Kontakt
Line Oxholm Thomsen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3536
E-mail: lnt@kl.dk
Mette Arnsfelt McPhail bliver ny kontorchef for KL’s børne-, unge- og folkeskoleområde. Hun kommer fra en stilling som kontorchef på dagtilbudsområdet i Børne- og Undervisningsministeriet.
Det er med en solid viden om børne- og ungeområdet og stor ledelseserfaring i rygsækken, at Mette Arnsfelt McPhail fra 1. juni 2025 sætter sig i stolen som ny kontorchef for børn, unge og folkeskole i KL.
Gennem det meste af sin karriere har Mette nemlig arbejdet med forskellige grene af børne- og ungeområdet i centraladministrationen, senest som kontorchef for dagtilbudsområdet i Børne- og Undervisningsministeriet. Hun har også været sekretariatsleder i Den Sociale Investeringsfond.
Mette er 47 år og cand. scient. soc. fra Københavns Universitet. Med sig har hun også mange års erfaring med personaleledelse samt økonomisk, strategisk, organisatorisk og faglig ledelse.
”Mette har en stærk faglighed og et bredt netværk på tværs af sektorer, som jeg glæder mig til, at vi nu får i spil for kommunerne. Hun har en stor viden om dagtilbudsområdet og de helt rigtige personlige egenskaber i forhold til at drive vores tætte samarbejde om skolen videre med parterne på området. Jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger Kristian Vendelbo, KL’s administrerende direktør.
”Efter at slået mine folder rigtig mange år i centraladministrationen, glæder jeg mig nu til at skulle rykke over og repræsentere de 98 kommuner og skulle arbejde med hele 0-25-års området og børn og unges forhold i kommunerne. Jeg har et stort kendskab til kommunerne, men det er fra den anden banehalvdel, og det bliver enormt spændende nu at varetage interesserne for dem, der har ansvaret for området i praksis og er helt tæt på hverdagen for dem, det hele handler om – nemlig børnene og de unge selv,” siger Mette Arnsfelt McPhail.
Mette tiltræder den nye stilling 1. juni 2025. KL’s kontor for Børn, Unge og Folkeskole arbejder med undervisnings- og børnepolitik på hele 0-25-års området og varetager kommunernes interesser inden for dagtilbuds- og skoleområdet samt uddannelsespolitik.