Officielt: De 23 lokale treparter er nu nedsat
Kommunerne har den 1. februar officielt nedsat de 23 lokale treparter, der skal omsætte Den Grønne Trepart til konkrete forandringer i det danske landskab. Man har også udpeget de 23 kommuner, der skal stå i spidsen for det lokale arbejde.
Første milepæl for kommunernes arbejde med Den Grønne Trepart er nu nået.
For her den 1. februar har kommunerne officielt nedsat de 23 lokale treparter, der skal gøre Den Grønne Trepart til lokal virkelighed.
Samtidig har kommunerne udpeget de formands- og sekretariatskommuner, der skal stå i spidsen for arbejdet i hver af de 23 lokale treparter.
I KL glæder formand for Klima- og Miljøudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen, sig over, at de 23 lokale treparter nu er på plads:
”Det lokale samarbejde er nøglen til, at vi lykkes med at omsætte målene i den grønne trepart til konkrete og mærkbare forandringer i det danske landskab. Til mere skov, rene fjord og vild natur. Derfor er jeg også glad for, at vi på kort tid er lykkes med at få sat holdopstillingen i de lokale treparter og placeret en masse dygtige, engagerede folk rundt om samme bord,” siger han og fortsætter:
”På kommunernes vegne kan jeg sige, at vi er helt klar til at trække i arbejdstøjet og stå i spidsen for arbejdet i de lokale treparter. For selvom opgaven er stor og helt sikkert også undervejs bliver svær, er den først og fremmest også utrolig vigtigt og meningsfuld. For det handler om vores natur, havmiljø, biodiversitet og drikkevand. Om den verden, vi efterlader til vores børn og børnebørn.”
En kæmpe opgave venter
De 23 lokale treparter har nu hver især til opgave at udarbejde en såkaldt omlægningsplan for, hvordan man konkret lokalt vil komme i mål med at reducere udledningen af kvælstof og udtage lavbundsjord.
Omlægningsplanerne skal allerede ligge klar inden udgangen af 2025, og derfor venter der også de 23 lokale treparter en kæmpe opgave.
”Der er ingen tvivl om, at vi lokalt nu står med en kæmpe opgave. Forudsætningen for succes bliver derfor også et godt og tæt lokalt samarbejde. Skal vi i mål, kræver det en vaskeægte holdindsats – der er hverken tid eller plads til soloryttere. Derfor er det også vigtigt, at alle parter fortsat tager ansvar og bidrager konstruktivt. Både fra centralt hold og lokalt,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Hver lokal trepart består af 1-2 repræsentanter for hver kommune i oplandet, 1-2 repræsentanter for lokale landbrugsorganisationer, 1-2 repræsentanter for lokale naturorganisationer og 1 repræsentant fra Naturstyrelsen.