Landsbyer har udsigt til endnu flere spøgelsesboliger i fremtiden

Af Anders Egedal, anep@kl.dk
Analyse: Jan Christensen, konsulent i KL's analysenhed

Et glippet generationsskifte og afskallede mursten, der bliver mindre værd. Sådan ser boligmarkedet ud i flere af kongerigets landområder, og den landlige boligspiral vil formentlig fortsætte nedad i fremtiden.

Ifølge en ny Momentum-prognose er der nemlig udsigt til endnu flere tomme boliger i landområder længere væk fra de største byer. Her vil cirka 2.500 ejerboliger hvert år blive ledige som følge af, at ældre over 75 år flytter. Samtidig står der ikke umiddelbart lokale børnefamilier klar til at rykke ind i de ledige huse. Antallet af 0-2-årige børn i de samme områder er tværtimod faldet med 30 procent de seneste 15 år.

At gabet mellem udbud og efterspørgsel bliver større er desværre et meget realistisk scenarie. Det mener Thorkild Ærø, direktør i Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet. Forklaringen? Urbaniseringen.

»Ældre mennesker søger i stigende grad ind mod de mere tætbefolkede områder for at få en bedre service, idet sundhedsvæsenet, kommuners service og detailhandel er blevet centraliseret de senere år. Yngre personer tager typisk til større byer – hvis ikke de var der i forvejen – for at forfølge karrieremuligheder med uddannelse og arbejde,« siger han.

Det efterlader boligmarkedet i landområder med et »pænt problem« fremover, fastslår Thorkild Ærø. Statens Byggeforskningsinstitut estimerede allerede i 2014, at omtrent 60.000 boliger står tomme i landområder.

»Fraflytningen efterlader jo ofte en bolig, som har svært ved at komme ind på markedet igen. Der er grænser for, hvor længe den slags boliger kan tåle at stå tomme. Hvis forfaldet accelerer omkring én, siver værdierne jo ud af området,« siger direktøren, der imidlertid finder det svært at komme med et bud på, hvor mange af de 2.500 ejerboliger, som hvert år fraflyttes, der vil blive overflødige i landområderne.

Der er cirka 25.000 ejerboliger i landområderne længere væk fra de største byer, som ejes af en person over 75 år. Blandt boligejere i den aldersgruppe flytter knap 10 procent i løbet af et år. Det svarer til, at halvdelen af de knap 25.000 ejerboliger er fraflyttet inden for de næste syv år, viser Momentums prognose.

Udviklingen med flere spøgelsesboliger kan mærkes i landområderne. Det fortæller Carsten Abild, formand for foreningen Landsbyerne i Danmark. Det kalder på politisk handling pr. omgående, mener han.

»Vi ser flere og flere huse, der pludselig står tomme, fordi den ældre har måttet flytte derfra. Så hvis ikke der virkelig bliver taget fat om det her problem nu, vil vi opleve en fase på 10-15 år, som bliver endnu mere pinlig end den, vi i forvejen ser med den ene ruin efter den anden i landsbyerne,« siger Carsten Abild.

Gang i bulldozeren

Med Landsbyfornyelsespuljen blev der i 2014 og 2015 afsat samlet 400 millioner kroner, som 70 kommuner kunne søge om midler fra til at rydde op i landområdernes forfaldne boligmasse. Fra 2016 til 2020 er puljen imidlertid skåret ned til 55 millioner kroner årligt. Den kan 45 kommuner søge om at få del i, hvis de vel at mærke selv finder penge til at finansiere 30 procent af udgifterne.

En pulje, som ifølge Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, ikke er stor nok til at løse problemet med flere tomme boliger i fremtiden. Det gør det desto mere vigtigt, at kommunerne bruger alle midlerne herfra. Larvefødderne skal rulle i landsbyerne, lyder det fra økonomikonsulenten.

»Når landområderne allerede står i en situation med et overudbud af boliger, og der så kommer endnu flere tomme boliger de kommende år, vil det nå til et punkt, hvor ingen har lyst til at flytte dertil. I de områder skal der virkelig gang i bulldozeren, hvis ikke landsbyerne skal dø,« siger Maria Schougaard Berntsen.

I 2015 udgav KL debatoplægget ”Fælles svar på fælles udfordringer”, hvor kommunernes forening kom med en lang række anbefalinger til, hvordan vi sikrer vækst i hele landet. Her var et af forslagene, at staten opretter en storstilet sanerings- og renoveringspulje på 3-4 milliarder kroner, der skal løbe over fem-seks år. Pengene skal bruges til en grundig oprydning og renovering af de mange huse, der hele tiden kommer på listen over nedrivningsmodne bygninger. Puljen er der fortsat behov for, understreger formand Martin Damm.

»Det er på høje tid at tage grundigt fat, ikke mindst når man tager i betragtning, hvor mange flere huse der formentlig bliver ledige i landdistrikterne i de kommende år. Det skæmmer gadebilledet i en landsby eller købstad, når huse står tomme og begynder at falde sammen. Derfor skal der rives huse ned, men problemet kan ikke løses alene ved at rive huse ned – der skal mere til. Vi skal også kunne forny områder i byerne, og vi skal kunne forbedre nogen af de andre huse i landsbyen eller købstaden,« siger Martin Damm.

Også Carsten Abild, formand for Landsbyerne i Danmark, mener, at staten skal sætte markant flere midler af til landsbyfornyelse. Og pengene skal ikke bruges på at pulverisere parcelhuse, pointerer han.

»Tværtimod. Det er trist, at vi er nået til den situation, at man ikke kan se anden udvej end at rive mange af boligerne ned. Hvis folketingspolitikerne giver en betydelig sum penge til at sætte husene i stand, vil det være med til at redde landsbyerne og livet på landet. Men det skal ske nu,« siger landsbyformanden.

Hos regeringspartiet De Konservative er landdistriktsordfører Anders Johansson ikke afvisende over for at forstørre puljen til landsbyfornyelse. Men det kan ifølge landdistriktsordføreren ikke stå alene.

»Det kunne sagtens være et fornuftigt initiativ. Men det vigtigste er at skabe arbejdspladser i landområder, der gør det attraktivt for børnefamilier at bosætte sig dér,« siger Anders Johansson, der påpeger, at planloven er blevet liberaliseret og statslige arbejdspladser udflyttet for at understøtte den udvikling.

Både Martin Damm og Carsten Abild påpeger, at staten også må sørge for bedre lånemuligheder, bredbåndsnet og mobildækning i landområderne, hvis scenariet med flere og flere tomme boliger skal afværges. For det kan det, mener Carsten Abild:

»Det er ikke, fordi folk ikke vil bosætte sig på landet. Mange er jo meget interesseret i landområderne og det folkelige fællesskab, der er. Men de vil have sikkerhed for, at de kan leve en moderne, nutidig tilværelse. Hvis de førnævnte ting kommer i orden, skal meget af tilflytningen nok komme af sig selv.«

Planlægning er afgørende

Urbaniseringen er imidlertid svær at modstå. Derfor vil landområder også fremadrettet være præget af overflødige boliger, mener Thorkild Ærø, direktør i Statens Byggeforskningsinstitut. Men det betyder ikke, at landsbylivet i Danmark vil være passé, hvis kommunalbestyrelserne træffer nogle aktive valg.

»Det ulykkelige ved urbaniseringen er, at den vil fortsætte. Men det lykkelige er jo, at den ikke går så hurtigt, som man skulle tro, når diskussionen bliver taget i pressen,« siger Thorkild Ærø og fortsætter:

»Puljen til nedrivning dækker selvfølgelig ikke behovet, og derfor er kommunerne nødt til at lave en plan for, hvilke områder de vil satse på. Det har de så god tid og god grund til. For der vil altid være nogen, som flytter til landsbyerne, hvis de har oplevelsen af, at der bliver investeret liv og penge her,« siger han.

Han henviser til projektet ”På forkant”. Det er et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen, Realdania og KL, der skal hjælpe kommunerne uden for de store byer med at sætte gang i en positiv tilpasning og omstilling til de faldende folketal. Herigennem har de deltagende kommuner arbejdet med langsigtede strategiplaner for landsbyerne. Eksempelvis skal strategiplanen for Frederikshavn Kommune inspirere og give anbefalinger til en mental og fysisk omstilling af byerne Sæby, Skagen og Frederikshavn. Og i Tønder er visionen en moderne ”countryside metropol”, hvor byer og landsbyer er organiseret i store og mindre klynger og netværk.

»Planlægning er en måde at sikre landsbyernes fremtid på. I nogle landsbyer kan man rive boliger ned, så der bliver frigjort landskabelige kvaliteter, der er efterspurgt af mange. Andre landsbyer kan overgå til fritidsformål. Til det har man nogle virkemidler som flexboliger og ophævelse af bopælspligten,« siger Thorkild Ærø.

Heller ikke Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, dødsdømmer landsbylivet, hvis kommunerne lægger strategier for, hvad der kan tiltrække flere borgere til landsbyerne.

»I virkeligheden er landområdernes problem lige nu, at de har svært ved at finde frem til, hvad deres unique selling point er. Hvad det er, man får, når man flytter på landet, i modsætning til at bo i en by. Der handler det for kommunerne om at være skarpe på at prioritere indsatser i forskellige landsbyer,« siger hun.