Debatindlæg: Er vejen til frisættelse brolagt med mere end gode intentioner?

Af Sisse Marie Welling og Michael Fenger, hhv. fungerende formand og næstformand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Frisættelse. Det lyder godt, ikke? Det ér godt. Men hvordan gør vi det rigtigt?

Vi vil gerne slippe for den tunge, administrative byrde, men det er ikke et ønske om at undslippe ansvaret. Vi vil gøre det bedre, mere lokalt og mere i tråd med vores egne udfordringer. Er det så svært?

Ja, det er det faktisk. I hvert fald er det trods gentagne ambitioner fra skiftende regeringer ikke lykkedes os at finde vejen til frisættelse endnu.

Frisættelse er blevet et buzzword i en tid, hvor vi står over for en enorm vækst i vores ældre befolkning og store arbejdskraftsudfordringer. Vi forventer, at der kommer omkring 117.000 flere borgere over 80 år frem mod 2030, samtidig med at vi kommer til at mangle omkring 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere. Det betyder, at vi fremover vil være nødt til enten at tilbyde færre personer hjælp eller reducere i omfanget af hjælpen. Det er en alvorlig situation, vi står i.

Men inden vi kaster os begejstret over frisættelse som løsningen, er der behov for at stoppe op og spørge os selv: Hvad betyder frisættelse egentligt for os som kommuner – og for os som samfund?

Er frihed og ansvar modsætninger?

I vores bestræbelser på at finde vejen til frisættelse kan det virke lidt som om, at vi befinder os i en konflikt mellem ønsket om mere frihed på den ene side og et uundgåeligt ansvar på den anden. Men er de to ting hinandens modsætninger, eller er ansvar i virkeligheden en forudsætning for frihed?

Vi mener, at det er afgørende at skelne mellem friheden til og friheden fra.

For er frisættelse frihed for kommunerne til at levere kerneopgaven, nemlig den borgernære velfærd? Eller er det snarere frihed for staten fra at definere, hvem der har ansvaret – og dermed også forpligtelsen over for borgeren? Er det friheden fra at træffe svære beslutninger om prioritering? 

Misforstå os ikke. Vi er meget positive over for frisættelse – hvis altså det medfører bedre muligheder for kommunerne og medarbejderne til at tilrettelægge velfærden på den bedst mulige måde – til borgernes bedste. Vi skal bruge frisættelsen til at skabe bedre velfærd. Modsat må frisættelsen ikke være en flugtvej og en undskyldning for at fralægge os ansvar.

Brug for en sanering af tilsyn

Vi ønsker en frisættelse, hvor både kommunen, medarbejderne i ældreplejen – og ikke mindst de ældre selv – oplever en hverdag med mere tid til kerneopgaven. Og hvor unødig statslig styring og registrering hører fortiden til.

Fx er der et brændende behov for at sanere i vores tilsyn. Det nuværende system medfører alt for ofte, at kommunerne må navigere i et minefelt af modstridende krav og forventninger fra forskellige tilsynsmyndigheder. Fx hvis en beboer på et plejehjem har gardiner foran vinduerne, får kommunen en påtale, fordi gardinerne ifølge brandtilsynet udgør en brandfare. Til gengæld risikerer kommunen kritik fra ældretilsynet, hvis man fjerner gardinerne, fordi det ødelægger hjemligheden. Har et familiemedlem købt en pakke Panodil til en beboer, får kommunen et påbud, fordi medicin ligger frit fremme.

Vi spørger bare: Er det fornuftig brug af vores sparsomme tid og ressourcer? Eller fører det os blot længere væk fra vores fælles mål om bedre borgernær velfærd?

Frisættelse er ikke det samme som frihed fra ansvar. Men de to ting skal tænkes bedre sammen.

Vi er fra KL’s side klar til at tage vores del af ansvaret, hvis staten på den anden side er klar til at tage sin del.

Vi håber derfor, at vejen til frisættelse er brolagt med mere end gode intentioner.

Debatindlægget er bragt på Sundhedsmonitor den 12. oktober 2023