Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Økonomi

Vismandsrapport understreger behovet for at fremtidssikre vores velfærd

Det går godt i dansk økonomi, men der skal ikke meget til at rykke på balancerne, viser den nye rapport til dagens møde i Det Økonomiske Råd. Der er brug for, at vi får taget den alvorlige samtale om, hvordan velfærdssamfundet kan hænge sammen fremover, siger KL.

10. okt. 2023

Indhold

    Dansk økonomi er stærk, vurderer de økonomiske vismænd i en ny rapport. Men der skal ikke meget til at rykke på balancerne. Arbejder danskerne mindre, eller trækker de sig hurtigere tilbage fra arbejdsmarkedet end forudsat, så vil det udfordre dansk økonomi.

    ”Det er jo nogle ret tænkelige scenarier, at danskerne vil arbejde mindre eller trækker sig tilbage tidligere end pensionsalderen. Sker det, får det betydning for den velfærd, kommunerne kan levere, fordi det reducerer mulighederne for at lade velfærden følge velstandsudviklingen og dermed de forventninger, befolkningen har. Derfor er det også vigtigt, at vi hurtigt får taget hul på diskussionerne om, hvordan vi skal gribe dét an,” siger KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo og fortsætter:

    ”Vi ser ind i en fremtid med stort pres på den offentlige velfærd, drevet af, at vi heldigvis lever længere, og forventninger til velfærd stiger i takt med, at vi som samfund bliver rigere. Men når der hverken er økonomi eller arbejdskraft til det hele, er det nødvendigt, at vi både fagøkonomisk og politisk tager den svære samtale om, hvad vores velfærdssamfund i den situation skal kunne levere.”

    Kamp om arbejdskraften intensiveres

    Vismandsrapporten peger også på, at vi ser ind i en væsentligt mere afdæmpet udvikling i arbejdsstyrken, end i de seneste mange år.

    ”Derfor vil kampen om arbejdskraften intensiveres og rekrutteringsproblemerne blive større. I kommunerne er det allerede meget konkret og mærkbart på især ældreområdet, og det vil tage til de kommende år. Vismændene peger på, at tilpasningen på arbejdsmarkedet sker gennem løndannelsen, men den offentlige sektor kan ikke konkurrere med den private sektor i et lønkapløb. Og derfor vil velfærden blive sat under enormt pres,” siger Kristian Vendelbo.

    Rapporten omtaler også de aktuelle trepartsforhandlinger om løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte og peger på, at højere løn til nogle offentlige ansatte bør være baseret på veldokumenterede kriterier for arbejdskraftsmangel. Den offentlige løndannelse var en af de centrale debatter på rådsmødet.

    ”Vi er også nødt til at se på, om løndannelsen i den offentlige sektor er tilstrækkelig dynamisk og kan følge med i ændringerne i arbejdskraftsbehovet. Derfor er det en god diskussion, om den måde vi forhandler og stemmer forlig hjem på, giver tilstrækkelig mulighed for det.”

    Kristian Vendelbo mener, at både rekrutteringsudfordringerne og fremtidsudsigterne for de offentlige finanser understreger behovet for at fremtidssikre vores velfærd.

    ”Vi er nødt til at spørge os selv, hvad det vil betyde for de offentlige velfærdstilbud, hvis både den offentlige og den private sektor efterspørger ekstra arbejdskraft. Det er et af mange vigtige spørgsmål, som vi er nødt til at få belyst. Og jeg håber, at DØR vil sætte lys på udfordringerne for velfærdssamfundet i den næste halvårsrapport. Og måske også være med til at pege på nogle af de nødvendige løsninger.”

    Links

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk