Gå til hovedindhold
Nyhed
Klima
Teknik og miljø

KL roser regeringen for nyt Ministerium for Grøn Trepart

Kommunerne er klar til at løfte den store rolle, der ligger i den grønne trepartsaftale, og glæder sig over, at regeringen med et nyt ministerium så tydeligt markerer vigtigheden af at få ambitionerne omsat til konkret handling.

29. aug. 2024

Indhold

    Jeppe Bruus skal stå i spidsen for et nyt Ministerium for Grøn Trepart, hvis ene opgave bliver at sikre, at ambitionerne i Aftale om et grønt Danmark bliver ført ud i livet.

    ”Vi hilser den nye minister meget velkommen. Vi er rigtig glade for, at regeringen så direkte prioriterer det grønne Danmark. Vi står med en historisk vigtig aftale om et grønt Danmark, som kræver, at alle parter står sammen og bidrager med hver sin del, så vi kan lykkes med at få omsat de store ambitioner til konkret virkelighed lokalt. Og så vi får bragt Danmark et bedre sted hen både for klimaet og miljøet,” siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

    Med Aftale om et grønt Danmark er der lagt en stor opgave hos kommunerne, som skal stå i spidsen for en historisk forandring af Danmarks arealer.

    ”Vi skal have skabt mere plads til naturen, biodiversiteten og de vilde dyr. Vi skal have omlagt vores arealer og rejst mere skov. Vi skal beskytte vores livsvigtige grundvand og kyster langt bedre. Og vi skal reducere vores CO2-udledninger. I kommunerne er vi klar til at løfte denne store opgave,” siger Birgit S. Hansen og fortsætter:

    ”Det er vigtigt, at regeringen hele vejen igennem hurtigt kan være med til at sætte rammerne og fjerne de barrierer, vi møder undervejs, så vi kan få skabt fremdrift og konkrete resultater. Med det nye ministerium forpligter regeringen sig til at blive ved bordet og føre aftalen ud i livet, og forhåbentlig kan det skabe nogle meget smidigere arbejdsgange, så vi hurtigt kan gå fra ambitioner til konkret handling.”

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk