Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Økonomi

Forslag om obligatorisk statsgaranti er et hårdt slag mod kommunernes frihedsgrader

Regeringen lægger op til at fjerne store kommunale frihedsgrader til selv at skabe balance mellem indtægter og lokalt velfærdsniveau. Det er et stort problem, at embedsmænd i staten skal fastsætte skattegrundlaget, lyder det fra KL’s formand og næstformand.

6. nov. 2024

Indhold

    En hjørnesten i det lokale demokrati er kommunernes mulighed for selv at udskrive skatter – og dermed sikre en balance mellem kommunens indtægter og det politisk fastsatte serviceniveau.

    Regeringen lægger nu med et lovforslag op til at indføre obligatorisk statsgaranti, hvilket fjerner kommunernes muligheder for at tilpasse indtægtsgrundlaget til den lokale udvikling. Lovforslaget kommer efter to år, hvor der har været en ekstraordinær stor ændring i Finansministeriets skøn og dermed er skabt enorm usikkerhed omkring kommunernes økonomi. Det har skabt mistillid til statsgarantien og fået langt størstedelen af kommunerne til at bruge selvbudgettering.

    ”Regeringen går ind som en tyv om natten og piller ved noget så grundlæggende, som kommunernes mulighed for at fastsætte et indtægtsgrundlag og dermed selv have mulighed for at skabe balance mellem de indtægter, der kommer ind, og det politisk valgte serviceniveau – en hjørnesten i det lokale demokrati. Systemet har fungeret i knap 30 år, og nu vil regeringen så ændre på det, fordi den selv gentagne gange har skønnet alt, alt for lavt, og dermed selv er ansvarlig for, at så mange kommuner vælger at selvbudgettere,” siger KL’s formand Martin Damm.

    ”I 2009 indførte man sanktioner på skatteprocenten, som har gjort det nærmest umuligt at rokke ved skatterne, og nu fjerner man også kommunernes mulighed for selv at komme med et bud på det lokale indtægtsgrundlag. Dét er et kæmpe indgreb i de kommunale frihedsgrader og helt uforståeligt, at der ikke har været en mere inddragende dialog, så vi i fællesskab har kunne finde en løsning på udfordringerne,” siger KL’s næstformand Thomas Gyldal Petersen.

    Lovændringen vil betyde, at det er staten, der for alle kommuner fastsætter et grundlag for indtægterne. Hvis staten eksempelvis skønner et lavt statsgaranteret grundlag, og den faktiske udvikling så viser et højere niveau, vil den enkelte borger med rimelighed kunne påstå, at kommunen ikke har leveret velfærd, der matcher den skat, der bliver betalt.

    ”Det er trods alt den enkelte kommune, der ved mest om, hvor mange borgere, der forventes at være det kommende år, hvilke indtægter der vil komme, hvordan flyttemønstre og erhvervsudviklingen og meget mere ser ud. Dén opgave vil man nu centralisere og lade det være op til nogle embedsmænd i staten at fastlægge for alle kommuner. Samtidig med, at det så er os i kommunerne, der står på mål for beslutningen uden reelt at have haft indflydelse på det. Vi tager selvfølgelig dialogen med regeringen om konsekvenserne af dette indgreb,” siger Martin Damm.

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk