Gå til hovedindhold
Debatindlæg
Digitalisering og teknologi

Debatindlæg: Ny AI-taskforce skal sætte fælles retning og fjerne de juridiske snubletråde

Hvis vi skal få gavn af kunstig intelligens, skal vi flytte de store sten, der skaber bøvl og usikkerhed, og sikre, at vi kan og må bruge kunstig intelligens til at skabe et moderne velfærdssamfund, skriver Peter Rahbæk Juel, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

02. sep. 2024

Indhold

    Af Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg 

    Det seneste år har danskerne i den grad taget kunstig intelligens til sig. De intelligente chatbots bliver brugt til at finde tips til feriedestinationer, skrive festtaler - ja, nogle bruger dem endda til at digte nye godnathistorier. AI er med andre ord godt i gang med at forandre vores hverdag. 

    Der er på kort tid skabt store forventninger til, hvad teknologien kan gøre for vores liv som borgere og som medarbejdere. Men hvilke af forventningerne skal vi indfri - ikke mindst i den offentlige sektor? Og hvordan skal vi gøre det? Det er de store, ubesvarede spørgsmål i dansk digitaliseringspolitik. 

    Hvis vi skal få gavn af kunstig intelligens, skal vi først og fremmest kunne svare på, hvad vi politisk vil med teknologien. Vi skal også flytte de store sten, der skaber bøvl og usikkerhed, og sikre, at vi kan og må bruge kunstig intelligens til at skabe et moderne velfærdssamfund.  Hvor medarbejdere bruger mindre tid på papirarbejde, og borgerne effektivt kan få kontakt til og hjælp af kommunen. 

    I kommunerne er nogle af de sten i dag så store, at vi ikke selv har en chance for rokke ved dem. Det gælder især de juridiske rammer for kunstig intelligens. Derfor er der brug for, at vi sammen sætter os ned og får udtænkt en plan, så lovgivningen følger med både tid og teknologi.  

    Markerer et nødvendigt gearskifte

    Lad os tage brugen af generativ AI og sprogmodeller. Lige nu udforsker vi i kommunerne, hvad vi kan rent teknisk - og vi kan faktisk ret meget. Men vi er samtidig ret usikre på, hvad vi faktisk må rent juridisk. Det sætter en stopper for de gode diskussioner af, hvad vi politisk vil med teknologien. 

    Lige nu skal hver enkelt kommune selv navigere i et tåget univers af juridiske rammer. Nogle ting er lovlige i udviklingen, men ikke i drift. Det skaber usikkerhed hos medarbejdere og borgere, og det er ingen tjent med. Derfor er vi i kommunerne glade for, at regeringen har lyttet til KL, og vi som en del af økonomiaftalen for 2025 har aftalt at etablere en fælles digital taskforce for kunstig intelligens. 

    Taskforcen markerer et helt nødvendigt gearskifte, som skal formulere og realisere vores høje ambitioner for kunstig intelligens i den offentlige sektor. Samtidig skal den fjerne de juridiske snubletråde og skabe en tydelig landingsbane for, hvordan vi bruger kunstig intelligens ansvarligt.

    Med taskforcen får vi mulighed for at tage fat på de fælles udfordringer og finde fælles løsninger, så vi kan sætte skub i udviklingen og komme kuldsejlede AI-projekter til livs. Fx er AI-projekter om forudsigelser af sygdom blevet stoppet af lovmæssige grunde. Det samme er AI-projekter, der skal understøtte genoptræningsforløb og jobindsatser. Det er ærgerlige bremseklodser for at bruge AI til at løse velfærdsopgaver.  

    Derfor er det vigtigt, at den nye AI-taskforce laver et realitetstjek af de juridiske rammer. Især med fokus på sektorlovene - som fx serviceloven og beskæftigelsesloven. Ellers kan vi kommunerne ganske enkelt ikke bruge teknologien. Og det vil være at forpasse en gylden mulighed. 

    Allerede i fuld gang med at udforske AI

    Kommunerne har haft kunstig intelligens højt på dagsordenen lang tid før, at vi alle fik ChatGPT, Gemini og andre chatbots i hænderne. I de såkaldte signaturprojekter har kommuner og regioner erfaret, hvordan kunstig intelligens kan være med til at løse alt lige fra at fordele mails til de rette postkasser, svare på spørgsmål fra borgere døgnet rundt og optimere antallet af biler, der er behov for. 

    De mange projekter viser, at kommunerne er nysgerrige på at gøre hverdagen lettere og bedre for borgerne. Men for ikke at gå på kompromis med tillid og sikkerhed har flere kommuner lavet egne retningslinjer og sat hegnspæle op for brugen af kunstig intelligens. Derfor er der brug for at skabe klarhed. For jo tydeligere reglerne bliver, jo bedre kan vi bruge teknologien. 

    Med taskforcen har vi fået en unik mulighed for at give den klarhed og besvare, hvad vi vil, kan og må med kunstig intelligens. Den mulighed skal vi gribe. For den offentlige sektor har brug for en udviklingsmotor, der kan sætte fælles retning og øge tempoet i den digitale transformation. Ellers snyder vi medarbejderne for bedre arbejdsgange og borgerne for en moderne og tillidsvækkende kommune.

     

    Debatindlægget er bragt i Altinget den 2. september 2024. 

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Anders Egedal

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3123

    E-mail: aneg@kl.dk