Høringssvar: Bekendtgørelse om genbrugsområder

Vi gør opmærksom på, at bekendtgørelsen ikke er gældende. Efter kritiske høringssvar besluttede miljøministeren i december 2023 ikke at udstede bekendtgørelsen. Kritikken gik blandt andet på manglende lokal fleksibilitet og øget bureaukrati. I stedet bifalder man de frivillige initiativer på kommunernes genbrugspladser. Dermed er situationen på genbrugspladserne uændret.

Generelle bemærkninger

Endnu en knopskydning i affaldsreguleringen komplicerer regelsættet Der lægges op til endnu en særskilt bekendtgørelse på affaldsområdet, hvilket kun vil øge kompleksiteten på et i forvejen kompliceret område. Det finder vi ikke er den bedste måde at gøre det på. KL anbefaler, at reglerne samtænkes med afsæt i den kommunale opgavevaretagelse. Bekendtgørelsen burde derfor i stedet være indarbejdet i affaldsbekendtgørelsen, så kravene til kommunernes genbrugspladser kun findes ét sted.

Derfor ville det også give bedre mening, hvis regelsættet genbrugsområder også var udarbejdet i tæt samarbejde med Energistyrelsens kommende bekendtgørelse om afsætning fra genbrugsområderne samt kommunernes finansiering over affaldsgebyrer. Der er behov for helhedstænkning og koordinering for hele statens setup for genbrugsområder på genbrugspladser, som kommuner og kommunale selskaber skal agere i.

Der mangler således regulering af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at opkræve gebyrer for driften af genbrugsområderne. En sådan regulering skal være trådt i kraft primo 2023, da kommunalbestyrelsen ellers ikke kan nå at indarbejde gebyrer for genbrugsområder i nye gebyrer gældende fra 2024.

Det er derfor uklart, hvordan samspillet påvirker opgaveløsningen i kommunerne, når reglerne er udmøntet af hver deres statslige myndighed uden koordinering. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke indføre gebyrreguleringen i affaldsaktørbekendtgørelsen, hvis ikke miljøministeren kan indføre drift-reguleringen i affaldsbekendtgørelsen.

Kommunerne arbejder allerede for at styrke direkte genbrug

I kommuner og selskaber er der fuld gang i aktiviteter, der skal sikre mest muligt genbrug, herunder i samarbejde med frivillige organisationer og kommunale beskæftigelsesindsatser for mennesker uden for arbejdsmarkedet, herunder også voksenhandicapområdet. Vi er bekymrede for, at disse indsatser, der er bygget op over flere år, risikerer at skulle lukke. De fremtidige regler må ikke modvirke den fortsatte beskæftigelse, som i dag udføres i henhold til servicelovens § 103 om ”beskyttet beskæftigelse”. Hvis denne og tilsvarende beskæftigelse ophører, som følge af bekendtgørelsen, vil det også være stik imod ønsker om at flytte folk i udsatte grupper til varig beskæftigelse og sikre mere reelt genbrug. Det er afgørende for kommunerne, at der sikres fleksibilitet i kommunernes arbejde med genbrug, når den nye regulering indføres. Det er dog positivt, at der umiddelbart lægges op til stor valgfrihed for kommunernes udmøntning af genbrugsområder.

Manglende sammenhæng i reguleringen

Bekendtgørelsen regulerer kun kommunernes forpligtelse til at etablere genbrugsområder og give adgang til disse. Miljøministeriet har valgt at lave en specifik bekendtgørelsen for genbrugsområderne udstedt efter kapitel 7 i miljøbeskyttelsesloven og ikke slå den sammen med affaldsbekendtgørelsen, som er udstedt i medfør af kapitel 6.

Miljøbeskyttelseslovens (MBL) § 50 ligger under MBL kapitel 7 (Affaldsforebyggelse, genanvendelse og renere teknologi) og ikke under MBL kapitel 6 (Affald), hvilket formodentlig er statens argument for en selvstændig bekendtgørelse. Kommunernes regulativer udstedes efter MBL § 45, som kun handler om affald, og regulerer dermed kun genbrugspladsen og ikke genbrugsområderne. Men det er bøvlet og besværliggør kommunernes regulering. Affaldsbekendtgørelsen kan godt være udstedt i medfør af både § 44-47 og § 50 efter KL’s opfattelse.

Ministeren har ifølge høringsbrevet valgt ikke at stille krav til genbrugsområdernes anvendelse og ikke at fastsætte regler for i hvilket omfang, der kan afleveres genstande til genbrug hvilket der ellers er hjemmel til.

Det stiller kommunerne i en vanskelig situation.

Aflevering af genstande, som ikke er egnet som genbrugsgenstande på genbrugsområdet, er ikke reguleret i bekendtgørelsen. Dermed vil kommunerne skulle håndtere dette affald som henkastet affald og regulere det efter MBL § 43 eller naturbeskyttelsesloven (NBL) § 23.

De frivillige foreninger har lige fået en afgørelse om, at de ikke kan få gratis adgang til genbrugspladserne, når de afleverer affald. Men de kan efter dette bekendtgørelsesforslag frit aflevere genbrugsgenstande på genbrugsområderne. Hvordan sikrer kommunerne, at foreninger og virksomheder ikke bare vurderer, at effekterne ikke er affald, men genbrugsgenstande, og afleverer dem til genbrugsområderne og dermed undgår gebyrbetalingen?

Ministeriet bør fjerne dårlige incitamentsstrukturer i bekendtgørelsen:

• Kommunernes mulighed for at straffe borgere, frivillige foreninger og virksomheder, som afleverer affald på genbrugsområdet efter MBL og NBL

• Virksomhedernes mulighed for at undgå affaldsgebyrer ved at aflevere affald som genbrugsgenstande

Yderligere foranstaltninger

Den manglende regulering af forholdene i genbrugsområdet vil få stor betydning for kommunernes drift af områderne.

I reguleringstomrummet vil kommunerne benytte reglerne i affaldsregulativerne til at regulere brugernes adfærd, men det vil være en uhjemlet regulering, som indbefatter en erstatningsrisiko for kommunerne.

Tilsvarende gælder, at der med forslaget ikke er skabt klarhed over ansvarsforhold. Når bekendtgørelsen fastsætter krav til kommunerne om at modtage og afsætte genbrugelige effekter, vil det være hensigtsmæssigt, at staten også forholder sig til spørgsmål om ansvar, når de genbrugelige effekter tilgår markedet, hvad enten det er et vindue (med eller uden PCB), en vaskemaskine eller lign.

Specifikke bemærkninger

Nedenfor følge de specifikke bemærkninger:

Uklar definition af genbrugsområder

Genbrugsområder defineres i §2, 3) som ”Område på kommunal genbrugsplads, hvor genbrugsgenstande kan afleveres og tages”.

Denne formulering er for snæver. Mange kommuner har store ambitioner for genbrugsområdet, og det kan vise sig at være en begrænsning, hvis genbrugsområdet kun kan etableres på selve genbrugspladsen. I dag kan borgerne aflevere og tage genbrugseffekter i forskellige kommunale tilbud, uden for genbrugspladsen fx i det nære byrum m.m.

Ligeledes er det problematisk, at reguleringen ikke forholder sig til, at mange genbrugsordninger samler og distribuerer genbrugelige genstande på forskellig vis og i forhold til forskellige afsætningskanaler, hvad enten der er tale om donationer til frivillige organisationer, afsætning til private virksomheder eller via kommunale genbrugsstationer.

Hvilke genbrugspladser er omfattet?

KL foreslår, at bestemmelsen udmøntes på samme måde som erhvervsadgang til genbrugspladser. Dvs. at bestemmelsen kunne lyde, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der kan modtages genbrugsgenstande på mindst én genbrugsplads i kommunen.

Det vil også give mulighed for fleksibilitet i forhold til betaling, da alle erhverv skal betale for at køre ind på genbrugspladsen og dermed også for at aflevere eller hente genbrugsvarer til og fra genbrugspladsen.

Afgrænsningen bør justeres, så undtagelsen også omfatter meget små genbrugspladser og haveaffaldspladser, hvor der kun modtages få andre fraktioner.