Der skal også være et velfærdssamfund til næste generation

Af Martin Damm og Jacob Bundsgaard, formand og næstformand i KL.

I dette efterår har én bestemt person haft en særlig plads i vores liv. 

En person, vi aldrig har mødt, og som vi ikke ville kunne genkende, hvis vi så ham på gaden. Hvilket i øvrigt også ville være højst overraskende, da han døde som 95-årig tilbage i 2017.

Manden hedder William Baumol. Og ligesom vi kun har kendt ham i kort tid, kender de fleste andre ham sikkert heller ikke. Alligevel har hans tanker gjort et helt særligt indtryk på os. 

William Baumol er nemlig en amerikansk økonom, der med sit arbejde har lagt navn en udvikling, vi i Danmark oplever i disse år: Baumol-effekten.

Baumol-effekten beskriver kort fortalt, hvordan gabet mellem de velfærdsydelser, det offentlige kan levere, og den velfærd, borgerne forventer, vokser i takt med, at borgernes private velstand stiger.

Dermed bliver det sværere og sværere for os i kommunerne at levere ældrepleje, børnepasning og skolegang, der kan tilfredsstille borgernes forventninger.

Senest har KRAKA dokumenteret, at kommunerne fra 2010-22 skulle have haft tilført 27 milliarder kroner mere til velfærd, hvis vores udgifter skulle have fulgt med udviklingen i borgernes private velstand.

Og kigger man blot én generation frem, står kommunerne i 2050 til årligt at mangle 55 milliarder kroner for at kunne leve op til danskernes forventninger.

Scenariet er i vores øjne meget alvorligt. For det handler ikke om en fjern fremtid. Det handler om det samfund, vores børn skal leve i, vores børnebørn skal vokse op i, og vi selv skal blive gamle i.

Det er den næste generations skoler, plejehjem, børnehaver, botilbud og alt det andet, der hjælper os på vej i livet.

Gambler med vores velfærdssamfund

For os er det dybt bekymrende, hvis vi som samfund lader den offentlige sektor sakke længere og længere bagud.

For sker det, vil de borgere, der har råd, i højere og højere grad begynde at vælge det offentlige fra og i stedet købe private velfærdsydelser. Og så ender vi med et splittet samfund, hvor danskerne er opdelt i et A- og B-hold alt efter størrelsen på deres pengepung.

Det lyder måske som et skræmmescenarie, men udviklingen allerede er i gang: Flere og flere danskere får en privat sundhedsforsikring, flere sender deres børn på privatskole, og flere køber privat hjemmehjælp.

Lader vi den udvikling fortsætte, underskriver vi i sidste ende dødsdommen for den danske velfærdsmodel, og vi gambler alvorligt med den sammenhængskraft, der har gjort Danmark til et fantastisk land.

Men er løsningen så, at vi bare poster flere og flere penge i den offentlige sektor? Nej, så enkelt er det ikke. 

For selvfølgelig har ressourcer stor betydning. Det er klart. Men når gabet er så stort, som det er, og når skruen er uden ende, skal der også mere grundlæggende forandringer til.

Christiansborg bør stemple ind

Der er brug for, at vi som samfund tør tage en grundlæggende diskussion med hinanden om, hvordan vi indretter vores velfærdssamfund fremover.

Hvilken velfærd skal vi tilbyde i det offentlige, med de ressourcer, der er til rådighed? Hvilken skal vi ikke? 

Kan civilsamfundsorganisationerne, de frivillige og borgernes eget netværk løfte flere opgaver? Skal vi åbne for mere international arbejdskraft? Skal vi gentænke, hvordan og hvornår vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet? Og skal vi satse endnu mere på teknologi og digitale løsninger?

Det er nogle af de spørgsmål, vi som samfund er nødt til at besvare, og som vil kræve svære valg, vanskelige politiske prioriteringer og en grundig forventningsafstemning med borgerne. 

I kommunerne er vi vant til at prioritere og afstemme forventninger, når vi møder borgerne. Det er et ansvar, vi har som lokalpolitikere, og det vil vi fortsat løfte.

Men vi har brug for, at regeringen og Folketinget tør stemple ind i diskussionen og være med til at træffe de beslutninger, der skal bringe vores velfærdssamfund ind i fremtiden.

Det er bestemt ikke let at fortælle vælgerne, at der er brug for grundlæggende forandringer i den velfærdsmodel, som de fleste af os har kendt gen-nem hele livet.

Men det er helt nødvendigt, hvis vi vil bevare danskernes opbakning til velfærdssamfundet og sikre, at også den næste generation har adgang til gode offentlige skoler, plejehjem, børnehaver og botilbud.

Den 26. februar fylder William Baumol år. Lad os fejre det med at lytte til hans kloge ord og at tage ansvar for at fremtidssikre vores velfærdsmodel.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 11. januar 2024.