker umuligt at få dagligdagen til at gå op, hvis ikke de har en bil,« siger Jens Hoff.