Gå til hovedindhold
Nyhed
Teknik og miljø

Debatindlæg: Lokale grønne treparter skal ændre danmarkskortet

I dag begynder Danmarks største samarbejdsøvelse for alvor. Det skriver formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, Johannes Lundsfryd, i et fælles indlæg med minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard.

1. feb. 2025
  • Tegnsprog

Indhold

    Af Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL's Klima- og Miljøudvalg; Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart; Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer; og Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

    I dag er der i hele landet sat navne på det lokale arbejde med aftalen om det nye, grønne Danmark. Landmænd, naturentusiaster og byrådsmedlemmer skal være med til at føre omlægningen af de danske arealer ud i livet.

    At omlægge en del af landets arealer til vild natur og skov for at hjælpe både landbruget, naturen, klimaet og vandmiljøet er i sig selv en stærk ambition. Men i den grønne trepartsaftale, der blev indgået sidste år, ligger der også en vigtig beslutning om, at det ikke er Christiansborg, der skal trække streger på et kort: Fremtidens danmarkskort skal i den kommende tid tegnes af lokale ildsjæle og fagfolk.

    I de seneste uger er repræsentanter fra kommuner, landboorganisationer og lokale naturforeninger blevet udpeget til at være med i de lokale treparter. Fra den 1. februar har vi et overblik over, hvem der skal sidde med ved bordet i de 23 lokalområder. Mange er allerede engageret i lokalmiljø og organisationer, og det er deres viden, der nu skal bruges til at finde gode løsninger, der tager hensyn til landbruget, naturen, klimaet og vandmiljøet.

    Vi kan være stolte over, at vi i Danmark kan lægge et stort projekt i hænderne på folk, som ellers ofte kommer fra forskellige positioner, når det handler om, hvordan de danske arealer skal forvaltes. Med de 23 lokale treparter på plads begynder Danmarks største samarbejdsøvelse i dag for alvor.

    Det er ikke nogen lille opgave, de overtager i dag. De lokale treparter får travlt, når de frem mod nytår skal nå til enighed om de lokale planer i den største arealomlægning i nyere tid. De sidste to år har vores havmiljø været ramt af historisk iltsvind, og det er nødvendigt at få nedbragt udledningen af kvælstof, hvis vi skal vende udviklingen.

    ”Aftale om et Grønt Danmark” baner vej for en historisk forandring af landskabet, hvor cirka ti procent af det danske areal skal omlægges. Der skal mere gang i udtagning af lavbundsjorde, etablering af minivådområder, omlægning af marker og etablering af skov. Og vi har fokus på at løse flere ting på samme hektar jord, så det gøres smartere og mere sammentænkt end tidligere.

    Omlægningen hjælpes på vej af tilskudsordninger, men det handler ikke bare om økonomi. Det handler også om den enkelte landmands ønske om at fremtidssikre sin bedrift, om tilknytning til jorden gennem generationer og om forbindelsen mellem lodsejeren og det omkringliggende samfund.

    Derfor skal der grundige overvejelser og god rådgivning til, før man kaster sig ud i det. Heldigvis oplever vi, at rigtigt mange går frivilligt og konstruktivt ind i arealomlægningen, fordi de kan se, at der både er noget at bidrage med og noget at vinde.

    Omlægningen handler nemlig ikke om at afvikle landbruget, for vi skal netop sikre et stærkt landbrug, der i fremtiden vil være endnu mere bæredygtig til gavn for os og til inspiration for omverdenen. Med den meget brede trepartsaftale har landbruget fået større sikkerhed om deres rammevilkår, og der er fokus på blandt andet konkurrenceevne, vækst inden for grøn produktion og vilkår for generationsskifte.

    Nu går arbejdet i gang i de 23 lokale treparter. En gruppe får ansvar for området omkring Limfjorden, en for regionen ved Vadehavet osv., og sammen skal de planlægge omlægningen i netop deres geografiske område. Folkene i de nye 23 lokale treparter - og i vores organisationer – får virkelig travlt fra i dag og året ud. Men vi har lagt en plan, der gør, at vi tror på det, og forudsætningen for succes er netop det tætte lokale samarbejde.

    De lokale kræfter kan ikke gøre det alene. Ministeriet er indgangen og de øvrige organisationer står klar til at understøtte og hjælpe med de udfordringer, der måtte dukke op undervejs. Men vores tiltro til de lokale treparter og deres bidrag til arealomlægningen er stor. 

    God arbejdslyst til alle jer, der er gået med ind i det store projekt.

    Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 1. februar 2025.

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Morten Christensen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3689

    E-mail: moch@kl.dk