Kontakt
Line Oxholm Thomsen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3536
E-mail: lnt@kl.dk
Der skal en langt mere bredspektret indsats til, hvis vi vil rette op på mange års efterslæb i indsatsen til mennesker med psykiske lidelser. Derfor skal der investeres i den kommunale socialpsykiatri, skriver Ulrik Wilbek, formand for KL's Socialudvalg i et indlæg.
Af Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg
Det er efterhånden almen kendt, at næsten hver 3. dansker på et tidspunkt i livet rammes af en psykisk lidelse, og at andelen af børn og unge, der får stillet en eller flere psykiatriske diagnoser, er støt stigende.
Den regionale behandlingspsykiatri er de seneste år blevet tilført ressourcer til at styrke behandlingen på de psykiatriske hospitaler. Det er godt, og det er vigtigt. Men det er slet ikke nok.
Der skal en langt mere bredspektret indsats til, hvis vi vil rette op på mange års efterslæb i indsatsen til mennesker med psykiske lidelser.
Det er mange år siden, der blev gjort op med forestillingen om, at mennesker med psykiske lidelser skulle leve store dele af deres liv på en psykiatrisk afdeling. De har en hverdag, som skal fungere ligesom alle andre. Og her spiller socialpsykiatrien i kommunerne en helt afgørende rolle i at støtte til at mestre hverdagslivet.
Det kan for eksempel være hjælp til at betale regninger, købe ind og holde kontakt til studie, job eller netværk. Det kan også være, at ’hjem’ i en periode bliver et socialpsykiatrisk bosted, hvis der er brug for støtte døgnet rundt.
Men det er som om, at dette ikke er gået helt op for beslutningstagerne. For gennem de sidste mange år er socialpsykiatrien udelukkende blevet tilført midler gennem satspuljer og mindre projekter. Alle med en udløbsdato og uden en plan for de forskellige spredte initiativer.
Derfor var vi i KL glade tilbage i 2022, da socialpsykiatriens livsvigtige funktion for mennesker med psykiske lidelser blev anerkendt i det faglige oplæg til en 10-årsplan. Nu er spørgsmålet blot, om dette vil afspejle sig i den kommende politiske aftale? For i de første to politiske aftaler om 10-årsplanen har socialpsykiatrien – igen – desværre glimret ved sit fravær.
Men skal vi for alvor løfte psykiatrien til gavn for de mange mennesker, der lever med psykiske lidelser, så er det helt afgørende, at socialpsykiatrien får et reelt og varigt løft. Fra KL har vi fire konkrete ønsker:
For det første anbefaler KL, at der med den kommende 10-årsplan investeres i at etablere fleksible, midlertidige pladser i socialpsykiatrien i alle kommuner. De skal være til mennesker, der ikke nødvendigvis har gavn af en indlæggelse eller et permanent botilbud, men som i en lidt længere periode pga. deres psykiske lidelse ikke kan opholde sig i eget hjem.
Vi kan kun vende udviklingen i psykiatrien, hvis vi investerer målrettet i forebyggelse. KL anbefaler derfor for det andet at udbrede de såkaldte ’sociale akuttilbud’ til alle kommuner. Sociale akuttilbud er et fysisk sted, hvor borgere i psykisk krise selv kan henvende sig, og – hvis de har brug for det –overnatte et par dage, til krisen har lagt sig, eller de kan hjælpes videre i systemet.
For det tredje løfter ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien i dag en stadig mere kompleks opgave. Det skyldes blandt andet afkortede behandlingsforløb i den regionale psykiatri og flere borgere med komplekse, samtidige problematikker.
Samtidig er der flere unge med psykiske vanskeligheder, som ikke ønsker at indgå i de traditionelle socialpsykiatriske tilbud, som vi derfor må gentænke. Og borgere, der får hjælp flere steder, oplever, at det er svært at navigere på tværs af egen læge, behandlingspsykiatri og kommune. Der er derfor behov for et bredt kvalitets- og kompetenceløft af socialpsykiatrien, så sammenhæng og (livs)kvalitet opleves styrket.
For det fjerde er der brug for at opruste den kommunale misbrugsbehandling, så vi sikrer en fortsat høj kvalitet i den misbrugsbehandling, der er placeret i kommunerne. For problemerne på dette område er langt fra løst med, at en del af behandlingen overgår til regionerne. Tværtimod.
I den kommende tid har vi i KL og kommunerne derfor opmærksomheden stift rettet mod regeringen og Folketingets kommende forhandlinger om 10-års planen for psykiatrien. Der må og skal investeres i den kommunale socialpsykiatri, hvis kommunerne fortsat skal kunne udvikle den del af indsatsen, der foregår dér, hvor borgerne opholder sig størstedelen af tiden; nemlig i deres hjem og lokalsamfund.
Debatindlægget er bragt på NB Social den 20. august 2024