Kontakt
Anders Egedal
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3123
E-mail: aneg@kl.dk
KL glæder sig over, at regeringen vil styrke socialpsykiatrien med varige midler i sit udspil og investere i forebyggelse til børn, unge og voksne.
En god dag for børn, unge og voksne i psykisk mistrivsel og de tilbud, vi kan give dem. Sådan beskriver Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg, regeringens udspil til den fulde udmøntning af 10-årsplanen for psykiatrien, som er blevet præsenteret tirsdag.
Han glæder sig over, at regeringen har valgt at prioritere de kommunale indsatser og socialpsykiatrien i sit udspil - med varige midler.
”I dag skal man leve længe med sin sygdom og have en hverdag til at fungere, når man ikke er indlagt. Her spiller socialpsykiatrien en nøglerolle i at støtte borgere med psykiske lidelser til at klare hverdagslivet. Derfor har vi også længe peget på, at der bør investeres meget mere i socialpsykiatrien. Den forståelse synes jeg, at regeringen viser her,” siger Ulrik Wilbek og fortsætter:
”Nu er der lagt op til at investere målrettet i forebyggelse og hjælp til børn, unge og voksne og i vores dygtige medarbejdere. Det er et godt udspil, som giver os bedre muligheder for at udvikle den del af indsatsen, der foregår dér, hvor borgerne opholder sig størstedelen af tiden; nemlig i deres hjem og lokalsamfund.”
Han nævner som eksempel, at regeringen vil sætte penge varigt af til at løfte uddannelse og kompetencer på bosteder inden for socialpsykiatrien.
Ifølge Ulrik Wilbek er det også godt, at der i udspillet bliver sat penge af til at etablere såkaldte afklaringspladser i kommunerne, hvor man kan være i en periode, efter man er blevet udskrevet, og til at udbrede de sociale akuttilbud, hvor man kan henvende sig og overnatte nogle dage, hvis man oplever akut psykisk mistrivsel.
Udvalgsformanden roser især også, at der med udspillet bliver afsat flere penge til de lettilgængelige tilbud, som kommunerne allerede er godt i gang med at etablere.
”Mange familier med børn og unge har tidligere oplevet, at der ikke var det rette tilbud til dem. I kommunerne er vi kommet rigtig godt fra start med de lettilgængelige tilbud, og nu sætter regeringen endnu en streg under, at der skal gøres noget for de familier,” siger han.
Ulrik Wilbek er også glad for, at regeringen vil samle op på Trivselskommissionens rapport. Det skal ske med initiativer, der retter sig mod et nyt fælles sprog og viden om trivsel og mental sundhed, ligesom en ekspertgruppe skal se på det stigende antal diagnoser. Det er nemlig vigtigt, at diagnoser ikke kommer til at tjene som adgangsbilletten til hjælp, understreger han.
Udspillet skal nu forhandles mellem Folketingets partier, og Ulrik Wilbek opfordrer partierne til at fastholde fokus på kompetencer, kvalitet og kapacitet i socialpsykiatrien, når der skal laves en endelig aftale om psykiatriplanen.