Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Digitalisering og teknologi

Kunstig intelligens skal løfte fremtidens velfærd

Danmark har brug for, at vi handler på mulighederne med kunstig intelligens. Derfor foreslår KL og Dansk Erhverv, at der etableres en national task force for kunstig intelligens, som kan starte konkrete projekter, der kan forny og effektivisere velfærden og gøre Danmark til foregangsland for ansvarlig brug af kunstig intelligens.

1. dec. 2023

Indhold

    Digital selvbetjening. Digital post. Digitale betalinger. De digitale løsninger er blevet en helt naturlig del af vores hverdag og har efterhånden været det i mange år. Nu er tiden kommet til at tage næste skridt og bruge kunstig intelligens til at løfte fremtidens velfærd i en tid, hvor manglen på arbejdskraft vokser, og ressourcerne er begrænsede. 
     
    Det mener KL og Dansk Erhverv, som foreslår, at der etableres en national task force for kunstig intelligens, som kan sikre, at Danmark står i front for nye digitale landvindinger. 
     
    Task forcen skal på tværs af den offentlige sektor og med inddragelse af den private sektor være en motor i udviklingen af en samlet dansk indsats for udvikling af kunstig intelligens med særligt fokus på potentialerne i generativ AI og store sprogmodeller. 
     
    ”Vi er sikre på, at kunstig intelligens er en del af svaret på de store udfordringer med mangel på arbejdskraft og begrænsede ressourcer i den offentlige sektor. Men vi skal gøre det klogt – og ansvarligt. Og med det for øje, at medarbejderne får mere tid til kerneopgaven. Vi skal turde sætte ambitiøse mål, og vi skal gå konkret til værks gennem afprøvning i kommunerne. Hvorfor ikke se, om ikke vi kan halvere tiden brugt på administration i hjemmeplejen gennem brug af kunstig intelligens? Eller spare vigtig tid ved automatisk at generere journalnotater, når borgerne ringer ind? Jeg håber meget, at den nye digitaliseringsminister vil tage forslaget til sig og hurtigt sætte strøm til,” siger Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

    Ansvarlig brug og konkrete mål 

    Task forcen skal bl.a. sikre, at konkrete løsninger med generativ AI og store sprogmodeller spredes og skaleres hurtigt i den offentlige sektor. Og sørge for, at den offentlige sektor har en balanceret tilgang til muligheder og risici ved at bruge kunstig intelligens.
     
    “Vi bryster os af at være verdensmestre i offentlig digitalisering, men vi er ved at blive overhalet. Vi har brug for nye visioner for den offentlige digitalisering. Generativ AI og AI i det hele taget rummer mulighed for mere intuitiv kommunikation mellem digitale systemer og mennesker. Det skal vi i Danmark udnytte til at skabe digital inklusion, så Danmark igen bliver et reelt digitalt foregangsland. Samtidig har danske virksomheder behov for at vide, at de har et solidt hjemmemarked, hvor de kan afsætte deres AI-løsninger. Vi har en lang tradition for offentlig-privat samarbejde – det skal vi bygge videre på, også når det handler om kunstig intelligens. Hvis vi gør det rigtig fra begyndelsen, kan vi måske langt om længe få skabt det eksporteventyr, vi har drømt om. Men det kræver, at vi har de rette rammevilkår, der understøtter innovation og højner velfærden,” siger Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv

    Task forcen skal også gå ambitiøst til værks og sætte konkrete mål for brugen af kunstig intelligens. Ligesom da man aftalte, at 80 pct. af borgerne skulle over på digital kommunikation med det offentlige. Nye mål kunne være at halvere tiden brug på administration i kommunerne eller halvere den tid, der bliver brugt på at indhente dokumentation og materialer på udvalgte områder.

    National task force

    • Ansvaret for at realisere ambitionerne og sikre fremdrift placeres i en ny taskforce for kunstig intelligens.
    • I taskforcen skal sidde de nødvendige tekniske, juridiske, organisatoriske og fagspecifikke ressourcer, og så skal den sammensættes på tværs af offentlig og private aktører.
    • Konkret skal der igangsættes projekter, hvor kommunerne og myndigheder går sammen om at nå nogle af målene. Det kan være gennem udpegning af AI-frontløbere, der skal tilføjes kompetencer, økonomi og fast track til juridisk afklaring.

     

    Dokumenter

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk