Nærhed til borgerne er afgørende for fremtidens kollektive trafik
Vi skal indrette vores kollektive trafik, så det hjælper danskerne med at få hverdagen til at hænge sammen – uanset hvor i landet, de bor. Derfor er det afgørende, at beslutningerne træffes af dem, der er tættest på borgerne, lyder det fra KL i en kommentar til ekspertrapport om modeller for organisering af den lokale kollektive transport.

Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark har afleveret sin anden delrapport til regeringen.
”Det er positivt, at ekspertudvalget har sat borgernes transportbehov i centrum. Vi skal indrette vores kollektive transportsystem, så det hjælper danskerne med at få hverdagen til at hænge sammen – uanset hvor i landet, de bor. Derfor er jeg også glad for, at ekspertudvalget lægger så stor vægt på, at ansvaret forankres lokalt, så det er dem, der er tættest på borgerne, kender deres hverdag og de lokale behov, der også træffer beslutningerne,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg og fortsætter:
”I kommunerne har vi en helt unik viden om de lokale transportbehov. Det er os, der ved, hvor der fx er brug for busser til skoleelever, og hvilke socialt udsatte boligområder der har brug for særlige transportløsninger. Det er også os, der kan tænke den kollektive transport sammen med byplanlægning, de grønne løsninger og det lokale butiksliv. Dén nærhed til borgerne bør være omdrejningspunktet for vores kollektive trafik.”
Et solidt grundlag
KL-udvalgsformanden peger på, at rapporten alt i alt giver et solidt grundlag for at drøfte, hvilken organisering der bedst understøtter udviklingen af den kollektive trafik til gavn for borgerne i hele landet.
Delrapporten indeholder fire modeller for, hvordan man kan organisere den lokale kollektive trafik. Og der er fordele og ulemper ved alle fire modeller.
Johannes Lundsfryd Jensen peger bl.a. på, at model 3, som er baseret på Region Skånes organisationsmodel, bliver en dyr omgang.
”I debatten om fremtidens kollektive trafik har mange kastet blikket mod Skåne. Det er interessant at læse, at ekspertudvalget vurderer, at Skånemodellens stigende passagerantal ikke skyldes måden, man har organiseret sig på, men at man har mere end tredoblet investeringerne i den kollektive trafik. Og som vi forstår det, er regeringen jo i hvert fald ikke villige til at investere så meget herhjemme,” siger udvalgsformanden.
Johannes Lundsfryd Jensen er glad for, at flere af de elementer, KL har spillet ind med, er adresseret flere steder i rapporten. Det handler bl.a. om bedre rammer for nye fleksible løsninger, mere fleksible rammer for trafikselskaberne og de særlige problemstillinger i de større byer og landdistrikterne.
”Med en stærk lokal forankring og elementer fra flere af modellerne, er der et godt afsæt for at finde en god model for den fremtidige organisering,” siger udvalgsformanden.