Fysioterapien skal rustes til fremtiden

Af Michael Fenger, næstformand i KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, og Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter

Der har i medierne i den seneste tid kørt en række historier om især borgere med sklerose, som er frustrerede over den behandling, de får gennem den ordning, der hedder vederlagsfri fysioterapi, som betyder, at patienten ikke skal betale for behandlingen.

Senest har direktøren i Scleroseforeningen i et indlæg i Sundhedsmonitor opfordret til, at der findes en løsning, som sikrer, at den lægehenviste vederlagsfri fysioterapi er tilgængelig for de tusindvis af mennesker, der lever med sklerose.

Målet er vi helt enige i. Antallet af borgere, for hvem fysioterapi er en forudsætning for, at de kan leve med deres sygdom i hverdagen, vokser hvert år – og der er brug for behandling til alle i ordningen, uanset om de har multipel sklerose, Parkinsons sygdom, kronisk leddegigt eller en anden kronisk lidelse, der gør fysioterapi nødvendigt.

Samtidig ser vi i dag alt for store forskelle på, hvilken behandling man som patient får fra klinik til klinik, fordi der har manglet klare fælles standarder og redskaber for fysioterapeuterne. Det kan vi ikke leve med.

Med den  nye overenskomst har KL og Danske Fysioterapeuter derfor aftalt nye strukturerede forløb, der ved årsskiftet trådte i kraft for  patienter med sklerose. Forløbene er et godt og nødvendigt redskab til at sikre sammenhæng og samme kvalitet i behandlingen uanset borgerens valg af fysioterapeut .

De strukturerede forløb er med til at geare den vederlagsfri fysioterapi til fremtiden, og bidrager til at sikre plads til nye patienter, så flere kan få den nødvendige behandling. Med den nye overenskomst ønsker vi, at alle patienter, der modtager vederlagsfri fysioterapi, får den bedst mulige behandling. En behandling, der bygger på nyeste evidens og forskning. Det er målet og ambitionen for de patienter, der dagligt kæmper for at opretholde så god en funktionsevne som muligt trods sklerose.

Det er en ny ordning, og alt har ikke fungeret perfekt fra første dag. Det er svært at undgå fejl, når noget skal ændres, men det skal naturligvis ikke gå ud over den enkelte borger. Derfor er vi også meget opmærksomme på, at de faglige argumenter er i højsædet, når fysioterapeuten sammen med patienten tilrettelægger behandlingen. Økonomi er ikke et argument i den sammenhæng.

Omstillingen til forløb betyder dog også, at nogle patienter kan opleve et anderledes behandlingstilbud end det, de har været vant til. Det kan skyldes ny viden om, hvad der virker eller nye metoder. Men nyt betyder ikke per automatik dårligere. Tværtimod. Fysisk fremmøde kan for nogle patienter suppleres med digital træning, fordi det for mange patienter i den vederlagsfri ordning er gavnligt at træne hver dag. Her kan digitale værktøjer bidrage til, at fysioterapeuten kan følge med på afstand.

Flere konsultationer vil også kunne klares virtuelt, ligesom holdtræning i nogle tilfælde vil kunne bruges for flere borgere. Men, og der er et men: Man kan ikke skære alle over én kam. Det er rigtig vigtigt, at vi kan differentiere tilbuddene – for der er forskel på patienten med sklerose, der lever forholdsvis ubesværet med sin sygdom i hverdagen, og patienten med sklerose, der sidder i kørestol.

Det er og bliver den enkelte fysioterapeut, der skal foretage den faglige vurdering af, hvad den enkelte patient har behov for. Den vurdering er lettere at foretage, når der ligger forløbsbeskrivelse baseret på den nyeste praksis og viden, som fysioterapeuten kan støtte sig til. De nye forløb understøtter dermed, at alle fysioterapeuter har den relevante viden til at give borgerne det bedst mulige tilbud, uanset hvilken fysioterapeut borgerne henvender sig til. Derfor er de nye strukturerede forløb vigtige. For borgernes skyld.

Det er vores forventning, at vi, når året er omme, har behandlet 2,5 procent flere patienter for de samme penge, men for den enkelte patient vil det fortsat være en individuel, faglig vurdering, der ligger til grund for behandlingsplanen, og som vil styre, hvor mange behandlinger denne patient skal have.

Samtidig er det vigtigt at slå fast, at det ikke er økonomien, der dikterer behandlingen. Der er således ikke noget decideret økonomisk loft for, hvor meget den enkelte fysioterapeut må bruge på den enkelte patient, og ændringer i behandlingen skal begrundes fagligt. Økonomi har naturligvis en betydning, men der er plads til at variationer fra patient til patient inden for den afsatte ramme.

Endelig er det vigtigt at sige, at hvis en borger er meget hårdt ramt af sygdom, kan det være nødvendigt med en bredere indsats, der involverer flere fagligheder, og hvor alle sundhedspersoner samarbejder om behandlingen. Her kan den fysioterapeutiske behandling sjældent stå alene, og her vil en del af den fysioterapeutiske behandling også være at koordinere og sikre sammenhæng i de indsatser, som fx plejepersonale og andre sundhedspersoner omkring patienten er den del af.

Borgere med handicap og kroniske lidelser fortjener den bedst mulige behandling. Vi tror på, at vi med en mere ensartet tilgang med fokus på evidens og praksis kan forbedre situationen for mange borgere samtidig med, at der bliver plads til at behandle flere. Ja, for nogle vil behandlingsplanen se anderledes ud. Og det kan være frustrerende i en overgangsperiode for nogle, mens andre vil opleve at få en bedre effekt, fordi behandlingen ændrer sig. Vi tror på, at vejen frem for den vederlagsfri fysioterapi er at stille borgerne mere lige og sikre alle det bedst mulige udgangspunkt for at opretholde sit funktionsniveau.

Debatindlægget er bragt på Sundhedsmonitor den 25. marts 2024.