Debatindlæg: Embedsmænd i styrelserne skal ikke bestemme, hvor sundhedsopgaver skal løses

Af Sisse Marie Welling, fungerende formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg

Hvem skal bestemme, hvor sundhedsopgaverne skal løses? Er det en politisk opgave? Eller en styrelses ansvar?

Spørger man mig, er der ingen tvivl om svaret: Det er og bliver en politisk opgave. Både nationalt og lokalt inden for de givne rammer. Spørger man Lægeforeningens formand Camilla Ratchke, bliver jeg lidt mere i tvivl om svaret.

For når man læser interviewet med hende i Altinget 28. juni, lyder det unægtelig som om, at hun mener, at Sundhedsstyrelsen skal føre taktstokken over kommunerne.

Forstå mig ret – i KL og kommunerne hilser vi kvalitetsstandarder på det kommunale sundhedsområde meget velkomne. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Der er i den grad behov for en omstilling af det samlede sundhedsvæsen, der skaber plads til, at langt flere borgere får indsatser i det nære sundhedsvæsen, så sygehusene kan fokusere på patienter med de mest specialiserede behov.

Men en reel omstilling, hvor mere løses nært, forudsætter en kapacitetsopbygning i kommunerne og i primærsektoren generelt samt en klar opgavedeling mellem kommuner, hospitaler og praktiserende læger. Skal kommuner og almen praksis løfte de flere opgaver, skal kompetencerne følge med – og det kræver en investering i det nære sundhedsvæsen. En investering, som vi endnu har til gode.

En opgave for politikere – ikke en styrelse

Det er de folkevalgte på Christiansborg, der sætter rammerne for, hvor sundhedsopgaverne skal løses – og ikke mindst hvilken økonomi der følger med. Med kvalitetsstandarderne for borgere med kronisk sygdom, har Folketinget afsat 130 millioner kroner Det svarer rundt regnet til, at kommunerne kan ansætte 215 sundhedsfaglige medarbejdere – altså cirka to medarbejdere per kommune.

Inde på Christiansborg lyder 130 millioner kroner måske af meget, men når pengene skal fordeles til 98 kommuner, får man altså ikke meget sundhed for pengene. Derfor må politikerne på Christiansborg også stå på mål for, at når man kun vil snolde for 130 millioner kroner, så kan man ikke købe hele slikbutikken. Det er helt grundlæggende et kæmpe problem for kommunerne, når der ikke er harmoni mellem det, man bestiller fra Christiansborg, og de penge, der følger med til opgaven.

Derfor er jeg også helt uenig med Camilla Ratchke i, at det skal være en styrelse, der skal bestemme, hvor sundhedsopgaverne skal løses. Dét er en politisk opgave. Sundhedsstyrelsen står ikke til ansvar for borgerne, som vi politikere gør. Derfor skal vi ikke centralisere den beslutning til en statslig styrelse.

Samarbejde frem for straf

Det sidste, vi har brug for, er flere embedsmænd i ministerierne og styrelserne, som skaber endnu mere bureaukrati. Tiden skal ikke bruges på at registrere i stedet for at levere sundhedstilbud af høj kvalitet til borgerne – det har vi ganske enkelt ikke medarbejderressourcerne til.

Og ja, der er forskel på Langeland, Thy og Aarhus. Forskel i befolkningssammensætning, geografi og meget andet. Derfor vil der også være forskel på, hvordan den rigtige sundhedsløsning skal skrues sammen. Vi skal være enige om det faglige indhold og leve op til fælles kvalitetsstandarder.

Men det er vigtigt, at man som kommune har mulighed for at se på, hvilke borgere man har, og hvilke sygdomme de i særlig grad har, så de kan skabe tilbud, der passer til den lokale befolkningssammensætning. Dét kan og skal en styrelse langt væk fra virkeligheden ikke diktere – og straffe.

Vores sundhedsvæsen er under pres, og vi har brug for alle kompetencer og ressourcer. Vi ønsker ikke et system med mere straf til dem, som har udfordringer, men en model hvor vi arbejder sammen og hjælpes ad med at løse opgaven. Kun på den måde får vi ressourcerne til at række.

Debatindlægget er bragt den 30. juni 2023 på Altinget Sundhed