Gå til hovedindhold
Nyhed

KL-formand i tale: Når verden ryster, skal vi passe særligt godt på velfærden og lokaldemokratiet

Torsdag holdt KL’s formand Martin Damm sin tale på Kommunalpolitisk Topmøde 2025. Her var budskabet klart: I en tid, hvor verdens sikkerhed er udfordret, er det særligt vigtigt at værne og udvikle vores lokaldemokrati og nære velfærd.

20. mar. 2025

Indhold

    ”Når verdens sikkerhed er udfordret, skal vi passe særligt godt på den velfærd, som vi har opbygget igennem generationer.”

    Sådan lød det fra KL’s formand Martin Damm, da han torsdag formiddag holdt sin tale på Kommunalpolitisk Topmøde 2025.

    Her påpegede han vigtigheden af lokaldemokratiet og den nære kommunale velfærd i en tid, hvor den store verdensorden ryster.

    ”Vores velfærd er med til at skabe stabilitet og tryghed for os danskere – hver dag. Vi cykler afsted om morgenen og afleverer vores børn i sikker forvisning om, at de er i et trygt og lærerigt dagtilbud, mens vi er på arbejde. Vi har ro i maven, når vi har besøgt vores ældre slægtninge på plejehjemmet og er betryggede i, at der bliver passet godt på dem. Det er det, der kendetegner vores unikke samfundsmodel,” sagde Martin Damm.

    Hold fast i sporskiftet

    Derfor understregede Martin Damm også, at det er vigtigt at holde fast i det sporskifte i velfærden, som KL sidste år aftalte med regeringen.

    Et sporskifte, der betød, at kommunerne efter mange års meget stram udgiftsstyring kunne sætte fokus på at udvikle velfærden.

    ”Man skal kunne regne med den nære kommunale velfærd. Derfor skal vi holde fast i sporskiftet. Det vil være udgangspunktet for os, når vi om kort tid indleder økonomiforhandlingerne med regeringen,” sagde Martin Damm fra talerstolen og uddybede:

    ”Nogle vil måske spørge: Kan man det i en krisetid, som den vi befinder os i nu? Ja, det kan man. Og endnu vigtigere: Det skal man. For det er vores velfærdsmodel, der er med til at sikre, at de fleste af os danskere kan gå på arbejde og bidrage til samfundsøkonomien. Det er den tårnhøje beskæftigelse, der betyder, at vi gang på gang kan opjustere det økonomiske råderum. Så vi kan opruste markant i forsvaret, når der som nu er brug for det. Uden at skære ned på velfærden eller hæve skatterne.”

    Vi skal passe på vores lokaldemokrati

    Martin Damm brugte også talen til at understrege vigtigheden af, at vi i disse tider værner om og udvikler vores stærke lokale demokrati.

    ”Er der noget, der ikke må forstyrres af verdens uro, er det vores grundlovsbestemte ret til det frie valg. Hvor enhver borgers stemme tages alvorligt. Det kan ikke siges tit nok: Valget er det grundlæggende og afgørende DNA i demokratiet - i den samfundsmodel, som er vores her i Danmark,” lød det i Martin Damms tale.

    Det gjaldt ifølge KL-formanden ikke mindst i et år, hvor borgerne skal til stemmeurnerne ved kommunalvalget i november:

    ”Når der for alvor er pres på verden, skal vi holde godt fast i vores demokratiske værdier. Og vi skal gøre, hvad vi kan for at styrke bevidstheden om dem i befolkningen. Vi skal arbejde for, at endnu flere får lyst til at deltage i det kommunalpolitiske arbejde og tage en tørn for fællesskabet.”

    Vi skal have stærke lokale beredskaber

    Det er kommunerne og de lokale beredskaber, der står i frontlinjen og hjælper borgerne, når krisen rammer.

    Derfor brugte Martin Damm også talen til at understrege store opgave, kommunerne står med, når det handler om at skabe tryghed og sikkerhed. Og han kom også med en opfordring:

    ”Vi skal styrke vores samfunds robusthed, og vi har travlt. Vi skal have en national plan for, hvem der gør hvad. Og vi kommuner kommer til at spille en helt central rolle. Vi skal forberede os på flere forskellige scenarier, så vi kan reagere på det, der måtte ramme. Vi skal have de rigtige veje til kommunikation mellem borgere og myndigheder. Og vi skal have stærke lokale beredskaber, der kan rykke ud, når der er brug for det.”

    Du kan finde hele talen fra KL's formand, Martin Damm, lige her:

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Morten Christensen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3689

    E-mail: moch@kl.dk