Gå til hovedindhold
Nyhed
Klima

Stormfloder kan koste Danmark over 200 milliarder kroner – ny rapport kalder på akut handling

Fremtidens stormfloder kan koste dyrt og få enorme konsekvenser for danskerne, viser en ny rapport fra DTU. Derfor skal vi i gang med at klimasikre med det samme, slår KL fast.

24. apr. 2025

En ny rapport, som DTU har lavet for KL og Klimaalliancen, kaster for første gang lys over, hvad fremtidens stormfloder kan koste det danske samfund – både på landsplan og for alle landets kommuner. 

Til dato er analysen den mest omfattende og detaljerede, og konklusionen efterlader ingen tvivl: Hvis vi ikke investerer massivt i klimatilpasning allerede nu, risikerer vi en regning på mellem 211 til 282 milliarder i nutidsværdi i løbet af 100 år.

Sådan lyder prognoserne for de tre klimascenarier, som analysen skelner mellem – og det viser tydeligt, at vi ingen tid har at spilde, slår formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, Johannes Lundsfryd Jensen, fast.

”Vi står med en kæmpe udfordring – ikke om 50 år, men nu. Uden en markant indsats for klimatilpasning vil prisen stige drastisk. Og det her handler ikke kun om vand og vejr, men om menneskers hjem, vores fælles infrastruktur og velfærd,” siger han og referer til, at stormfloder allerede i dag koster samfundet omkring 3 milliarder kroner årligt ifølge rapporten.

”Så det er altså ikke længere et fremtidsscenarie. Handler vi ikke nu, så kan vi ikke nøjes med 3 milliarder kroner årligt – så taler vi over 20 milliarder kroner om året, når vi når 100 år frem i tiden. Det er ikke en regning, vi kan tillade os at sende videre til fremtidige generationer,” fortsætter udvalgsformanden.

Flere bygninger og mennesker i farezonen

Rapporten fra DTU viser også, at det ikke kun er enkelte kystnære områder, der står for skud.

Frem mod år 2124 forventes antallet af mennesker, der bor i risikozonerne, at stige fra 66.000 i dag til mellem 175.000 til 245.000.

Samtidig kan antallet af oversvømmelsestruede bygninger vokse fra cirka 31.000 til mellem 86.000 og 117.000. Det gælder både helårshuse, sommerhuse og erhvervsejendomme.

”De tal viser med al tydelighed, hvor alvorlig situationen er, og hvor mange danskere, som risikerer at få deres hverdag og hjem oversvømmet. Igen understreger det, at vi har brug for at handle,” siger Johannes Lundsfryd Jensen og tilføjer:

”For alternativet er, at både danskerne og statskassen får en regning, vi ikke har råd til.”

KL: Der er brug for en national plan – nu

Derfor opfordrer KL regeringen til at bruge rapporten som afsæt for en samlet, langsigtet og ambitiøs national plan for klimatilpasning.

”Vi ved, hvad det vil koste os, hvis vi ikke handler – og vi ved, at det er markant billigere at forebygge end at reparere skaderne bagefter. Derfor er det afgørende, at staten kommer mere på banen med en national plan, der både sikrer handling og retfærdighed,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Hvis vi skal i mål, skal alle redskaber til at skaffe finansiering i brug. Det gælder både i forhold til de tværgående, nationale projekter, som er af sådan en størrelse og vigtighed, at der er brug for statslig handling – men også måder hvorpå kommunernes store projekter kan finansieres, og hvor borgerne får bedre muligheder for at få råd til projekter på deres egen grund.  

Samtidig bør reglerne for kommunernes anlægsloft ændres, så projekter finansieret af eksempelvis staten, borgere eller fonde ikke tæller med i kommunernes anlægsramme.

”Det kræver en langsigtet indsats og politisk vilje – og den skal starte nu. Derfor forventer vi også, at regeringen snart præsenterer en klimatilpasningsplan 2, der både tager fat på spørgsmålene om udgiftsfordeling og finansiering,” siger Johannes Lundsfryd Jensen. 

Læs hovedkonklusionerne fra DTU's rapport

Kontakt

Pressekonsulent

Emilie Kleding Rasmussen

Kommunikation

Telefon: +45 3370 3034

E-mail: emkr@kl.dk