Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Sundhed
Folkeskole

Thomas Gyldal Petersen bliver ny næstformand for KL

Der er blevet rokeret rundt på en række poster i KL’s bestyrelse og udvalg. Se dem her.

31. okt. 2024
Billede af Thomas Gyldal Petersen

En række rokeringer er nu på plads i KL’s bestyrelse efter, at Jacob Bundsgaard har meddelt, at han træder ud af politik. Ændringerne træder i kraft den 6. november 2024.

Ny næstformand bliver Thomas Gyldal Petersen (A), borgmester i Herlev Kommune.

Thomas Gyldal Petersen har været medlem af KL’s bestyrelse siden juli 2017 og siddet som formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg siden 2018.

Nye formænd for en række udvalg

Det betyder også, at en række udvalg skal have nye formænd.

Christina K. Hansen (A), borgmester i Holbæk Kommune, overtager posten som formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.

Anders Winnerskjold (A), tiltrædende borgmester i Aarhus Kommune, overtager posten som formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for ældreområdet. Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester (SF) i Københavns Kommune, fortsætter som formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet valgperioden ud.

Tidligere på måneden blev det desuden meldt ud, at Johannes Lundsfryd Jensen (A), borgmester i Middelfart Kommune, overtager posten som formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, efter at Birgit S. Hansen stopper i politik.

Nyt formandskab

Rokeringerne betyder også, at der kommer nye medlemmer i KL’s formandskab. Det ser ud som følger:

  • Formand: Martin Damm (V), Kalundborg
  • Næstformand: Thomas Gyldal Petersen (A), Herlev
  • Christina K. Hansen (A), Holbæk
  • Johan Brødsgaard (B), Silkeborg
  • Tonni Hansen (F), Langeland

Derudover deltager Michael Ziegler (C) fra Høje-Taastrup Kommune, i sin egenskab som formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, i formandskabsmøderne.

Nye medlemmer i KL’s bestyrelse

Også KL’s bestyrelse får nye medlemmer.

Anders Winnerskjold (A), Aarhus, overtager pladsen efter Jacob Bundsgaard.

Helle Frederiksen (A), viceborgmester i Aalborg Kommune, overtager pladsen efter Birgit S. Hansen.