Gå til hovedindhold
Debatindlæg
Social
Psykiatri

Debatindlæg: Socialpsykiatrien bliver vigtigere og vigtigere, men får ikke nok opmærksomhed

Når Folketinget snart skal forhandle om næste del af 10-årsplanen for psykiatrien, skal der fokus på rekruttering, uddannelse og nye typer tilbud, skriver Benny Andersen fra Socialpædagogerne og Ulrik Wilbek fra KL.

05. sep. 2024

Indhold

    Af Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, og Ulrik Wilbek, formand for KL's Socialudvalg

    Mange danskere oplever på et tidspunkt i livet at få psykisk sygdom helt tæt på. Det kan enten være dem selv eller et nært familiemedlem, der rammes.

    Mere end 113.000 voksne med psykiske lidelser blev således behandlet i hospitalspsykiatrien i 2022. I socialpsykiatrien var det mere end 35.000 voksne, som fik støtte.

    Socialpsykiatrien får generelt ikke samme opmærksomhed som sin navnebror i hospitalspsykiatrien. Men det gør den ikke mindre vigtig. I socialpsykiatrien finder man nogle af de mennesker, der har allermest brug for støtte til at få livet til at fungere – hvad enten det er på botilbud, væresteder eller som bostøtte i eget hjem.

    Det er mennesker, som kæmper med alvorlige psykiske lidelser og ofte en lang række andre udfordringer samtidig. Det kan være misbrug, hjemløshed, ensomhed, isolation eller selvskadende eller udadreagerende adfærd.

    Flere og flere i socialpsykiatrien

    I takt med udviklingen, hvor stadig flere får hjælp i eget hjem frem for fra en hospitalsseng, er der brug for at styrke den nære indsats i socialpsykiatrien.

    En velfungerende socialpsykiatri er nemlig helt afgørende for, at mennesker med psykiske lidelser kan leve gode hverdagsliv med livskvalitet, fællesskaber, job, uddannelse og selvbestemmelse. Det er derfor bydende nødvendigt, at Christiansborg-politikerne sikrer en gedigen prioritering af socialpsykiatrien, når de snart skal forhandle næste del af 10-årsplanen for psykiatrien.

    KL og Socialpædagogerne opfordrer regeringen og dens aftalepartier til at sikre, dels at den faglige kvalitet i socialpsykiatrien styrkes, og dels at tilbudsviften i kommunerne udbygges med nye og mere fleksible socialpsykiatriske tilbud.

    Vanskeligt at rekruttere

    En forudsætning for at sikre bedre faglig kvalitet i socialpsykiatrien er, at der sikres tilstrækkeligt med uddannede socialpædagoger og andre relevante social- og sundhedsfaglige medarbejderne, og at der er adgang til relevant kompetenceudvikling i forhold til målgruppen. Et frugtbart samarbejde på tværs af behandlingspsykiatri og socialpsykiatri kræver, at der er den rette faglighed til stede på begge områder.

    I dag kan det være vanskeligt at rekruttere uddannet personale, og ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien i dag forventes at løfte en større og mere kompleks opgave end tidligere. Det skyldes blandt andet, at borgerne bliver udskrevet hurtigere end tidligere fra behandlingspsykiatrien, at der kommer flere borgere med flere samtidige problematikker, og at der er øget fokus på blandt andet beskæftigelse og sundhedsproblematikker.

    Det stiller krav om en styrket grundfaglighed. Og det kræver, at nyuddannede socialpædagoger og andre faggrupper er fagligt klædt på til de udfordringer og støttebehov, som de borgere, der bruger de socialpsykiatriske tilbud, har.

    Fagligheden skal styrkes

    Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af pædagoguddannelsen viser med al tydelighed, at uddannelsen ikke ruster nyuddannede godt nok til arbejdet i praksis. KL og Socialpædagogerne er enige om, at der skal ske en styrkelse af den social- og specialpædagogiske faglighed gennem hele uddannelsen, når regeringen – forhåbentlig snart – kommer med sit udspil til en reform af pædagoguddannelsen.

    Der er også behov for en indsats, så dygtige medarbejdere bliver i faget. Her peger pilen på os selv som henholdsvis arbejdsgiver og faglig organisation: Vi har et fælles ansvar for at sikre, at der er attraktive arbejdspladser med udviklingsmuligheder. Men her er der også brug for, at 10-årsplanen bidrager med midler til kompetenceudvikling af de medarbejdere, der allerede er ansat i socialpsykiatrien. Det skal ruste medarbejdere og ledere til de nye krav og forventninger.

    Nye typer tilbud skal med i forhandlinger

    Samtidig er der stort behov for, at kommunerne kan tilbyde en mere lettilgængelig og fleksibel indsats til voksne med psykiske lidelser. Når indlæggelserne er stadig kortere, samtidig med at flere mennesker modtager behandling og social støtte i egen bolig, skal der nye typer tilbud til.

    Her anbefaler vi, at mere lettilgængelige tilbud som for eksempel sociale akuttilbud samt fleksible afklaringspladser prioriteres i de kommende forhandlinger.

    Vi har nu blikket stift rettet mod de kommende psykiatriforhandlinger med en utvetydig opfordring til, at kapacitet og faglighed i socialpsykiatrien prioriteres denne gang.

     

    Debatindlægget er bragt på Socialmonitor den 5. september 2024

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk