Antallet af ældre med kroniske sygdomme er mere end tredoblet siden årtusindskiftet

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk og Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk
Analyse: Bodil Helbech Hansen, specialkonsulent, KL’s Analyse- og Makroenhed

Ambulatorierne på de danske hospitaler fyldes i voldsomt stigende grad af ældre danskere med kroniske sygdomme. En ny Momentum-analyse viser, at antallet af 80+årige med enten KOL, demens eller type 2- diabetes er mere end tredoblet fra 2000-2018. I samme periode er antallet af ældre med knogleskørhed næsten nidoblet, så 51.150 eller knap hver femte 80+årige sidste år havde den diagnose.

Antallet af 80+årige med KOL er steget fra 12.175 til 37.725 fra 2000-2018, ældre med demens er steget fra 6.450 til 23.250, og antallet 80+årige med type-2 diabetes er steget fra 11.375 til 34.550.

Det er en eksplosiv udvikling, som presser sundhedsvæsenet og gør det nødvendigt at gentænke måden, vi har indrettet sundhedsvæsenet på, forklarer Jes Søgaard, sundhedsøkonom og professor på Dansk center for sundhedsøkonomisk forskning på SDU.

»Vi er simpelthen nødt til igen at få sat gang i bevægelsen med mere udflytning fra sygehusene til de praktiserende læger og kommunerne. Det gælder eksempelvis kontroller med og behandling af borgere med kroniske sygdomme, som ikke behøver at være på sygehusene. Det kan kun gå for langsomt, og jeg er faktisk lidt bekymret over, at der intet er kommet fra den nye regering,« siger Jes Søgaard.

Der er ifølge Jes Søgaard flere grunde til, at vi hurtigst muligt skal i gang med at udflytte flere opgaver fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen.

»Dels har vi ikke råd til, at de går hyppigt til ambulante besøg på sygehusene, og dels er der blevet længere og længere til ambulatorierne. Bor man f.eks. i Region Sjælland, og har man to eller tre af de her sygdomme, som mange af de 80+årige har, så kan man bruge en ret stor del af sin tid på at køre rundt til forskellige sygehuse. Vi kan give borgeren en bedre behandling og fornemmelse af sammenhæng, i stedet for følelsen af at være kastebold i systemet,« siger Jes Søgaard.

Derfor er det helt afgørende, at regeringen genstarter arbejdet mod en sundhedsreform. Det mener KL’s formand Jacob Bundsgaard.

»Med den nye regering er det slået fast, at regionerne består. Dermed har vi fået ro omkring sundhedsvæsenets aktører. Men vi har ikke fået klarhed over, hvordan vi skal løse opgaverne og sikre sammenhæng i indsatserne for borgerne. Vi har et presserende behov for en sundhedsreform. Det er ikke en løsning at bevare status quo eller blot lappe hullerne. Vi er nødt til helt grundlæggende at gentænke indsatsen, ellers sander sygehusene til,« siger Jacob Bundsgaard.

Helt nyt foreslår KL nu, at det frem mod 2022 aftales nationalt, hvordan behandlingen af borgere med kroniske sygdomme og lettere psykiske lidelser omlægges. Det skal frigøre tid på sygehusene til den specialiserede udredning og behandling samtidig med, at det skal give borgerne nogle mere helhedsorienterede tilbud. Aftalerne skal på plads inden for de kommende tre år, og omlægningen af opgaver skal ske over en 5-10-årig periode.

»Kommunerne har hidtil løbende overtaget sundhedsopgaver, uden at rammerne og finansieringen er fulgt med. Dermed er det nære sundhedsvæsen til dels blevet finansieret ved at tage penge fra de andre velfærdsområder. Det kan ikke fortsætte. Det er nødvendigt, at man fra nationalt hold aftaler, hvordan opgaverne skal løses. Udgangspunktet for hele indretningen af sundhedsvæsenet skal være borgeren i sit nærmiljø, og undtagelsen skal være en indlæggelse eller specialiseret behandling,« siger Jacob Bundsgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S) i forhold til behovet for en sundhedsreform og omlægning af behandlingen af kronikere.

Sundhedsvæsenet risikerer at knække
Momentums analyse viser som nævnt, at lige knap hver femte 80+årige har knogleskørhed. Samtidig har knap 15 procent lungesygdommen KOL, 13,5 procent lider af type-2 diabetes og 9 procent har en demensdiagnose.

Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, genkender udviklingen og bekræfter, at det sætter sit præg på hospitalerne allerede nu.

»Tallene understreger, at udviklingen ikke er et fremtidsscenarie, men allerede er godt i gang, og det er også vores oplevelse på hospitalerne. Og det betyder, at man har rigtig travlt,« siger Stephanie Lose og tilføjer, at man samtidig oplever, en stigning i antallet af multisyge borgere, som lider af flere samtidige kroniske sygdomme.

Hun er derfor også enig i, at nogle opgaver, der i dag løses på sygehusene, fremover skal løses af praktiserende læger og kommuner, selvom hun ikke synes, man behøver at kalde det en sundhedsreform.

»Der er gået inflation i ordet reform i det danske politiske system, men hele præmissen om, at der er brug for, at vi styrker det nære sundhedsvæsen og sikrer, at man kan løfte en del af de samlede opgaver i sundhedsvæsenet uden for hospitalerne, er bestemt en tænkning, vi er enige i. Jeg tror hele tiden, at vi skal bidrage til at geare sundhedsvæsenet bedre til det her, for ellers vil det simpelthen kunne knække af at håndtere det, og samtidig vil patienterne ikke få den bedste behandling,« siger Stephanie Lose og tilføjer, at der dog vil være nogle patienter, der har en kompleksitet, der betyder, at de stadig vil skulle behandles på hospitalet.

KL-formand Jacob Bundsgaard er helt enig i, at borgerne skal have den hjælp, de har brug for, men det kræver en forandring. For med den voldsomme udvikling i antallet af kronikere mener han, at det er en afgørende forudsætning at få gennemført en gennemgribende reform af sundhedsvæsenet. Herunder en gentænkning af hele kronikerindsatsen med udgangspunkt i, at langt mere af behandlingen sker uden for sygehusene.

»Den her udfordring er for stor til, at vi kan klare os med at lappe på den struktur, vi allerede har. Vi har brug for en reform, der sikrer en ny struktur for det nære sundhedsvæsens samspil med sygehusene, så hjælpen sker i det nære, mens besøg på sygehuset bliver en undtagelse, siger Jacob Bundsgaard og uddyber:

»Er det for eksempel nødvendigt, at en borger med diabetes hver tredje måned skal hele vejen til et sygehus for at komme til kontrol, hvis vi kan gøre det bedre for borgerne ved, at de først og fremmest lærer at mestre deres egen sygdom, og at de har adgang til egen læge i forhold til de kontroller og tjek, som er nødvendige. Og at den praktiserende læge kan trække på ekspertviden på de specialiserede supersygehuse, når det er nødvendigt?«

Politisk samarbejde skal formaliseres

Den store stigning i antallet af 80+årige kronikere bunder ifølge Jes Søgaard både i den stigende levealder og bedre kontrol og behandling.

»Vi er ofre for vores egen succes og dygtighed i kommuner og regioner, for udviklingen skyldes jo, at de ældre med kroniske sygdomme overlever i langt højere grad end førhen og sammenholdt med stigningen i antallet ældre, som vi oplever nu og i de kommende år, så skaber det den store stigning,« siger Jes Søgaard.

Ifølge en fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed forventes det, at der i 2030 vil være 240.000 borgere med KOL og 420.000 med type-2 diabetes. Samtidig forventes det at give over godt to millioner ambulante besøg relateret til KOL og knap tre millioner for diabetespatienter i 2030. Hvis altså, man fortsætter som i dag.

Det bør man ikke gøre, og fra KL lyder det konkrete forslag til en ændring, at man gennemfører en sundhedsreform, hvor der etableres en ny struktur med politisk forankrede sundhedssamarbejder omkring akutsygehusene.

»Det er afgørende, at det aftales nationalt, hvilke opgaver kommunerne skal løfte, og at det politiske samarbejde mellem kommuner og regioner bliver formaliseret langt mere, end det er i dag, hvis borgerne skal kunne være trygge ved, at der er klare aftaler om opgavefordelingen mellem kommuner og sygehuse, og hvis den nuværende opgaveglidning skal erstattes af reelle politiske aftaler mellem regioner og kommuner,« siger KL-formand Jacob Bundsgaard.

Han understreger samtidig, at nationale aftaler bør følges op af faglige standarder, så indsatserne løftes mere ensartet på tværs af landet.

Faglige standarder er en god idé, mener Jes Søgaard.

»De er nødvendige, hvis man virkelig vil gøre en forskel på sundhedsområdet, og det er min klare opfattelse, at det vil kommunerne gerne,« siger han.