Høringssvar: Barnets lov §48

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har den 3. oktober 2023 bedt KL om eventuelle bemærkninger til udkast til tillæg til udkast til forslag om lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Den nationale sikkerhedskonsulentordning og koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, bemyndigelse til at fastsætte regler vedr. grønlandske og færøske borgere, der er dømt til anbringelse på institution i Danmark, forenkling af reglerne vedrørende børne- og ungeudvalgene m.v.) i høring. Høringssvaret skal være ministeriet i hænde senest den 1. november 2023.

Det har desværre ikke været muligt at få KL's høringssvar politisk behandlet inden fristen. KL fremsender derfor et foreløbigt høringssvar og vil fremsende eventuelle yderligere bemærkninger, når sagen har været politisk behandlet.
KL tager forbehold.

KL har følgende bemærkninger til lovforslaget vedrørende ændrin-gen i § 48, i barnets lov:

Indledning

Med lovforslaget foreslås, at et barn eller en ung, der er fyldt 10 år, som har anmodet om at blive anbragt uden for hjemmet, kan klage til Ankestyrelsen, hvis kommunen beslutter, at der ikke skal træffes afgørelse om hverken at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet eller tilbyde en anden støttende indsats.
KL bemærker med undren, at lovgiver nu er overbevist om, at børn og unge, som anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet, skal have ret til at klage, hvis kommunen vurderer, at anbringelse og støttende indsatser ikke er relevante.

Under de økonomiske forhandlinger blev det tydeligt kommunikeret af lovgiver, at børn og unge ikke skulle have klageret. Begrundelsen var, at kommunens beslutning var procesledende og derfor ikke kunne klages over.

Som konsekvens heraf modtog kommunerne ikke økonomisk kompensation i forbindelse med den nye bestemmelse.

Desuden synes det, at lovgiver selv er en smule usikker på den nylige ændring. Det fremgår, når KL læser følgende passage fra høringsbrevet:

"Reglerne omkring børn og unges rettigheder til selv at anmode om en anbringelse foreslås justeret. Målet er at gøre det klart, at børn og unge har ret til at klage, hvis kommunen ikke tager en beslutning om enten anbringelse uden for hjemmet eller en støttende indsats, men kun beslutter at iværksætte en støttende indsats. I sammenhæng hermed tydeliggøres i § 145 i barnets lov, at børn og unge, der er fyldt 12 år er omfattet af klageadgangen for bestemmelsen."

Baseret på ovenfor nævnte tekst, ser det ud til, at børn og unge kan klage, hvis de ikke tilbydes enten en anbringelse eller støttende indsats, men kun tildeles en støttende indsats. Dette virker kontradiktorisk og er uklart for KL.

Ydermere, påpeges det i teksten, at klagealderen er sat ned til 12 år, hvilket er i uoverensstemmelse med barnets lov, hvor klagealderen er justeret til 10 år.

Trods høringsbrevets kludrede udlægning af lovforslagets indhold, er KL dog generelt positiv overfor selve forslaget, og vurderer at forslaget giver en mere transparent forståelse af lovgivers intentioner med ændringen.

KL's bemærkninger til enkelte elementer i lovforslaget:

Støttende indsatser og forebyggende indsatser — hvornår kan barnet eller den unge klage?
Det er uklart, hvad der menes med en støttende indsats i den nye § 48, stk. 2. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at "støttende indsatser" er indsatser efter § 32. Samtidig henviser lovgiver til, "at det er uhensigtsmæssigt, at der i bemærkningerne til § 48 i barnets lov henvises til beskrivelsen af klageadgang i bemærkningerne til lovens § 30 om tidligt forebyggende indsatser, frem for at klageadgangen er beskrevet udtømmende." På den måde sikres en tydelig retstilstand.

KL er ikke enig i, at klageadgangen i § 48 og § 30 fremgår tydelig.

KL vil opfordre til, at der skabes klarhed over, hvilke indsatser i § 48, som lovgiver mener barnet eller den unge kan klage over, da muligheden for at klage baserer sig på flere forskellige indsatser. Nedenfor skitseres de muligheder, som KL kan læse sig frem til i forslaget:

• I § 48, kan barnet eller den unge klage, hvis barnet eller unge hverken får en anbringelse eller en støttende indsats efter § 32.
• Hvis barnet eller den unge derimod får en forebyggende indsats efter § 30, efter at have anmodet om en anbringelse, kan barnet eller den unge, efter KL's forståelse, ikke klage efter § 48, men er henvist til klagereglerne i § 30.
• I § 30, kan barnet eller den unge klage, hvis barnet eller den unge får en forebyggende indsats, men hellere vil være blevet anbragt eller have modtaget en støttende indsats efter § 32.

En beslutning om hverken at anbringe eller give en støttende indsats kan af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, indbringes for Ankestyrelsen I bemærkningerne fremgår, at beslutninger efter § 48, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven af barnet eller den unge, der fyldt 10 år.

KL er usikker på, hvorledes et barn under 10 år, der har anmodet om at blive anbragt uden for hjemmet, skal forholde sig, hvis kommunen vurderer, at barnet hverken skal anbringes eller have en støttende indsats.

KL vil anbefale, at lovgiver i bemærkningerne beskriver, hvorledes et barn under 10 år skal forholde sig, hvis barnet har anmodet om en anbringelse, men hverken bliver anbragt eller får en støttende indsats.

En procesledende beslutning om ikke at anbringe et barn eller en ung kan ikke påklages "særskilt"
I bemærkningerne fremgår, at en beslutning efter § 48, om ikke at anbringe et barn eller en ung, er en procesledende beslutning, der ikke kan påklages "særskilt".

Det mener KL ikke er korrekt. Således vil et barn eller en ung kunne klage "særskilt" over kommunens afgørelse om ikke at anbringe barnet eller den unge udenfor hjemmet, hvis barnet eller den unge får en forebyggende indsats efter § 30.

Af bemærkningerne til § 30 om tidligt forebyggende indsatser fremgår følgende: "[...] iværksætter kommunen en forebyggende indsats efter denne bestemmelse, vil det være muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 10 år at klage over, at der ikke er iværksat en støttende indsats eller en anbringelse efter §§ 32, 46 eller 47."

Bestemmelsen tager ikke sigte på almindelige generationskonflikter. I bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen ikke tager sigte på situationer, hvor der er tale om almindelige generationskonflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene.

KL er usikker på, hvorledes kommunerne skal forholde sig, hvis den unges anmodning om at blive anbragt, er begrundet i en "almindelig gene-rationskonflikt". Vil den unge i sådanne tilfælde kunne klage over kommunens beslutning om ikke anbringe og ikke at tilbyde en anden støttende indsats? Eller kan kommunen blot afvise at vurdere sagen?

Anmodning contra underretning
I bemærkningerne fremgår, "at det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse, at barnet eller den unge anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet. Det fremgår i forlængelse heraf, at en henvendelse afhængigt af barnet eller den unges oplysninger, kan anses som en underretning."

KL vil anbefale, at lovgiver præciserer, hvornår der er tale om en anmodning, og hvornår der er tale om en underretning. Afklaringen er væsentlig, da en anmodning ifølge lovgiver skal behandles efter § 48, og en underretning skal behandles efter reglerne for kommunens behandling af underretninger.

Klage til Ankestyrelsen over kommunens afgørelser/ "beslutning"
Med forslaget bliver det muligt for barnet eller den unge at klage til Ankestyrelsen, hvis kommunen træffer beslutning om hverken at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet eller tilbyder en anden støttende indsats. Videre fremgår det, at § 144 finder tilsvarende anvendelse for indbringelse af klage over denne beslutning.

KL vil anbefale, at teksten i § 144, stk. 1, ændres, så det fremgår, at der udover kommunens afgørelser også kan klages over kommunens beslutninger. KL oplever det forvirrende, at der i § 144 alene står afgørelser, når der samtidig henvises til § 145, hvor der i § 145, stk. 4, står beslutning.

KL vil i den forbindelse anbefale, at lovgiver beskriver, hvad der helt konkret forstås ved en afgørelse contra en beslutning. Herunder også hvorfor der kan klages over nogle beslutninger og ikke over andre. Se også KL's bemærkninger nedenfor.

Ny retstilstand vil medføre merarbejde i kommunerne
Hvis lovgiver mener, at retstilstanden er sådan, at et barn eller ung kan klage over en procesledende beslutning, vil KL gøre opmærksom på, at det således også vil gælde for alle de underretninger, hvor barnet, den unge eller forældremyndighedsindehaveren anmoder om en forebyggende indsats efter §§ 30 og 32, og hvor kommunen træffer en procesledende beslutning om, at "anmodningen/underretningen" er grundløs, og at anmodningen/underretningen ikke giver anledning til en indsats.

Kommunerne har i dag ikke en praksis, hvor børn, unge og forældre kan klage, hvis anmodningen/underretningen ikke giver anledning til hverken en anbringelse, en støttende indsats eller en forebyggende indsats.

Hvis lovgiver mener, at det bør være praksis, vil KL gøre opmærksom at kommunerne aldrig er blevet kompenseret for den opgave. Henset til, at kommunerne i dag modtager 153.000 underretninger årligt, hvor flere underretninger ikke munder ud i en indsats, vil der være tale om et ikke ubetydeligt ressourcetræk.