Kontakt
Morten Christensen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3689
E-mail: moch@kl.dk
Skal vi lykkes med opgaven, bliver én ting mere end noget andet afgørende: det gode samarbejde. Det skriver de 23 lokale trepartsformænd og formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, Johannes Lundsfryd Jensen, i en fælles kronik.
En fjord, hvor bunden er gold. Et landskab, hvor vilde planter og dyr har svært ved at klare sig. Og klimaforandringer, der truer med oversvømmelser og tørke. Det er den virkelighed, de fleste af os står i lokalt.
Derfor står vi også med en utrolig vigtig opgave i de 23 lokale treparter. Kommuner, landmænd og naturfolk i fællesskab. For det er os, der nu har fået ansvaret for at gøre den grønne trepartsaftale til lokal virkelighed.
Vi skal grundlæggende ændre det danske landskab og tegne et nyt Danmarkskort, så vi fortsat har et stærkt dansk landbrug og fødevareerhverv, men samtidig også får et Danmark med langt mere skov, langt flere vådområder og langt mere liv i vores farvande.
Hvis det lyder som en kolossal opgave, så har man hørt rigtigt. Vi skal reducere kvælstofudledningen med næste 14.000 ton, udtage 140.000 hektar klimabelastende lavbundsjord og plante 250.000 hektar ny skov. Kommer vi i mål, vil mere end 15 procent af landbrugets samlede areal være forandret.
Samtidig bliver opgaven ikke lettere af, at vi skal gøre det på rekordtid. Allerede ved udgangen af 2025 skal vi for eksempel have såkaldte omlægningsplaner klar for, hvor vi vil udtage lavbundsjord, og hvor vi vil udvide den lokale skov til gavn for naturen.
Skal vi lykkes med opgaven, bliver én ting mere end noget andet afgørende: det gode samarbejde.
På samme måde som samarbejde i første omgang gjorde det muligt at lave en grøn trepart på landsplan, bliver samarbejde også nøgleordet for de 23 lokale treparters succes.
Når vi i kommunerne er blevet udpeget til at sidde for bordenden af de lokale treparter, handler det derfor ikke om, at vi skal sidde og bestemme det hele.
Nej, tværtimod bliver det vores allervigtigste opgave at få det lokale samarbejde mellem landmænd, naturfolk, stat og kommuner til at fungere. At få skabt samhørighed og holdånd om den fælles mission, vi har forpligtet os på.
Fællesskab kan man dog ikke skabe alene. Derfor bliver det helt afgørende, at både landmænd og naturfolk lokalt tager ansvar og går konstruktivt ind i arbejdet.
Alle skal være klar på, at ingen parter får tingene lige netop, som de gerne vil have det. Alle skal være parate til bøje sig mod hinanden og finde fælles fodslag.
Heldigvis har vi fra start oplevet, at både landmænd og de lokale DN-repræsentanter i høj grad har taget samarbejdsånden fra den nationale aftale med ind i de lokale treparter. Det vil vi gerne kvittere for.
Men det er klart, at det for nogle også er nyt at skulle arbejde på den her måde. Det gælder både landmænd, naturfolk og kommuner. Derfor bliver det også utrolig vigtigt, at vi undervejs husker ikke at falde tilbage i de gamle roller og pege fingre ad hinanden.
For hvis vi skal lykkes, bliver det her et langt sejt træk. Det er ikke nok at have gode intentioner nu. Vi får ikke omlagt 15 procent af landbruget i år eller til næste år. Samarbejdet og forandringerne skal holde de næste mange år.
Første skridt er de omlægningsplaner, vi står over for at skulle udarbejde her i 2025. Planer, hvor vi skal finde den rette balance mellem hensyn til natur, klima, landbrugserhverv, drikkevand og andre lokale forhold. Det vil uden tvivl komme til at kræve ofre fra alle parter.
Men selvom vi lander en plan, er arbejdet og samarbejdet kun lige begyndt. For planerne vil uden tvivl ændre sig i løbet af de kommende år i takt med, at virkeligheden gør det. Og samtidig skal de konkrete projekter gøres til virkelighed. Her kommer der i lige så høj grad til at være brug for, at alle parter er indstillede på at være pragmatiske, kompromissøgende og samarbejdsvillige.
I kommunerne er vi helt klar til den store opgave, der venter. Og med vores lokalkendskab, løsningsorienterede tilgang og blik for helheden er vi de helt rigtige til at sikre, at det lokale samarbejde får de bedst mulige betingelser for at lykkes.
Kronikken er bragt i Avisen Danmark fredag den 25. april 2025. Forfatterne til kronikken er: