Social bæredygtighed
Det sociale aspekt af bæredygtighed handler bl.a. om at sikre social retfærdighed
Social bæredygtighed
Social bæredygtighed dækker over følgende Verdensmål:
- Mål 1: Afskaf fattigdom
- Mål 2: Stop sult
- Mål 3: Sundhed og trivsel
- Mål 4: Kvalitetsuddannelse
- Mål 5: Ligestilling mellem kønnene
- Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
- Mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner.
Generelt dækker begrebet om social bæredygtighed i virkeligheden mange af kommunens kerneopgaver; fx i forhold til folkeskoleområdet, arbejdsmarkedet og den fysiske planlægning.
Mål 4
Alle skal have lige adgang til kvalitetsuddannelse, og alles muligheder for livslang læring skal fremmes. FN mener, at uddannelse er en af de mest kraftfulde og gennemprøvede motorer for en bæredygtig udvikling. Mål 4 skal sikre, at alle piger og drenge fuldfører en gratis primær- og sekundær skolegang inden 2030. Det sigter også mod at give lige adgang til erhvervsuddannelser samt fjerne kønsrelaterede og økonomiske uligheder med henblik på at opnå universel adgang til en videregående uddannelse.
I Skive Kommune har man udarbejdet et koncept, Åben Skole, hvor elever i alle aldre arbejder på at løse bæredygtige problemstillinger for virksomheder i kommunen
Elever løser verdens problemstillinger lokalt
Skive Kommune har bl.a. haft fokus på Verdensmål 4 i deres koncept Åben Skole, hvor lærere, i samarbejde med en virksomhed, der har en eller anden udfordring, der er relateret til Verdensmålene, udformet et læringsforløb, som eleverne kan arbejde med. Åben Skole omfatter både folkeskoler og ungdomsuddannelser, og ud over Mål 4 er der også stort fokus på Mål 17 om partnerskaber. Noget, der, ifølge Trine Nors, der er udviklingskonsulent i Skive Kommune, er meget karakteristisk for Skiveegnen, fordi ”Skive er sådan en relativt lille kommune, der virkelig har mulighed for at gribe ud efter hinanden og gøre nogle ting på kryds og tværs”.
Planstrategi for Verdensmålene
I Skive har man, som samlet organisation, arbejdet med Verdensmålene siden vedtagelsen af Planstrategi 2019-2031 i juni 2019. I Skole- og Dagtilbudsafdelingen havde man dog taget hul på arbejdet tidligere. Bæredygtighed står som et ud af fire fokuspunkter i planstrategien, men FN’s Verdensmål er tænkt ind i alle fokuspunkter, og er det noget, man forholder sig til i alle kommunens fremtidige politikker og strategier.
Derudover vedtog Skive i december 2019 strategien RENT LIV, hvor Verdensmålene indgår som en naturlig del af arbejdet. Af strategien fremgår det bl.a. at alt ikke er ”RENT LIV, men RENT LIV kan tænkes ind i alt”.
Sænk skuldrene – og vær nysgerrig og åben
I Skive råder de andre til at turde at sænke skuldrene i arbejdet med Verdensmålene. I særdeleshed når det kommer til at indgå i partnerskaber handler det ikke om at have svarene på forhånd – for hvis vi havde, var der ingen udfordringer. I stedet, siger Trine Nors, at ”hvis vi skal finde nye løsninger, så skal man turde komme meget mere åbne og nysgerrige, og være nysgerrige på hinandens fagligheder eller på kryds og tværs af byer og lande.”
Vil du vide mere?
Læs Skive Kommunes Planstrategi 2019-2031 (pdf)
Læs RENT LIV-strategien (pdf)
Kontakt udviklingskonsulent Trine Nors på trno@skivekommune.dk
Middelfart Kommune har udviklet en digital læringsplatform, der dykker ned i Verdensmålene og inviterer til hybride læringsformer.
Hybrid læringsplatform med fokus på Verdensmålene
I Middelfart Kommune opstod der, i lyset af Coronakrisen, en idé om en digital læringsplatform, der både kunne rumme fysisk og online undervisning. Læringsplatformen tager udgangspunkt i de 17 Verdensmål, og der er knyttet et ugeforløb til hvert Verdensmål. I ugeforløbene skal eleverne gennem feltstudier og casearbejde, og skal ende med en innovativ løsning på et givent Verdensmål. Platformen blev iværksat, da de yngste elever lige var kommet tilbage i skole efter første Covid-19-lockdown, og de ældste elever stadig var hjemme. De hjemsendte elever var svære at motivere. Ydermere var der lånt lærere fra udskolingen til indskolingen, så man manglede reelt lærere i de store klasser. Platformen skulle løse nogle af de problemer og motivere eleverne - og den kan heldigvis stadig bruges nu, hvor de fleste elever igen modtager fysisk undervisning. Læringsplatformen peger ind mod Mål 4, Kvalitetsuddannelse, og her især det delmål, der omhandler undervisning i bæredygtig udvikling og globalt medborgerskab.
Fra middelfartbørn til verdensborgere
I Middelfart Kommune har man flere indsatser på verdensmålsområdet. Bl.a. er der udarbejdet en Plan- og bæredygtighedsstrategi, og en indsats for bæredygtig byudvikling i alle lokalsamfund.
I 2019 godkendte byrådet en samlet vision og strategi for skoleområdet i Middelfart Kommune. Visionsstrategien hedder ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger” og har fire pejlemærker: Verdensborger, Bæredygtighed, Bevægelse og Attraktiv.
Bare gå i gang!
For Middelfart Kommune har det først og fremmest handlet om bare at gå i gang. Verdensmålene er en meget relevant ramme at arbejde indenfor, og det er nemt at relatere sig til – også for eleverne. Vibeke Vedsted Andersen, der er pædagogisk administrativ konsulent i Middelfart Kommune fortæller, at det i høj grad giver mening for eleverne at arbejde med Verdensmålene, og at de er ”innovative og enormt kloge og kløgtige, når der skal findes på løsninger”.
Vil du vide mere?
Kontakt pædagogisk administrativ konsulent Vibeke Vedsted Andersen vibeke.vedsted@middelfart.dk
Mål 11
Det 11. verdensmål sætter derfor fokus på, at byer og lokalsamfund skal gøres bæredygtige, så følgevirkningerne af den stigende migration fra land til by kan imødegås. Urbaniseringen stiller nye krav til de danske kommuner, der har som opgave at formulere udviklingsplaner, der kan rumme kompleksiteten af de fremtidige sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer. Bæredygtighedsudfordringerne bestå bl.a. i at sikre adgang til holdbare og billige boliger, skabe grønne byrum og adgang til rekreative muligheder i både by og land samt sikre at byerne er robuste ift. at imødegå klima- og sikkerhedshændelser.
Udfordringerne forudsætter derfor, at de kommunale myndigheder er fremsynede, og indgår i- og understøtter samarbejder med henblik på, at kunne skabe rammer, der sikrer inddragelse og befolkningens mulighed for deltagelse i udviklingsprocesser.
I Gribskov Kommune arbejder man bl.a. med Mål 11. Der planlægges bl.a. med henblik på, at der kommer mere affaldshåndtering i fremtiden og mere tilgængelighed for bl.a. kørestolsbrugere
Mere affald og mere tilgængelighed
I Gribskov Kommunes planafdeling har de fokus på den fysiske planlægning af Verdensmålsindsatsen. Her er Mål 11, Bæredygtige Byer og Lokalsamfund, et meget centralt mål. Bl.a. har kommunen inddraget i deres planlægning, at der skal være mere plads til affaldshåndtering og -sortering i fremtiden. Derudover har kommunen en tæt dialog med kommunens handicapområde om at styrke tilgængeligheden i plangrundlaget for bl.a. kørestolsbrugere.
Temaudvalg
I forbindelse med arbejdet med Verdensmålene har kommunalbestyrelsen nedsat et temaudvalg, der arbejder ud fra to spor. Det ene spor har fokus på at danne overblik over, hvordan der allerede arbejdes med Verdensmålene i kommunen, mens det andet spor særligt har fokus på arbejdet med Verdensmålene i kommunen fremadrettet.
Udfordr, skab sammenhæng og hav tværgående fokus
Et godt råd til andre kommuner, der skal til at arbejde med Verdensmålene, er at udfordre sig selv på, at selvom meget af det, man gør, allerede stemmer overens med den bæredygtige udvikling, så vil der højst sandsynligt stadigvæk være steder, hvor man kan gøre det endnu bedre. Et andet godt råd i forhold til arbejdet med Verdensmålene er, at man forsøger at have skabe sammenhæng på tværs og at have et tværgående fokus internt i organisationen – fordi Verdensmålene er tværgående i sig selv, og kan – og bør – ikke løses i ét kontor eller center. Disse råd er nu givet videre.
Vil du vide mere?
Læs om temaudvalgets arbejde
Kontakt specialkonsulent Alice Margrethe Ballin på aball@gribskov.dk
Vil du være med?
Har din kommune en god indsats indenfor social bæredygtighed, og ønsker I at være en del af KL’s inspirationskatalog, så er I velkomne til at kontakte os.