Patienter og kommuner med fælles ønske: Vi skal sikre større lighed i sundhed ved at behandle mennesker med kronisk sygdom forskelligt
Vi skal tage udgangspunkt i hver enkelt borgers behov og ressourcer, sikre tid til dem, der har særligt brug for det, og bruge de knappe ressourcer i sundhedsvæsnet bedst muligt. Det mener Diabetesforeningen, Lungeforeningen og KL, og derfor fremlægger parterne nu et fælles udspil med seks principper for, hvordan fremtidens behandling af kronisk sygdom bør se ud.
Det danske sundhedsvæsen er under pres, og alt for mange borgere med kronisk sygdom oplever, at deres behandling ikke hænger godt nok sammen, at medarbejderne har for travlt, og at ressourcerne ikke rækker.
Den situation kan hverken borgere eller ansatte i sundhedsvæsenet være tjent med. Men skal der ske forbedringer, nytter det ikke at gøre mere af det samme. Der skal grundlæggende forandringer til.
I et nyt udspil tager Diabetesforeningen, Lungeforeningen og KL derfor nu et grundlæggende opgør med én bestemt kongstanke i sundhedsvæsenet: Nemlig at alle pr. automatik skal have det samme tilbud.
I stedet foreslår organisationerne i fællesskab, at behandlingen i sundhedsvæsenet altid skal tilpasses, så den tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation og ressourcer.
For nogle borgere vil med den rette teknologiske hjælp selv kunne monitorere deres sydom, så de har brug for færre kontroller i sundhedsvæsenet. Andre kan til gengæld have brug for brug for både teknologi, tilbud om fx sygdomsmestring og træning samt mere støtte, end de får i dag, for at kunne mestre livet med kronisk sygdom.
”Vi skal væk fra et sundhedsvæsen, der skærer alle over en kam, men i stedet møde hvert menneske med kronisk sygdom dér, hvor de er i deres liv. Nogle har brug for, vi hjælper og støtter mere – andre både kan og vil gerne tage mere medansvar for deres kroniske sygdom. Det er den eneste rigtig vej i et sundhedsvæsen, som er under et kolossalt pres, og hvor der er brug for, at vi som samfund tør tænke nyt. For borgerne og medarbejdernes skyld,” siger fungerende formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, Sisse Marie Welling.
"Patienterne er klar til differentiering. Når vi spørger vores medlemmer, så er 42 pct. klar til at afgive tid til andre, der har større behov end dem selv. Men sundhedsvæsenet er ikke klar - over hele linjen. For differentiering forudsætter også, at visionerne om teknologi bliver til virkelighed og teknologien bliver tilgængelig, for at kunne sikre god egenmonitorering og spare tid for både personale og mennesker med kronisk sygdom. For os er det væsentligt, at kvaliteten i behandlingen generelt løftes, og det kræver et sundhedsvæsen, som arbejder meget mere systematisk med differentiering af behandlingen baseret på teknologi, data, faglige vurderinger og dialog med patienterne. Kort og godt handler det om, at vi - også i en fremtid med mange flere med kronisk sygdom - kan sikre god kvalitet for alle, også dem, som har brug for mere støtte end de får i dag,” siger direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter.
”På lungeområdet har vi allerede set, hvordan teknologi og tilgængeligt sundhedspersonale kan bidrage til at patienterne klarer mere selv og samtidig har færre indlæggelser på sygehuset og færre kontakter til egen læge. De får mere viden om deres sygdom og bliver mere trygge. Differentieringen sker her løbende ved, at borgeren bliver mere bekendt med teknologien. I starten, hvor teknologien introduceres, har lungepatienten måske flere opkald til den kommunale sygeplejerske, men over tid lærer patienten om sin egen sygdom og tegnene på forværringer og har derfor brug for mindre hjælp og kun i mere akutte situationer”, siger direktør i Lungeforeningen, Ann Leistiko.
Seks principper viser vejen
I udspillet har KL, Diabetesforeningen og Lungeforeningen formuleret seks principper, som skal vise vejen til et mere differentieret sundhedsvæsen.
Blandt andet skal teknologiske løsninger, der kan hjælpe borgerne med at holde bedre styr på deres kroniske sygdom, udbredes til hele landet. Det kan f.eks. være videokonsultationer eller egenmonitorering.
Derudover skal borgere med kronisk sygdom have adgang til sundhedsfaglig rådgivning, når de har brug for det, ligesom de skal tilbydes undervisning i deres sygdom, så de forstår den bedre og ved, hvornår og hvordan de bør reagere på forværringer
Endelig skal kommunerne systematisk understøtte et stærkt samarbejde med civilsamfundet, så borgerne lettere kan blive en del af et fællesskab, hvor man kan motivere hinanden til passe godt på sin sygdom og få hjælp til at fastholde de gode vaner med for eksempel træning efter et forebyggende forløb i kommunen.
