Gå til hovedindhold
Debatindlæg
Beskæftigelse
Social

Debatindlæg: Store besparelser vil udhule de gode takter i beskæftigelsesreformen

Rammerne kan ende med at være de helt rigtige, hvis vi gennemfører eksperternes anbefalinger. Men det er formålsløst, hvis der ikke er penge til at hjælpe dem, der har brug for det, skriver KL, Rådet for Socialt Udsatte, Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer i dette fælles indlæg.

13. jan. 2025

Indhold

    Af Steen Christiansen, formand, KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Kira West, formand, Rådet for Socialt Udsatte, Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening, og Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer

    I Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, KL og Rådet for Socialt Udsatte er der fælles opbakning til en reform af beskæftigelsesindsatsen, men vi er også fælles om en ganske stor bekymring.

    Vi er meget bekymrede over den alt for store besparelse, som har været en præmis for arbejdet i regeringens ekspertgruppe. Hele tre milliarder kroner. Hver fjerde krone i systemet.

    Besparelserne vil i allerhøjeste grad ramme dem, der har mest brug for en tæt og håndholdt hjælp. En så stor besparelse kan nemlig ikke findes på afbureaukratisering og forenkling alene. 

    Besparelser vil ramme udsatte

    Selvom ekspertgruppen har lagt sig i selen for at finde anbefalinger, der forenkler og forsimpler vores system, har eksperterne været nødsaget til at finde over halvdelen af besparelsen ved at skære i indsats og uddannelse.

    Penge, der går til at hjælpe dem, der har mest brug for det. 

    Det er den unge mand med social angst og brug for hjælp til at overskue hverdagen samt øve sig i at tage bussen i skole eller på arbejde.

    Det er den hjemløse med misbrugsproblemer, der får hjælp fra jobcentret i det nærmiljø, hvor han færdes. 

    Og hende, der er startet i et småjob og på grund af sin adhd og autisme har brug for ekstra støtte for at falde godt til på arbejdspladsen. De indsatser vil der blive skåret på.

    Rammerne kan ende med at være de helt rigtige, hvis vi gennemfører eksperternes anbefalinger. Men det er formålsløst, hvis der ikke er penge til at hjælpe dem, der har brug for det.

    Reformen kan give bagslag

    Manglende hjælp i beskæftigelsesindsatsen kan resultere i større udgifter andre steder i velfærdssamfundet og komme til at koste både stat, region og kommune dyrt i sidste ende.

    Vi risikerer ganske enkelt, at reformen giver bagslag – stik imod intentionerne. 

    Derfor er det vigtigt, at der er økonomi og incitamenter til at give de mest udsatte den nødvendige hjælp allerede i beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne ikke hober sig op i andre forvaltninger og sektorer.

    Et nyt beskæftigelsessystem skal kunne tage bedre hånd om socialt udsatte mennesker og mennesker med handicap.

    Svaret er ikke at fastholde eller indføre proceskrav og kontrol. Det er det, der har været med til at skabe vores ufleksible system, hvor for mange mennesker, der ikke passer ind i de foruddefinerede bokse, alt for ofte bliver klemt.

    Vi skal holde fast i ambitionen om et større fagligt rum til medarbejderne, der skal møde det enkelte menneske.

    De mere frie rammer skal selvfølgelig balanceres op mod nogle hensyn, som for eksempel borgerens retssikkerhed. Vi mener, at ekspertgruppens forslag om en fremdriftsgaranti er et relevant bud på at balancere disse hensyn.

    Men det er afgørende, at det bliver i en form, der reelt bidrager til at sikre borgernes medbestemmelse og rettigheder – og ikke et nyt proceskrav. Vi ser gerne, at der nedsættes en arbejdsgruppe med opgaven at se på udmøntningen. Her stiller vi os gerne til rådighed.

    Et bedre system for borgerne

    Det er afgørende, at vi får et nyt beskæftigelsessystem, der også fungerer for dem, der har mere end bare ledighed at slås med.

    Mennesker med brug for hjælp forsvinder ikke, bare fordi man skærer i indsatsen til dem. De mennesker vil stadig være der. De vil stadig have brug for hjælp. Og vi appellerer kraftigt til, at man i forhandlingerne bliver enige om, at det ikke er dem, der skal betale for en politisk spareøvelse.

    Et nyt beskæftigelsessystem skal kunne tage bedre hånd om socialt udsatte mennesker og mennesker med handicap end i dag. Det må være en af de klare ambitioner i en ny beskæftigelsesreform. 

    Vi håber, at regeringen og partierne viser mod til at gennemføre det paradigmeskifte, der er brug for, og tør gøre idéerne fra ekspertgruppen til virkelighed.

    Det gælder for eksempel muligheden for at sætte beskæftigelsesindsatsen på "pause" i en periode, så frygt for sanktioner ikke skal fylde, og der kommer den nødvendige ro om forsørgelsesgrundlaget.

    Det gælder fjernelse af ressourceforløb, så borgerne i stedet får et sammenhængende forløb med fokus på hjælp frem for målgruppeafklaring. Og det gælder en større frihed til at lave en helhedsorienteret indsats, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes behov, og hvor medarbejdernes faglige dømmekraft får bedre plads. 

    Det er anbefalinger, vi fire organisationer kun kan bakke op om. 

    Hvis man har politisk mod til samlet set at gennemføre disse anbefalinger, vil det give bedre rammer til at hjælpe mennesker, der er socialt udsatte eller har et handicap ind i et arbejdsfællesskab. Og hjælpe dem på en mere værdig måde end i dag med et blik på mennesket fremfor rigide proceskrav.

     

    Indlægget er bragt hos Altinget Arbejdsmarked den 13. januar 2025. 

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Anders Egedal

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3123

    E-mail: aneg@kl.dk