Høringssvar: Udkast til tre bekendtgørelser med bestemmelser, der implementerer regler i drikkevandsdirektivet om risikovurdering i forskellige led i vandforsyningskæden

KL er glad for, at EU’s drikkevandsdirektiv snart er fuldt implementeret i dansk lovgivning, så de tilhørende vejledninger kan blive opdateret.

KL sender hermed høringssvar til udkast til følgende bekendtgørelser:

• Bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand
• Bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningsanlæg
• Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (drikkevandsbekendtgørelsen).

Miljø- og Ligestillingsministeriet har givet høring af de tre bekendtgørelser en meget kort frist, som løber hen over uge 7, hvor mange har vinterferie. Det giver dårlige vilkår for at få bemærkninger ind fra kommunerne, hvilket forringer mulighederne for et godt og gennemarbejdet høringssvar. KL bad departementet om, at høringen blev forlænget, så det var muligt at komme med et kvalificeret høringssvar, hvilket departementet oplyste ikke var muligt. KL henviser til Justitsministeriets Vejledning om lovkvalitet omkring rimelige frister for offentlige høringer.

KL har både overordnede og specifikke bemærkninger til Bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand og Bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningsanlæg. KL har pga. tidsfristen og omfanget af ændringerne/nyt stof prioriteret disse to bekendtgørelser og har kun få specifikke bemærkninger til drikkevandsbekendtgørelsen.

Generelle bemærkninger

Der er med de tre seneste bekendtgørelser implementeret en række elementer fra drikkevandsdirektivet. KL ser frem til nye/opdaterede vejledninger.

Vejledningen til drikkevandsbekendtgørelsen og til bekendtgørelse om kvalitetssikring for vandforsyningsanlæg bør snarest revideres. Vejledningen om kvalitetssikring for vandforsyningsanlæg bør specielt præcisere kommunens tilsynsforpligtigelser ifm. de nye tiltag, som vandforsyningerne skal iværksætte. Ligeledes er der behov for en ny ’kogevejledning’, da denne fortsat ikke er afstemt med drikkevandsbekendtgørelsens parametre.

Definition af begreber bør generelt kun ske et sted og ikke gentages i flere bekendtgørelser, da det øger risikoen for fejl. Derudover skal det sikres, at definitioner i de tilhørende vejledninger mv. er afstemt med de definitioner, som er medtaget i bekendtgørelserne.

Bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand

Overordnede bemærkninger

Indholdet i bekendtgørelsen ligger tæt op ad kommunernes opgave efter Bekendtgørelse 2024-10-22 nr. 1106 om indsatsplaner. Det er ud fra teksten og formuleringerne i bekendtgørelsen svært at se, om der er sammenhæng/samarbejde mellem de to bekendtgørelser eller om grundvandsbeskyttelsen deler sig ud i to spor uden sammenfald. Ligesom vandområdeplanerne og Bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer. KL forventer mere information om, hvordan opgaven med at beskytte drikkevandet koordineres mellem de to bekendtgørelser og ansvarlige myndigheder

Bekendtgørelsen lægger ikke op til, at Miljøstyrelsen inddrager kommunerne i arbejdet. Kommunerne skal blot levere oplysninger i form af indsatsplaner for drikkevandsbeskyttelse. Kommunerne har i mange år udarbejdet indsatsplaner og har derfor stor viden om drikkevandsbeskyttelse samt lokal arealanvendelse. KL opfordrer på den baggrund til, at kommunerne inddrages i højere grad i arbejdet med risikovurdering, end der lægges op til i den nærværende bekendtgørelse.

Det er svært at forstå de geografiske afgrænsninger i bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand. Det er uklart, hvad tilstrømningsområder præcist er, og hvad risikovurdering af disse områder indebærer. Det gør det svært at forstå og forholde sig til de relaterede paragraffer i de to andre bekendtgørelser, der er i høring.

Det er svært at forstå forskellen på ”tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand” og ”indvindingsoplande” efter Bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer. Det vil kræve et stort informationsarbejde for styrelsen at forklare forskellen, ikke blot for kommunerne, men også andre aktører som lodsejere og vandforsyninger.

Det bør kommunikeres tydeligt, hvordan der tænkes sammenhæng mellem tilstrømningsområder og indvindingsoplande. Dette bl.a. med baggrund i, at indsatsplanlægning udarbejdes på baggrund af indsatsområder i indvindingsoplande og ikke på baggrund af tilstrømningsområder.

Detaljerede bemærkninger

§ 2
Det er uklart, hvad der i bekendtgørelsens §2, stk.1, pkt. 4 menes med ”drikkevandsforsyningssystemet”.
I bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningsanlægs § 2, stk. 1, pkt. 3 er ”Vandforsyningssystem” defineret. Er begrebet ”drikkevandsforsyningssystemet” og ”Vandforsyningssystem” det samme?

§ 4
Det bør præciseres, at adgangen til oplysninger om risikovurderingen af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand skal være så kort som muligt. KL foreslår, at oplysningerne er tilgængelige senest 3 måneder efter, at risikovurderingen er udført i stedet for 6 måneder, som det fremgår af bekendtgørelsen. En kortere frist sikrer, at oplysningerne hurtigere kan inddrages, fx ved fastlæggelse af kontrolprogrammer for drikkevand.

§ 5
Hvordan forventes der fastlagt foranstaltninger til at forebygge og kontrol- lere de identificerede risici i tilstrømningsområderne efter den 22. decem- ber 2027, hvor miljømålene i vandrammedirektivet senest skal være op- fyldt?

I § 5, stk. 2 i bekendtgørelsen henvises til bilag 2, som under punkt a) og b) refererer til bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter. I Indsatsprogrambekendtgørelsen er der pt. kun fastlagt grundlæggende og generelle supplerende foranstaltninger for grundvandsforekomster, og der er ikke fastlagt konkrete supplerende foranstaltninger.

Hvordan sikres opfyldelse af miljømålene for grundvandsforekomsterne den 22. december 2027, og hvordan er sammenhængen til de foranstaltninger, der skal fastlægges for tilstrømningsområderne? Er der sammenhæng mellem foranstaltningerne i tilstrømningsområderne og opfyldelse af miljømålene for grundvandsforekomsterne i vandrammedirektivet?

Bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningsanlæg

Overordnede bemærkninger

Bekendtgørelsen er vanskelig at læse og forstå. En del af KL’s detaljerede bemærkninger er derfor spørgsmål. Generelt er bekendtgørelsen formuleret i et sprog, som kræver en del unødig tolkning. Det er uhensigtsmæssigt. Det skal være klart og utvetydigt for både vandforsyninger og myndighed, hvornår kravene er opfyldt og overholdt.

KL opfordrer til, at bekendtgørelsen gennemskrives en gang mere med øje for klar juridisk kommunikation.

Bekendtgørelsen giver indtryk af meget hurtig udarbejdelse. Definitioner er mere forvirrende end forklarende. KL anbefaler at bruge eksisterende definitioner fra drikkevandsvejledning, februar 2022.

Specielt er definitioner i § 2 og efterfølgende brug af de definerede ord meget usammenhængende. Det samme gælder brug af ordene: risikostyring, risikovurdering og kvalitetssikring. KL anbefaler, at definitioner føl- ger andre bekendtgørelser og regulativer.

Den tidligere bekendtgørelse har kun omhandlet almene vandforsyninger. Men antallet af vandforsyninger, som omfattes af loven øges med § 1. Det vil sige ikke-almene vandforsyninger, fx campingpladser, mejerier og lignende. Derfor vil nogle vandforsyninger have meget kort tid til at indstille sig på at overholde bekendtgørelsen, hvis den træder i kraft den 1. marts 2025.

Detaljerede bemærkninger

§ 1
Grænsen, der er indført, er direkte implementering efter EU-drikkevandsdirektiv artikel 9, nr. 6, hvor ikke almene forsyninger, der leverer under 100 m³/dag eller til færre end 500 personer kan fritages for kvalitetssikring af vandforsyningsanlæg. Det er godt, at den højere grænse er valgt. Dog er det i praksis svært at administrere.

Hverken kommunerne eller vandforsyninger har systemer, der kan registrere antal personer, der leveres til, og der er ikke tradition for opgørelse af antal personer. Derfor har kommunerne ikke mulighed for i praksis at bruge denne grænse. KL opfordrer til, at ministeriet konkretiserer, hvordan kommunerne skal administrere efter grænsen i praksis.

§ 2
KL anbefaler at bruge eksisterende definitioner fra drikkevandsvejledning, februar 2022.

Vandforsyningsanlægget er i drikkevandsbekendtgørelsen definereret som ”vandindvindingsanlægget, hoved-, forsynings- og stikledninger og eventuelle pumper og beholdere på ledningsnettet. Et vandforsyningsanlæg kan bestå af flere vandindvindingsanlæg, der leverer vand til samme ledningsnet. Vandforsyningsanlægget vil normalt stoppe ved forbrugers skel.”

Definitionen forstås derfor som vand, der løber fra vandforsyningens ledning til skel. Hvilket er samme punkt. Derfor giver definitionen ingen mening.

Forsyningssystemet er et nyt begreb, som er utroligt nemt at blande sammen med ordet ”vandforsyningssystemet”. KL anbefaler at bruge definitionen fra drikkevandsvejledning, hvis meningen er: Vandforsyningsanlæg eller vandforsyningskæden.

§ 2, stk. 1, pkt. 2
Definitionen er ikke forklarende, da ordet enhed ikke er entydigt. Igen anbefales at bruge definition fra drikkevandsvejledningen. I drikkevandsvejledningen er vandforsyning defineret som den fysiske eller juridiske person, der ejer et eller flere vandforsyningsanlæg.

§ 3
Det er stadig et fåtal af private almene vandforsyninger, der har et ansættelsesforhold med en driftsansvarlig. Der bør anvendes et andet begreb end ”ansættelse”. Mange mindre vandforsyninger drives af frivillige.

§ 4
Det virker unødigt kompliceret at bruge både mængde og antal personer til at definere, hvem der er omfattet af kravet. Hvordan hænger de 17.000 m3/år sammen med bekendtgørelsens gyldighedsområde, som defineret i § 1?

Der findes sandsynligvis et begrænset antal anlæg, der leverer til over 500 personer men mindre end 100 m3/dg. Det er dog ikke muligt at finde det præcise antal anlæg, da hverken kommunerne eller vandforsyningerne har opgørelser over, hvor mange personer, der leveres til.

Derudover er det uklart, hvad det betyder, at forsyningssystemet skal risikovurderes i overensstemmelse med drikkevandsbekendtgørelsen. Er det et krav, at der udarbejdes en risikovurdering efter drikkevandsbekendtgørelses bilag 6? I drikkevandsbekendtgørelsen er det kun et krav, hvis man vil fravige hyppighed eller parametre fastlagt i bilag 5.

Der mangler et punkt om den fysiske sikkerhed, som skal sikre imod fare udefra og mod risiko for forurening, fx egnede døre, godkendt lås af anlæg, boringer og tanke, evt. alarmer og kamera.

§ 4, stk. 2, pkt. 3
”3) Identifikation af farer og farlige hændelser i vandforsyningen ……” Der bør henvises til, at definitionen af fare og farlige hændelser er defineret i bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand.

§ 4, stk. 2, pkt. 4
Forståelsen og omfanget af punktet er uklart og utydelig pga. uklare definitioner i bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand.

§ 5
Det fremgår ikke, hvem der er kontrolmyndighed og som løbende kontrollerer, at vandforsyningen følger op på risikovurdering og handler på de påpegede risici. Der mangler en juridisk enhed eller instans, som er forpligtet til at følge op.

§ 5, stk. 1, pkt. 5
Vandforsyningslovens kapitel 11 omtaler ikke et forsyningsspecifikt, operationelt kontrolprogram. Kapitel 11 handler om kommunernes og Miljøstyrelsens tilsynsforpligtelser. Måske skulle der stå vandforsyningslovens kapitel 10 a? Drikkevandskvalitet og tilsyn hermed. Eller henvises til drikkevandsbekendtgørelsen § 17, stk. 6.

Risikovurdere og risikostyre installationer i private hjem (§ 4, stk. 2 pkt. 3) - § 5, stk. 1, pkt. 7)
Det er problematisk at give alle vandforsyninger pligt til at risikovurdere og risikostyre installationer i private hjem. Ifølge regulativerne har vand- forsyningerne ikke ansvar for jordledninger og andre vandinstallationer på privat grund. Med de nye nævnsafgørelser har vandforsyningen heller ikke adgang til eller mulighed for at forlange ændringer af vandinstallationer på privat grund.

Se fx Miljø og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. januar 2024

Det vil kræve, at kommunen giver påbud. Det vil således være umuligt for vandforsyningen at lave en risikovurdering af disse installationer. Vandforsyningen kan ikke blande sig i, om den private bruger har opsat et BWT anlæg under køkkenvasken eller om den private bruger har indkøbt taphaner gennem TEMU, som er fyldt med bly. Det er kommunens opgave jf. vandforsyningsloven.

§ 6, stk. 2
”Standarden nævnt i stk. 1 indføres ikke i Lovtidende, men kan gennemses gratis ved Miljøstyrelsen”. Betyder det, at kommunerne skal møde op fysisk hos Miljøstyrelsen i Odense for at læse Standarden? Kommunerne bør kunne tilgå Standarden digitalt, fx via Miljøstyrelsen hjemmeside.

Hvis kommunerne har tilsynsopgaven, så vil det være en udgift for kommunerne at skulle købe disse standarder i det tilfælde, at de ikke kan ligge digitalt pga. ophavsrettigheder.

Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (drikkevandsbekendtgørelsen)

Detaljerede bemærkninger

§ 17, stk. 7
Det bør markeres i bilag 1b i drikkevandsbekendtgørelsen, hvilke parametre, der generelt overvåges i det overvågningsprogram, der er fastsat ved bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder. Herved tydeliggøres det, hvilke parametre, der kan fraviges i vandforsyningernes kontrolprogram, såfremt risikovurderingen af tilstrømningsområderne giver mulighed her for.

§ 17, stk. 8 og 9
Ifølge drikkevandsbekendtgørelsens § 17, stk. 8 og 9 skal kommunen udvide listen over kontrolparametre i henholdsvis drikkevandskontrollen og boringskontrollen, når lokale forhold tilsiger det. I forhold til vandforsyningens tilstrømningsområde bør det præciseres, om det er tilstrækkeligt at basere denne vurdering på resultaterne af bekendtgørelsen om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder, eller hvad kommunen skal forholde sig til, som ikke er en del af risikobekendtgørelsen.

Økonomiske konsekvenser

KL har i skrivende stund endnu ikke modtaget en økonomisk høring af de tre bekendtgørelser. Der har i længere tid været dialog mellem KL og Miljø- og Ligestillingsministeriet omkring de økonomiske konsekvenser for kommunerne som følge af implementeringen af drikkevandsdirektivet, men KL ser ikke, at de tre bekendtgørelsesudkast i høringen er omfattet af den dialog.

KL ser derfor frem til at drøfte de økonomiske konsekvenser for kommunerne med Miljø- og Ligestillingsministeriet – enten som en udvidelse af sigtet med de igangværende drøftelser om implementeringen af drikkevandsdirektivet, eller som en selvstændig økonomisk høring.