Høringssvar: Indførelse af beløbsgrænse for alternative botilbud
Social- og Boligministeriet har den 23. januar 2025 anmodet KL om eventuelle bemærkninger til udkast til forslag til Lov om ændring af lov om socialservice og lov om almene boliger mv. (Indførelse af beløbsgrænse på 10 pct. for alternative tilbud og almene plejeboliger ved benyttelse af ret til frit valg for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne)

Høringssvaret skal være ministerieti hænde senest den 21. februar 2025.
Det har ikke været muligt at få KL’s høringssvar politisk behandlet inden fristen. KL fremsender derfor et foreløbigt høringssvar og vil fremsende eventuelle yderligere bemærkninger, når sagen har været politisk behandlet.
KL tager forbehold for de økonomiske konsekvenser af udkastet til lovforslag i henhold til DUT-princippet.
Generelle bemærkninger
KL er enig i, at der indføres en beløbsgrænse for de alternative tilbud, som tager udgangspunkt i, at tilbuddet ikke må være mere end 10 pct. dyrere sammenlignet med den forhandlede pris i det visiterede tilbud fra kommunen.
KL kvitterer for, at lovforslaget gør op med en styringsmæssig udfordring for kommunerne, da borgeren frit kan vælge et dyrere tilbud end det, kommunen har visiteret til.
KL hæfter sig ved, at aftalepartierne er enige i, at partierne som led i indførelsen af en ny takstmodel vil sænke beløbsgrænsen til 0 pct.
Kontrolenheden
KL noterer, at der oprettes kontrolenhed, der i konkrete tilfælde kan kontrollere takstfastsættelsen for kommunale tilbud på socialområdet
KL bemærker, at det vil være en meningsfuldt, hvis kontrolenheden også kunne kontrollere private tilbud, og at kontrolenheden på sigt kan øge udgifterne til administration og kontrol. KL fæstner lid til, at der med den annoncererede vejledningsindsats samt udvikling af et nyt takstsystem vil blive ryddet op og skabt bedre rammer for takstfastsættelse.