Gå til hovedindhold
Nyhed
Beskæftigelse
Job

Ny måling: Aldrig har virksomhederne været mere tilfredse med jobcentrene

Langt størstedelen af virksomhederne er glade for samarbejdet med de kommunale jobcentre. Det viser den årlige tilfredshedsmåling fra KL, der bygger på mere end 16.000 virksomhedsbesvarelser.

18. mar. 2024

Indhold

    Knap 9 ud af 10 virksomheder er tilfredse med jobcenteret. Det er den soleklare konklusion i den årlige undersøgelse af virksomhedernes tilfredshed, som KL har foretaget i samarbejde med 44 kommuner på tværs af Danmark.  

    Resultaterne bygger på mere end 16.600 besvarelser fra virksomheder, der har været i kontakt med jobcenteret i løbet af 2023. Her udtrykker 86 procent tilfredshed med jobcenteret - det højeste tal, som KL nogensinde har målt.

    Derudover viser udviklingen over de seneste fire år også en stigende tilfredshed med jobcentrenes kommunikation, responstid og forståelse for virksomhedernes behov.

    Ifølge Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, viser undersøgelsen, at jobcentrene spiller en vigtig rolle i at hjælpe virksomheder med rekruttering af nye medarbejdere.

    ”Vores samfunds nok største udfordring lige nu og i de kommende år er manglen på arbejdskraft. Virksomhederne skal derfor hurtigt kunne få hjælp til at finde flere hænder, og den opgave løser jobcentrene godt,” siger han.

    Brug for én central aktør på beskæftigelsesområdet

    Peter Rahbæk Juel henviser til, at mere end halvdelen af virksomhederne, der har samarbejdet med jobcentrene om rekruttering - nemlig 54 procent - endte med at ansætte en medarbejder.  
    ”Tallene viser, at det store arbejde, medarbejderne gør på beskæftigelsesområdet, betaler sig. Nu er det vigtigt ikke at sætte de gode resultater over styr, når der inden længe skal laves en reform af beskæftigelsesindsatsen,” siger han.  

    Peter Rahbæk Juel henviser til de fælles principper for et nyt beskæftigelsessystem, som KL sammen med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mandag har offentliggjort.

    ”Det er afgørende, at virksomhederne ikke skal løbe spidsrod mellem mange forskellige aktører for at få den arbejdskraft, de har brug for. Dén indgang skal naturligvis være kommunerne,” siger han og fortsætter:

    ”For der er brug for én central aktør på beskæftigelsesområdet, som kan koordinere indsatsen, se på tværs af brancher og kompetencer - og hvor ansvaret og økonomien følges ad,” understreger Peter Rahbæk Juel. 

    Dokumenter

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Anders Egedal

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3123

    E-mail: aneg@kl.dk