Gå til hovedindhold
Høringssvar
Social

Høringssvar: Udkast til bekendtgørelse om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har den 18. marts 2024 bedt KL om eventuelle bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område. Høringssvaret skal være ministeriet i hænde senest den 18. april 2024.

17. apr. 2024
  • Tegnsprog

Indhold

    Det har desværre ikke været muligt at få KL’s høringssvar politisk behandlet inden fristen. KL fremsender derfor et foreløbigt høringssvar og vil fremsende eventuelle yderligere bemærkninger, når sagen har været politisk behandlet.

    KL tager forbehold for de økonomiske konsekvenser i henhold til DUT princippet.

    KL har følgende bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område: 

    Det fremgår af § 2, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet er centralmyndighed her i landet, og at de som centralmyndighed bl.a. modtager og videregiver anmodninger m.v. efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område.

    Videre fremgår det af § 3, at en anmodning m.v. fra en myndighed i en anden konventionsstat indgives til barnet eller den unges handlekommune. Ligesom det i § 6, fremgår, at det er barnet eller den unges handlekommune, der sender en evt. anmodning til centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i en anden konventionsstat. KL har brug for at vide, hvem der helt konkret modtager og sender en anmodning fra en myndighed i en anden konventionsstat . Er det Social-, Bolig- og Ældreministeriet der varetager denne opgave, eller er det barnet eller den unges handlekommune? Bestemmelserne, som de er formuleret nu, er, efter KL’s opfattelse, modsatrettede.

    Det fremgår af § 5, at kommunalbestyrelsen, ved anbringelse her i landet, kan aftale med den kompetente myndighed i den anden konventionsstat, at den udenlandske myndighed helt eller delvist afholder udgifterne ved anbringelsen. Videre fremgår, at en afgørelse om anbringelse her i landet ikke kan betinges af, at den kompetente myndighed i den anden konventionsstat afholder udgifterne helt eller delvist.

    KL ønsker oplyst, efter hvilken artikel i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, det fremgår, at kommunalbestyrelsen kan aftale med den kompetente myndighed i den anden konventionsstat, at den udenlandske myndighed helt eller delvist afholder udgifterne ved anbringelsen? Herunder også om § 5 i bekendtgørelsen gælder for Danmark, hvis et barn fra Danmark anbringes i en anden konventionsstat?

    Det fremgår af § 6, stk. 1, nr. 7, at en underretning også kan sendes til en myndighed i en ikke konventionsstat.

    KL ønsker her oplyst, efter hvilken artikel i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, det fremgår, at en underretning også kan sendes til en myndighed i en ikke-konventionsstat? KL ønsker i den forbindelse også oplyst, hvilke regler der gælder i den forbindelse? Det fremgår af § 7, at kommunen, inden den træffer afgørelse om at anmode myndighederne i en anden konventionsstat om overførsel af kompetence, skal sikre, at barnets holdning til anmodningen er tilvejebragt.

    KL ønsker for det første oplyst efter hvilken hjemmel kommunen skal træffe afgørelse om at anmode myndighederne i en anden konventionsstat om overførsel af kompetence? I den forbindelse ønskes oplyst, hvem der i så fald kan anke sagen? Dernæst ønsker KL oplyst, om der også skal træffes afgørelse, når kommunen anmoder om de oplistede anmodninger i § 6?

    Lovgiver oplyser i høringsbrevet, at der på et senere tidspunkt vil blive udstedt en vejledning til bekendtgørelsen, og at denne vil blive sendt i høring.

    Det ser KL frem til og vil gerne involveres, så KL kan være med til at pege på eventuelle behov for mere forklaring mht. forståelsen af konventionen og samspillet med de danske regler.

    Dokumenter

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Jessie Brender Olesen

    Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik

    Telefon: +45 3370 3276

    E-mail: jbs@kl.dk