Kontakt
Morten Christensen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3689
E-mail: moch@kl.dk
Der er ingen vej uden om den svære samtale om, hvordan vi indretter fremtidens velfærd. Sådan lyder det fra KL-formand Martin Damm forud for Kommunaløkonomisk Forum 2024. Han appellerer også til, at Christiansborg tager livtag med statens bureaukrati.
Hvis der skal være et velfærdssamfund til den næste generation, er der brug for, at vi som samfund kommer i gang med at træffe de svære, nødvendige beslutninger.
Sådan lyder meldingen fra KL’s formand, Martin Damm, forud for åbningen af Kommunaløkonomisk Forum 2024, hvor ministre, eksperter og kommunalpolitikere torsdag og fredag er samlet i Aalborg Kongres- & Kultur Center til debat om fremtidens velfærdssamfund.
”Vores velfærdssamfund står ved en skillevej: Vi har store rekrutteringsudfordringer, vores økonomi er presset og gabet mellem den offentlige velfærd, vi kan levere, og den velfærd, borgerne forventer, vokser. Lader vi stå til, frygter jeg, at vi får et splittet samfund, hvor danskernes adgang til velfærd bliver afgjort af størrelsen på deres pengepung,” siger Martin Damm.
Derfor opfordrer KL’s formand til, at politikerne på Christiansborg stempler langt mere ind i debatten om fremtidens velfærdssamfund:
”Der er brug for, at regeringen og Folketinget er med på at lægge hånden på kogepladen og for alvor tage hul på samtalen om, hvordan vi indretter fremtidens offentlige velfærd. Det vil uden tvivl kræve vanskelige valg, markante forandringer og en grundig forventningsafstemning med danskerne. Men der er ingen vej udenom, hvis vi skal sikre, at der er gode offentlige skoler, plejehjem, børnehaver og botilbud til vores børn og børnebørn."
Et af de tiltag, der skal til, er at sætte kommunerne fri fra de mange administrative regler og krav fra statens styrelser og tilsyn.
I den forbindelse har KL har netop offentliggjort en ny analyse, der viser, at politikerne på Christiansborg i de seneste 5 års politiske aftaler har afsat knap 2 milliarder kroner ekstra til statslig administration.
Analysens resultater vækker harme hos Martin Damm:
”Ét er, at det er penge, vi i dén grad godt kunne have brugt på velfærd i kommunerne. Noget andet er, at statens voksende bureaukrati lægger et helt uholdbart stort beslag på vores medarbejdere, som skal bruge mere og mere af deres tid på at registrere alt mellem himmel og jord.”
KL’s formand har derfor også tænkt sig at konfrontere finansminister Nicolai Wammen med udviklingen, når de to senere torsdag skal i politisk debat:
”Mens man på Christiansborg sætter milliarder af til statslig administration, må vi i kommunerne hver dag lave benhårde prioriteringer i velfærden for at få enderne til at mødes. Derfor er mit budskab også klart: Der er brug for, at regeringen og Folketinget retter blikket indad og stopper med at opfinde nyt bureaukrati hver gang, man vedtager ny lovgivning. Brug ressourcerne på velfærden i stedet.”
Kommunaløkonomisk Forum 2024 afholdes torsdag og fredag den 11.-12. januar 2024. På programmet er en lang række ekspertoplæg og flere politiske debatter, hvor bl.a. repræsentanter fra regeringen og en række borgmestre deltager.
Du kan følge begivenhederne på sociale medier under #KØF2024.