Gå til hovedindhold
Debatindlæg
Sundhed
Ældre

Nej tak til fatal centralisering af sundhedsvæsenet og ældreplejen

Hvis vi ønsker at skabe et bedre sundhedsvæsen for danskerne, er svaret hverken mere centralisering, færre lokale tilbud eller mindre lokaldemokrati. Lad os i stedet styrke det nære sundhedsvæsen markant. Sådan skriver Martin Damm, Jacob Bundsgaard og Sisse Marie Welling i en fælles kronik.

09. aug. 2024

Indhold

    Af Martin Damm, Jacob Bundsgaard og Sisse Marie Welling, hhv. formand i KL, næstformand i KL og formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhed.

    I Avisen Danmark mandag kunne vi læse, at Ældre Sagen og Dansk Industri ønsker at samle og centralisere sundhedsvæsenet og ældreplejen i nogle store centrale enheder.

    Det lyder måske besnærende i al sin enkelthed. Men oftest er det desværre sådan, at det, der lyder for godt til at være sandt, også er det.

    For det vil ganske enkelt være fatalt at lave så voldsom en centralisering af den kernevelfærd, som vores sundhedsvæsen og ældrepleje er.

    Historien har gang på gang vist os, at når man centraliserer økonomien og de politiske beslutninger, så centraliserer man også de tilbud, borgerne får. Samme udvikling vil ske, hvis man samler hospitaler og ældrepleje i store centrale enheder.

    For i kampen om ressourcer vil ældreplejen og de lokale sundhedstilbud gang på gang blive taberen, hvis man skal konkurrere om penge og opmærksomhed med kræftafdelinger og anden specialiseret behandling inde på sygehusene. Bare se på, hvordan det er gået psykiatrien og almen praksis.

    Derfor vil konsekvensen af Ældre Sagen og Dansk Industris forslag også være, at flere og flere ressourcer vil gå til den specialiserede sygehusbehandling, mens de lokale tilbud i de ældres nærområde omvendt vil lukke og slukke. 

    Og ulykkerne er ikke gjort med det. Hvis vi centraliserer i det omfang, der bliver foreslået, vil resultatet også blive en ældrepleje, hvor de ældre i langt højere grad vil blive set som patienter frem for hele mennesker, og man vil miste fokus på, hvad der skal til for at give de ældre en god og tryg hverdag med frihed til at leve livet – også selvom man lider af en kronisk sygdom eller kan mærke alderen trykke.

    Styrk det nære sundhedsvæsen

    I kommunerne mener vi, at det vil være den helt forkerte vej at gå for både sundhedsvæsenet eller ældreplejen.

    Derfor har vi også i samlet flok – samtlige 98 borgmestre samt rådmændene på sundhedsområdet – skrevet et politisk høringssvar til Sundhedsstrukturkommissions rapport.

    Her er vores budskab klart: Hvis vi skal løse de store udfordringer, vi står over for, er svaret ikke at kaste sundhedsvæsenet og ældreplejen ud i en stor centraliseringsøvelse.

    I stedet bør man opskalere og styrke det nære sundhedsvæsen markant, så vi i kommunerne sammen med de praktiserende læger i meget højere grad end i dag kan give borgerne en tidlig, forebyggende og lokal hjælp, så langt de fleste borgere – ikke mindst ældre – kan blive hjemme i trygge rammer og undgå turen på hospitalet.

    I kommunerne og almen praksis har vi nemlig et helt andet blik på borgerne, end de har på sygehusene. Vi er en del af danskernes hverdag livet igennem – fra fødslen til den sidste tid – og derfor ser vi dem også som hele mennesker frem for blot patienter med en sygdom.

    Samtidig er vi helt enige i, at vi skal sikre, at ingen borgere oplever at falde mellem flere stole. Derfor har vi sammen med PLO foreslået, at kommunerne og de praktiserende læger skal indgå i et tæt og forpligtende samarbejde, ligesom lægerne i langt højere grad tættere på borgerne. 

    Fx vil vi have læger på alle plejehjem og midlertidige pladser, det 72 timers behandlingsansvar skal bl.a. udvides til ældre medicinske patienter og patienter i psykiatrien, og hospitalernes speciallæger skal være til rådighed for kommunerne og almen praksis.

    Alt det vil skabe konkrete forbedringer i borgernes hverdag, som er til at tage og føle på, og sikre et stærke lokale sundhedstilbud over hele landet.

    Et spørgsmål om demokrati

    Sidst, men ikke mindst, handler det her også om noget så fundamentalt som vores lokaldemokrati. 

    Landets plejehjem og hjemmeplejen spiller en helt central rolle i rigtig mange lokalsamfund, og det er en kæmpe demokratisk styrke, at de ældre og deres pårørende har kort afstand til dem, der træffer beslutningerne om deres hverdag. 

    Flytter man det politiske ansvar for ældreområdet langt væk, vil det være en kæmpe demokratisk svækkelse og betyde, at beslutningerne om hjemmeplejebesøg og plejehjem vil blive taget op til 100 kilometer væk.

    Vi håber virkelig, at regeringen og politikerne på Christiansborg lytter. For hvis vi ønsker at skabe et bedre sundhedsvæsen for danskerne, er svaret hverken mere centralisering, færre lokale tilbud eller mindre lokaldemokrati – som man ellers må forstå på Ældre Sagen og Dansk Industri er den rette vej frem.

    Lad os i stedet endelig sætte handling bag ordene og gøre det, der i så mange år har været efterspurgt af eksperter, patienter og politikere: 

    Styrke det nære sundhedsvæsen markant.

     

    Indlægget er bragt i Avisen Danmark den 8. august 2024.

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Morten Christensen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3689

    E-mail: moch@kl.dk