Høringssvar: Bedre ressourceforløb

KL’s høringssvar er opdelt i generelle og specifikke bemærkninger til de nye elementer i udkastet til lovforslaget.

Generelle bemærkninger til lovforslaget

KL ser positivt på, at der nu er taget hul på forbedringer af ressourceforløbsordningen, som længe har været genstand for kritik. KL kvitterer også for, at den maksimale varighed af ressourceforløbene nedsættes fra fem til tre år som foreslået i de forslag til forbedringer af området, som vi sendte beskæftigelsesministeren og forligskredsen i februar sidste år.

KL mener dog, at lovforslaget trækker i en anden retning end den nærhedsreform, som regeringen sidste år har bebudet. Med lovforslaget lægges op til øget statslig styring og kontrol af kommunernes kontakt og indsats, flere procesregler og tidsfrister samt flere fagpersoner tilknyttet udsatte borgeres sag. Som uddybet nedenfor vil de nye regler om indsatsgaranti i ressource forløbet bevirke pres på kommuner og borgere for at iværksætte kommunale indsatser, uanset om det giver mening for borgeren. Det, mener KL ikke, er den rigtige vej at gå.

KL finder det uholdbart, at der så mange steder i lovforslaget gives bemyndigelsesbestemmelser til beskæftigelsesministeren. De mange bemyndigelsesbestemmelser gør det vanskeligt for kommunerne at forberede sig på den nye lovgivning, og KL vil derfor opfordre til, at der hurtigst muligt kommer en afklaring på de dele af lovændringerne, som nu er lagt ud som bemyndigelsesbestemmelser. Særligt set i lyset af, at mange af bemyndigelsesbestemmelserne omhandler helt centrale elementer af indsatsen og tilrettelæggelsen heraf.

KL finder det endvidere problematisk, at ændringerne skal træde i kraft allerede 1. juli henholdsvis 1. august i år. Dels falder ikrafttrædelse sammen med en forventet genåbning efter corona med det omfattende arbejde, det medfører i kommunerne. Dels stiller lovforslagets ændringer store krav til intern organisering i kommunerne samt rekruttering af nye medarbejdere. KL opfordrer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til, at bekendtgørelser og vejledning til lovændringerne er klar i god tid inden ikrafttrædelse, så kommunerne får reel tid til at forberede sig på ændringerne.

Specifikke bemærkninger til lovforslagets delelementer

Seniorer skal ikke have ressource forløb

KL er enig i intentionen om at målrette ressource forløbene til de borgere, som har bedst gavn af ordningen. Men det er med de foreslåede ændringer uklart, hvad der skal ske med de personer, som efter gældende regler vil få bevilget et ressource forløb, og som hverken lever op til kravene for seniorpension, førtidspension eller fleksjob. Hvis disse personer benytter den foreslåede ret til at sige nej til et ressource forløb, bliver konsekvensen ofte at komme på kontanthjælp. Derved er gruppen af seniorer samt personer over hhv. 40 og 50 år umiddelbart ikke bedre stillet med dette lovforslag end før, da bevillingskriterierne for førtidspension og fleksjob ikke er ændret.

Indsatsgaranti i ressourceforløbene

KL er enig i, at ressource forløb skal være målrettede og have et indhold, som giver mening for borgeren. Men det er problematisk at opstille en fast tidsgrænse for, hvornår kommunale indsatser specifikt skal være iværksat. Mange borgere i målgruppen for ressource forløb har netop alvorlige helbredsmæssige udfordringer, som gør, at det ikke er hensigtsmæssigt for kommunen at presse på for at iværksætte indsatser her og nu. En stor andel vil følge behandling i regionalt regi, fx psykiatrisk behandling ved overgangen til ressource forløb. I de situationer vil det ofte ikke være muligt at iværksætte virksomhedsrettede tilbud fra start samtidigt med, at sociale indsatser eller kommunale sundhedstilbud ikke nødvendigvis er relevante. Indsatsgarantien som beskrevet i lovforslaget vil betyde et pres på kommunerne for at iværksætte indsatser ud fra en fastsat tidsramme, nærmere end ud fra en faglig vurdering af, hvornår det giver mening for borger.

Efter KL’s opfattelse bør mentorindsatsen indgå i opgørelsen af indsatser i et ressource forløb. Mentorindsatsen er væsentlig for de personer, som har komplekse barrierer i forhold til deltagelse på arbejdsmarkedet, og rehabiliteringsteamet er netop forpligtet til at tage stilling til behovet for mentor ved indstilling til ressource forløb. Dertil virker det ulogisk, at understøttende indsatser efter serviceloven tæller med i opgørelsen, men at understøttende indsatser efter beskæftigelsesindsatsloven ikke gør.

KL opfordrer til, at alle indsatser i ressource forløbene tæller med i denne opgørelse også de indsatser og behandlinger, der foregår i regionalt regi. Det vil skabe et mere retvisende billede af borgerens aktiviteter i ressourceforløbet, som jo netop er tænkt som et koordineret og tværfagligt forløb for personer med komplekse problemer. De regionale sundhedsindsatser er ofte af afgørende karakter og endda forudsætning for nogen for, at øvrige kommunale indsatser kan iværksættes. Det bør derfor også være muligt i denne opgørelse at fritage borgere, som på grund af behandling eller ventetid til behandling ikke vurderes at kunne profitere af en kommunal indsats.

Af de specifikke bemærkninger til lovforslaget fremgår desuden, at der forventes fastsat regler om, at en indsats skal påbegyndes efter, at personen er overgået til ressourceforløb. Det virker ikke umiddelbart forståeligt, at en relevant indsats, som er iværksat inden overgang til ressourceforløb og som af rehabiliteringsteamet bliver peget på som fortsat indsats, ikke kan tælle med.

Genforelæggelse for rehabiliteringsteamet

KL vurderer, at det ikke er i borgers interesse, at sagen skal genforelægges for rehabiliteringsteamet i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at iværksætte en kommunal indsats inden for tidsfristen. Ofte vil det gøre sig gældende for borgere, som følger behandling i regionalt regi. For de fleste borgere er mødet med rehabiliteringsteamet en stressende oplevelse. Udsigten til at skulle deltage i endnu et sådant møde efter blot seks måneder, netop fordi man aktuelt er for sårbar eller syg til at deltage i indsatser fra kommunal side, risikerer at skabe unødvendig usikkerhed om både indsats og forsørgelsesgrundlag.

Dertil kommer, at forslaget risikerer at skabe yderligere ventetider generelt for at få sager forelagt rehabiliteringsteamet. Det er administrativt tungt for kommunerne at koordinere disse ekstra møder, og det vil føre til ekstra ressourceforbrug hos alle de fagpersoner, der skal deltage i ekstra rehabiliteringsmøder.

Jf. ovenstående generelle bemærkning til lovforslaget om bemyndigelsesbestemmelserne, så er det afgørende for kommunernes administration, at ministeren hurtigt fastsætter nærmere regler for hvornår, sager ikke skal forelægges rehabiliteringsteamet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det kan være situationer, hvor personen ikke har været i stand til at deltage i indsats pga. helbredet, men det er uklart hvordan, dette skal tolkes. Det er desuden nødvendigt med en præcisering af, hvilke tilbud efter social- og sundhedsloven der medregnes i opgørelsen.

KL imødeser herudover en præcisering af kravene til sagsbehandlingen og oplysningsgrundlaget for disse genforelæggelser. Betyder det fx, at det forberedende skema skal ajourføres, at der skal indhentes ny LÆ 265, eller skal sagen forelægges med samme dokumenter som det oprindelige møde, seks måneder forinden?

Ret til samtale med sundhedskoordinator fra Klinisk Funktion

Kommunerne har allerede nu mulighed for at konsultere borgers egen læge ved tvivl eller uenighed om, hvorvidt et givent tilbud risikerer at forringe borgers helbred. Ved at binde denne konsultation op på klinisk funktion betyder det dels, at det er en læge uden forudgående kendskab til borger, som skal vurdere sagen, dels øgede udgifter for kommunen samt risiko for lang ventetid. Det fremgår desuden ikke, hvilken tidsfrist sundhedskoordinator har for sin vurdering, eller hvordan borger er stillet, hvis vedkommende er uenig i sundhedskoordinators vurdering.

Forslaget kan få den konsekvens, at ellers gode og relevante tilbud om virksomhedsrettet indsats falder til jorden pga. lang ventetid på sundhedskoordinators vurdering. Hertil kommer, at det vil være vanskeligt for sundhedskoordinator at vurdere et tilbud om virksomhedsrettet indsats, før indsatsen er igangsat. En relevant vurdering forudsætter kendskab til arbejdspladsen, de konkrete opgaver og skånehensyn. Derfor må der som minimum være et konkret praktiksted og dialog med arbejdsgiver at vurdere ud fra.

KL peger desuden på risikoen for, at denne ret til sundhedsfaglig samtale vil føre til et øget pres på klinisk funktion og dermed længere ventetider i forbindelse med møderne i rehabiliteringsteamet.

Det bør være op til kommunerne selv at tilrettelægge hvem, der skal deltage i samtalerne mellem borger og sundhedskoordinator, jf. bemyndigelsesbestemmelse om hvem, der skal deltage i disse samtaler.

Ret til personlig jobformidler i ressourceforløb

KL er enig i intentionen om mere fokuserede ressourceforløb og et virksomhedsrettet sigte så vidt, det er muligt. Men det bør være kommunen selv, der beslutter, hvordan indsatsen organiseres, herunder hvem, der fungerer som jobformidler. Der bør ikke fastsættes regler om, at den personlige jobformidler og den koordinerende sagsbehandler ikke kan være samme person, hvis vedkommende besidder de nødvendige kompetencer. Desuden finder KL det uhensigtsmæssigt og omkostningstungt at stille krav om, at begge disse personer skal deltage i alle samtaler med borger. Det bør være op til en konkret vurdering i den enkelte situation, hvad der giver mening.

Omlægning af finansiering af aktiveringsudgifter i ressourceforløb

KL støtter, at finansieringen af aktiveringsudgifter til borgere i ressourceforløb omlægges således, at kommunen ikke fremover vil modtage refusion fra staten. Kommunerne kompenseres i stedet under ét via budgetgarantien.

Af lovforslaget fremgår det, at omlægningen af refusionen i sig vil medføre en besparelse. Det er KL ikke enig i. Tværtimod lægger lovforslaget op til at øge indsatsen i ressourceforløb, hvilket naturligvis vil medføre stigende udgifter på området. Herudover viser erfaringer med omlægning af refusionen på de øvrige indsatsområder, at refusionsomlægningen ikke i sig selv medfører betydelige mindreudgifter. KL håber at Regeringen i de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi vil være med til at sikre fuld kompensation for de kommunale merudgifter.

Skærpet opfølgning på indsatser i ressourceforløb

Der findes i dag gode muligheder for overblik over indsatser og kontakt i ressourceforløb. KL finder det også naturligt, at der følges op på de resultater, kommunerne leverer i beskæftigelsesindsatsen. I KL hæfter vi os dog ved, at der her lægges op til særskilt opgørelse af indsatsgarantien i ressourceforløb. KL finder det ærgerligt, at der læggers op til benchmarking af, hvilke kommuner der har iværksat flest indsatser frem for et fokus på, hvem der lykkes med at hjælpe borgere i ressourceforløb videre ud på arbejdsmarkedet.

Hertil bemærker KL, at det bør fremgå klart, hvordan indsatserne opgøres og hvilke indsatser, der medregnes. Med lovforslaget er dette lagt ud til bemyndigelsesbestemmelse og dermed ikke tydeligt for kommunerne. Dertil er det afgørende, at en sådan opgørelse også tager højde for de borgere, som af helbredsmæssige ikke er i stand til at deltage i en kommunal indsats inden for de første seks måneder af ressourceforløbet.

Afskaffelse af mulighed for frakendelse af førtidspension for veteraner

KL kvitterer for at give personer med PTSD og andre psykiske lidelser muligheden for at afprøve deltagelse på arbejdsmarkedet uden risiko for at få frakendt førtidspensionen. KL mener i lighed med intentionen i lovforslaget, at det er vigtigt at få chancen for at blive en del af arbejdsfællesskabet uden at frygte for forsørgelsesgrundlaget. Derfor er KL også positivt indstillet for overvejelser om at gøre denne mulighed gældende for andre grupper end veteraner og øvrige statsligt udsendte i forsvaret eller udenrigstjenesten.