Kontakt
Line Oxholm Thomsen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3536
E-mail: lnt@kl.dk
Som det eneste velfærdsområde vokser det specialiserede socialområde markant i kommunernes regnskaber for 2023. Det bliver et centralt tema i årets økonomiforhandlinger, siger KL-formand. Der skal både penge og styringsredskaber på bordet.
Det kan ikke fortsætte.
Så klart lyder det fra KL’s formand Martin Damm som reaktion på de endelige regnskabstal for 2023, som Danmarks Statistisk har offentliggjort onsdag.
Tallene viser nemlig, at udgifterne endnu engang stiger på det specialiserede socialområde, både på børne-/ungeområdet og på voksenområdet. Fra 2022 til 2023 er stigningen på cirka 1,5 mia. kr. Dette selvom kommunerne ikke har fået ekstra midler til området.
Kommunernes udgifter til socialområdet er samlet steget med næsten 6 mia. kr. siden 2018.
”For femte år i træk ser vi udgifterne på det specialiserede socialområde stige kraftigt. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi kommunerne har flyttet midler fra andre velfærdsområder. Det kan vi ikke blive ved med. Efter mange år, hvor væksten er sket på de specialiserede områder, er der behov for at styrke de almene velfærdstilbud. Dét skal vi drøfte i årets økonomiforhandlinger,” siger KL’s formand Martin Damm.
Regnskabstallene viser fx, at de penge, som kommunerne fik med økonomiaftalen for 2023 til at dække udgifterne, når der kommer flere ældre og børn, ikke er gået til de områder, men er blevet brugt på det specialiserede socialområde.
”Socialområdet er uhyre komplekst, og vi kan se, at de eksisterende rammer og strukturer er med til at drive udgifterne i vejret. Det er vi nødt til at forsøge at få bedre hånd om. Især så vi sikrer, at de borgere, der har brug for hjælp, kan få den. Men også så vi har råd til det velfærdssamfund, som vi alle ønsker os.”
Ekspertudvalget på socialområdet kom i starten af april med en række anbefalinger til at få både økonomi og faglighed på socialområdet til at gå mere i takt. Ifølge Martin Damm bliver de anbefalinger helt centrale i årets økonomiforhandlinger.
”Jeg tror ikke, at der er én anbefaling ud af ekspertudvalgets 19 af slagsen, som ikke bør implementeres. Vi vil derfor have blikket stift rettet mod at aftale med regeringen, hvordan de omsættes i praksis. Men det tager tid, før de får virkning. Derfor er vi også nødt til at tale om økonomien, indtil anbefalingerne er trådt i kraft. Ellers vil udhulingen af den almene velfærd fortsætte,” siger Martin Damm.