Kontakt
Morten Christensen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3689
E-mail: moch@kl.dk
Faste teams kan få de ældre til at føle sig set, hørt og respekteret. Derfor er kommunerne i fuld sving med at etablere dem i hjemmeplejen. Det skriver Anders Winnerskjold i et debatindlæg.
Af Anders Winnerskjold, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for ældre
Om knapt tre måneder, den 1. juli, træder ældreloven i kraft.
Det er en ældrelov, der lige nu trækker store veksler på os i kommunerne. For det er en kæmpe omstilling, vi på kort tid skal gennemføre.
Men det er også en ældrelov, der uden tvivl bliver en kæmpe gevinst for både de ældre, deres pårørende og vores medarbejdere i ældreplejen.
Det handler ikke om, at vi ikke har en god ældrepleje i dag. For det har vi. Og den er også langt bedre end det indtryk, man kan få fra medierne og debatten på Christiansborg.
Men derfor er der selvfølgelig stadig masser, vi kan gøre bedre. Og med ældrereformen kommer vi i mine øjne grundlæggende til at forbedre den pleje og omsorg, vi giver vores ældre medborgere.
Det gælder ikke mindst de faste teams, som vi nu skal indføre i hjemmeplejen.
Der er blevet sagt meget godt om faste teams gennem de seneste år. Og dét med god grund.
For når en fast gruppe af medarbejdere hver dag besøger den enkelte ældre, lærer vi nemlig langt hurtigere, hvad der er vigtigt i den ældres liv, og vi lærer de mange vaner og præferencer at kende, som vi mennesker får gennem et langt liv.
På den baggrund kan vi langt bedre tilpasse vores hjælp til den enkelte ældre, og vi kan skabe en fælles forståelse og fælles rutiner, der giver ro, stabilitet og tryghed i hverdagen.
Samtidig undgår vi, at de ældres hjem bliver en banegård, hvor de ældre hele tiden skal gentage deres behov og ønsker for nye medarbejdere.
Alt sammen er det med til at gøre, at de ældre føler sig set, hørt og respekteret. Og det betyder, at vi kan hjælpe dem med at være herrer i eget liv så længe som muligt.
Samtidig er de faste teams med til at gøre ældreplejen til en endnu mere attraktiv arbejdsplads. Både for vores nuværende medarbejdere og ledere – men også for dem, vi gerne skal kunne rekruttere for at kunne følge med, når antallet af ældre borgere vokser i de kommende år.
Med faste teams vil vores medarbejdere nemlig opleve, at de får mere indflydelse på deres arbejdsdag og bedre plads til at bruge deres faglighed til at kunne hjælpe de ældre bedst muligt.
De vil også få et stærkere personligt forhold til borgerne, ligesom de vil lære deres kolleger endnu bedre at kende og få bedre mulighed for at sparre med hinanden – også på tværs af faggrupper.
Men er det hele så stadig bare snak og skåltaler om alt det gode, der kommer ud af faste teams?
Nej, på ingen måde. I kommunerne er vi gået til opgaven med krum hals og er i fuld sving med implementeringen af faste teams.
For nyligt viste en undersøgelse fra Momentum for eksempel, at hele 77 % af kommunerne allerede har etableret faste teams i hjemmeplejen.
Det er rigtig positivt og vidner i dén grad om, at vi i kommunerne allerede er rigtig godt på vej.
Men selvom arbejdet er godt i gang, er det vigtigt at understrege, at arbejdet langt fra er ovre. Hverken nu eller den 1. juli.
De næste måneder er blot startskuddet til en lang periode med omstilling og implementering frem mod 2027.
Det bliver et langt sejt træk, uden tvivl. Derfor er det også vigtigt, at vi undervejs – både når det går godt og mindre godt – husker at holde fokus på formålet med ældrereformen, og hvordan den skal gavne både borgere og medarbejdere.
Opgaven med faste teams er enorm. Og med rekrutteringsudfordringer, mange på deltid og kort frist for implementering bliver den heller ikke let.
Men ligeså stor opgaven er, lige så store er gevinsterne også. For både borgerne og medarbejderne i ældreplejen. Derfor klør vi på. Som altid.
Debatindlægget er bragt i Seniormonitor mandag den 7. april 2025.