Kontakt
Alexandra Pedersen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3643
E-mail: alpe@kl.dk
I den kommende tid vil formandskabet i KL’s Sundheds- og Ældreudvalg være delt mellem Christina Krzyrosiak Hansen, som vender tilbage fra orlov som formand med ressortansvar for ældreområdet, og Sisse Marie Welling, som fortsætter som formand med ressortansvar for sundhedsområdet.
Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (A) vender tilbage til arbejdet i KL efter orlov i forbindelse med sin graviditet. Det betyder, at hun genindtræder i KL’s bestyrelse og som formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.
For at sikre kontinuitet i KL’s interessevaretagelse på sundhedsområdet fortsætter Sisse Marie Welling (F) også som formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet, indtil forhandlinger om implementering af Sundhedsstrukturkommissionen er afsluttet.
”Jeg er glad for at vende tilbage. På ældre- og sundhedsområdet kigger vi lige nu ind i en tid med store politiske forandringer og derfor er jeg glad for, at Sisse og jeg – nu i et stærkt makkerskab – skal arbejde for, at kommunerne også fremover har en helt central rolle på de her vigtige velfærdsområder,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.
”Jeg ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde, det er, at sikre, at en kommende sundhedsreform tager hånd om de konkrete problemer, som borgerne oplever på sundhedsområdet. Vi har brug for at styrke det nære sundhedsvæsen, der er tæt på borgernes hverdag, så flere borgere kan få tidligere hjælp i lokalområdet. Det glæder jeg mig til at gøre i samarbejde med Christina,” siger Sisse Marie Welling.
Michael Fenger (C) fortsætter som næstformand. Marie Stærke (A) udtræder af udvalget og KL’s bestyrelse, hvor hun har været suppleant for Christina Krzyrosiak Hansen.