Kontakt
Emilie Kleding Rasmussen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3034
E-mail: emkr@kl.dk
At skabe de bedst mulige rammer omkring vores børn og unges opvækst er en enormt meningsfuld opgave. Der findes ikke én opskrift, men inddragelse, dialog og plads til lokale løsninger er afgørende.
Af Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg
De næste to dage samles over 1500 mennesker i Aalborg. Til KL’s Børn & Unge Topmøde. Til to dage med fokus på, hvordan vi skaber endnu bedre tilbud til alle børn og unge.
Vi skal skabe dagtilbud af høj kvalitet til alle børn – med dygtige pædagoger og pædagogiske assistenter.
Folkeskoler med undervisning, der får børn og unge til at glæde sig til at gå i skole hver dag.
Fritidstilbud, der skaber en naturlig rød tråd mellem skole og fritid og hjælper børn og unge til at trives bedre og lære endnu mere.
Ungdomsuddannelser i hele landet, som i langt højere grad er indrettet efter de unges behov.
Og ikke mindst stærkere professionsuddannelser, så flere vælger den vigtige vej til for eksempel at blive lærer, pædagog eller sygeplejerske.
Vi løser ikke det hele de næste to dage. Men vi skal lytte til hinanden, lære af hinanden, inspirere hinanden.
For det at skabe de bedst mulige rammer omkring vores børn og unges opvækst, dét er en enormt meningsfuld opgave.
Og jeg er glad for at stå i spidsen for det arbejde som ny formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.
Heldigvis i tæt samarbejde med udvalget og de mange lokalpolitikere, der brænder for det samme som mig.
Men kommunerne kan ikke være alene om at udvikle dagtilbud og skoler, hvor alle børn udvikler sig, lærer, trives og dannes uanset baggrund. Det kræver et tæt samarbejde med de voksne omkring børnene og tæt dialog med forældrene.
I dag oplever alt for mange børn og unge, at de ikke passer ind, og at de går glip af fællesskabet og kammeratskaberne. Det skal vi have lavet om på. Det er ikke en nem opgave, og det tager tid.
Men det er ikke børnene, der skal passe til dagtilbuddet eller skolen. Vi må og skal kæmpe for, at skolen og dagtilbuddet passer til børnene.
Heldigvis er rigtig mange kommuner og skoler allerede i fuld gang – på hver deres måde. For mens vi alle har samme mål, kan vejen derhen se vidt forskellig ud.
I folkeskoleaftalen, som for nylig trådte i kraft, får skoler og kommuner netop mere frihed til at finde de løsninger, der er rigtige for dem. Med afsæt i de beslutninger, vi træffer i kommunalbestyrelserne. Og det er afgørende, at forandringen kommer fra dem, der står med det i hverdagen.
Det er lærerne, pædagogerne, lederne, forældrene. Men det er i høj, høj grad også børnene og de unge selv. For det er deres fremtid, vi er med til at forme.
Og når de inddrages og får et medansvar for fx fællesskabet i klassen, bliver der meget bedre plads til forskelligheder og for løsninger, der giver mening for barnet eller den unge selv.
Vi skal øve os i at turde lytte til børn og unge og lade os inspirere af det, de fortæller os.
Debatindlægget er bragt i Skolemonitor den 30. januar 2025.