KL lancerer EU-pejlemærker frem mod 2030
Med 33 pejlemærker gør KL klar til at hilse et nyt Europa-Parlament og en ny EU-Kommission velkommen. Europæisk samarbejde er vejen for at løse mange store samfundsudfordringer, og det er afgørende, at der tages højde for lokale forhold og udfordringer.
Analyser fra KL viser, at EU påvirker omkring 40 pct. af en kommunalbestyrelses dagsorden. Især områder som miljø og klima, arbejdsmarkedet og digitalisering er påvirket af beslutninger truffet i EU-regi. Derfor er det vigtigt, at det lokale niveau også inddrages i EU’s beslutningsproces, så ny lovgivning passer bedst muligt til de lokale behov her i Danmark.
KL har derfor udarbejdet en række pejlemærker, som lægger linjen for de sager, som kommunerne og KL vil arbejde for over for det nye Europa-Parlament og den nye EU-Kommission.
”Klimaudfordringer, mangel på arbejdskraft og den digitale omstilling. Det er nogle af de store udfordringer, som vi står med i Europa og i Danmark, og som kalder på samarbejde på europæisk plan, hvis vi skal løse dem. Det er også alle udfordringer, hvor det er afgørende, at vi finder nogle løsninger, som tager højde for de lokale behov og udfordringer,” siger Erik Flyvholm, formand for KL’s Internationale Udvalg.
For meget detailstyring
En af de ting, KL peger på med pejlemærkerne, er, at EU-institutionerne nøje bør overveje, om det er behov for EU-lovgivning, og i givet fald hvilken lovgivning, der kræver detailstyring via forordninger samt hvilken lovgivning, hvor direktiver er mest egnet.
”Vi har de senere år været vidne til en udvikling, hvor Kommissionen har fremsat flere og flere forordninger frem for direktiver på de større kommunale områder. Det giver langt mindre rum til lokale behov og udfordringer. Det er vigtigt, at dét ikke bliver hverdagskost, og at der i langt højere grad gives plads til det lokale selvstyre,” siger Erik Flyvholm.
På digitaliseringsområdet vil KL bl.a. arbejde for, at EU-lovgivningen tager hensyn til og tilpasses til de lande, der allerede har foretaget store investeringer i it-infrastruktur og arkitektur.
”I Danmark er vi langt fremme med offentlige digitale løsninger på tværs af velfærdsområderne. Det er vigtigt, at EU-lovgivning giver mulighed for at bygge videre på dét, så vi ikke skal opbygge nye løsninger fra bunden. Samtidig appellerer vi kraftigt til, at EU-Kommissionen fastholder et vedvarende pres på tech-giganterne for at sikre, at de overholder europæiske regler,” siger KL-udvalgsformanden.
Lovgivningen må ikke stå i vejen for lokale løsninger
Også klima og miljø vægter højt i de nye pejlemærker og bliver et indsatsområdet for KL i de kommende år.
”Uanset hvordan vinden vender, når det nye Europa-Parlament har sat sig i stolene, så er det vigtigt, at vi holder fast i ambitionerne i den Grønne Pagt. I kommunerne er vi allerede i fuld gang og sidder med nøglen til at løse mange af de udfordringer, som den grønne omstilling vil støde på. Det er vigtigt, at tiltag på det grønne område i højere grad kan udmøntes ud fra en helhedsorienteret tilgang, som fx gør det muligt at fremme både biodiversitet, klimatilpasning og drikkevandsbeskyttelse på de samme områder. Lovgivningen må ikke spænde ben for de gode lokale løsninger,” siger Erik Flyvholm.