Gå til hovedindhold
Høringssvar
Teknik og miljø
Energi

Høringssvar: Bekendtgørelse om omkostninger baseret på individuel varmeforsyning og beregnede forbrugerpriser for varmeforsyningsvirksomheder og metodenotat

Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for prisloftet på forbrugerprisen på varmeforsyning. Ifølge bekendtgørelsen skal Forsyningstilsynet årligt beregne omkostningerne ved individuel varmeforsyning baseret på vedvarende energi og forbrugerpriserne for varmeforsyningsvirksomheder og offentliggøre oplysningerne fra november 2025.

11. nov. 2024
  • Tegnsprog

Indhold

    Generelle bemærkninger

    Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for prisloftet på forbrugerprisen på varmeforsyning. Ifølge bekendtgørelsen skal Forsyningstilsynet årligt beregne omkostningerne ved individuel varmeforsyning baseret på vedvarende energi og forbrugerpriserne for varmeforsyningsvirksomheder og offentliggøre oplysningerne fra november 2025. Varmeforsyningsselskaber med højere priser end gennemsnitsomkostningerne ved individuel varmeforsyning skal udarbejde handlingsplaner for at reducere omkostningerne.

    Bekendtgørelsen stammer fra lovændringer om gennemsigtighed i varmeforsyningssektoren, som KL tidligere har forholdt sig til i et høringssvar. KL har udtrykt bekymring over de økonomiske konsekvenser af lovforslaget, der kan presse de kommunalt ejede selskabers økonomi og modarbejde udrulningen af fjernvarme i Danmark.

    KL takker for muligheden for at afgive høringssvar til nærværende bekendtgørelse. KL anerkender, at bekendtgørelsen skal sikre gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse, men vil gerne fremhæve følgende bemærkninger.

    Specifikke bemærkninger

    KL udtrykker bekymring over den usikkerhed, der er forbundet med beregningsmetoderne bag prisloftet, især i forhold til det fremtidige datagrundlag. I høringsbrevet fremgår det, at Energistyrelsen vil offentliggøre beregningerne for 2023, 2024 og 2025 allerede den 1. januar 2025, selvom opdateringen af forudsætningerne først forventes afsluttet i første halvdel af 2025. Det betyder, at prisloftet pr. 1. januar 2025, som varmeforsyningsselskaberne baserer deres handlingsplaner og udmeldinger til forbrugerne på baggrund af, kan blive beregnet på et ufuldstændigt datagrundlag.

    Som et eksempel kan en opdatering af antagelsen om energiforbruget for et standardhus resultere i væsentlige ændringer i fastsættelsen af prisloftet, fordi analyser indikerer, at forbruget har ændret sig siden sidste fastsættelse af antagelsen. Ændringer i beregningsgrundlaget af prisloftet efter offentliggørelsen kan skabe usikkerhed i branchen og svække tilliden til informationer om prisloftet blandt forbrugerne. Dette gælder på trods af, at der lægges op til at indføre et forsigtighedshensyn på 15 pct. for prislofterne for 2023- 2025.

    KL opfordrer til, at forligskredsen orienteres om de nuværende usikkerheder i datagrundlaget for prisloftet, og at planen ifølge nærværende forslag er at offentliggøre prisloftet og informere forbrugerne om det, før Energistyrelsen har færdiggjort sin analyse af beregningsforudsætningerne. Det bør herefter være en politisk beslutning, om tempoet i implementeringen skal prioriteres højere end præcisionen i beregningsgrundlaget. KL håber, at nøjagtigheden af prisloftet vægtes højest for at sikre legitimiteten på lang sigt.

    Afsluttende bemærkninger

    KL takker Energistyrelsen for at inddrage KL og kommunerne i forbindelse med Bekendtgørelse om omkostninger baseret på individuel varmeforsyning og beregnede forbrugerpriser for varmeforsyningsvirksomheder og metodenotat.

    Det har ikke været muligt for KL at foretage en politisk behandling af høringssvaret inden for høringsfristen. Vi tager derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.