Gå til hovedindhold
Nyhed
Social
Økonomi

Ulrik Wilbek i tale: Der er mange kilometer foran os endnu

”Der er meget positivt at sige om den seneste tids politiske aftaler om det specialiserede socialområde. Men her og nu har vi også brug for flere penge.” Sådan lød det fra formand for Socialudvalget i KL, Ulrik Wilbek, på Social- og Sundhedspolitisk Forum.

16. maj 2024

Indhold

    ”Bilen er repareret, motoren er tændt, og vi er begyndt at trille. Men der er mange kilometer foran os endnu.”

    Budskabet var ikke til at tage fejl af, da formand for Socialudvalget i KL, Ulrik Wilbek, her til eftermiddag talte på Social- og Sundhedspolitisk Forum 2024, der i disse dage afholdes i Aalborg.

    I talen påpegede han nemlig, at kommunerne i disse år står over for store udfordringer på det specialiserede socialområde:

    ”Det er vigtigt for os, at vi kan levere en god service til de borgere, der har brug for det. Også på det specialiserede socialområde. Men det har været en udfordring for at sige det mildt. Stigende udgifter har gjort det svært at få budgetterne til at hænge sammen. Og selvom vi bruger flere og flere penge, er det uklart, om den service, vi leverer, også bliver bedre af den grund.”

    Derfor kvitterede Ulrik Wilbek også for de to politiske aftaler om det specialiserede socialområde, der for nyligt er blevet indgået i Folketinget og mellem regeringen og KL.

    ”Der er meget positivt at sige om de politiske aftaler, som er landet her i foråret. Der er gode takter. Og selve det, at der nu er skrevet politiske ambitioner og rammer ned på papir, er et skridt i den rigtige retning.”

    Samtidig påpegede Ulrik Wilbek dog, at man stadig langtfra er i mål: 

    ”Indtil regeringen og Folketinget har leveret det aftalte, er der stadig et udestående med økonomien. Uden benzin på bilen kommer vi ingen steder, og derfor er det en af KL’s vigtigste beskeder til regeringen i de økonomiforhandlinger, der er i gang lige nu.”

    Han afsluttede med en opfordring til Christiansborg:

    ”Det er et vigtigt skridt, at vi med den nye aftale sikrer bedre rammer og redskaber til at styre økonomien. Men her og nu har vi også brug for flere penge. Så vi ikke skal blive ved med at tage fra vores andre velfærdsområder.”

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Morten Christensen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3689

    E-mail: moch@kl.dk