Debatindlæg: Vi skal gentænke beskæftigelsesindsatsen – men vi skal gøre det med omhu og i fællesskab
Beskæftigelsesindsatsen handler om rigtige mennesker og varme hænder. Vi bør derfor lægge diskussionen om jobcentre eller ej bag os – og i stedet finde en bedre ramme, hvor dem, det handler om, er i centrum, skriver Peter Rahbæk Juel i et indlæg.
Af Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg
Det har ikke skortet på forslag i valgkampen om, hvordan man kan skære på beskæftigelsesindsatsen og jobcentrene og bruge pengene til at finansiere nye politiske prioriteringer og valgløfter.
Der lægges op til massive besparelser, som grundlæggende vil ændre på en hjørnesten i den særligt danske arbejdsmarkedsmodel – flexicurity. En model som andre lande skeler til med beundring. Og som bygger på et fintmasket økonomisk sikkerhedsnet, et fleksibelt arbejdsmarked – og en aktiv beskæftigelsesindsats.
Eksperter peger på, at den aktive beskæftigelsesindsats har været en afgørende forudsætning for at nedbringe den såkaldte strukturelle ledighed markant – fra 11 procent i 1990’erne til 4 procent i dag. Det indikerer, at Danmark over årene har fået valuta for de penge, der er investeret i at trække folk ud af arbejdsløshed. Det betyder også, at den aktive beskæftigelsesindsats har ydet et kæmpemæssigt bidrag til at forøge både det finanspolitiske råderum og arbejdsudbuddet. Og ifølge overvismand og professor i økonomi Carl-Johan Dalgaard kan man ikke forklare den historisk lave arbejdsløshed uden at pege på jobcentrenes indsats og den aktive beskæftigelsesindsats.
Samtidig spår de økonomiske vismænd et fald i beskæftigelsen på i alt over 100.000 i 2023 og 2024, hvilket vil gøre det helt tosset at spare på beskæftigelsesindsatsen nu.
Arbejde handler både om økonomi og livskvalitet
Men hvorfor er jobcentrene og den aktive beskæftigelsesindsats så blevet en prygelknabe fra rød til blå blok? Jeg tror, at meget af den debat, der kører, bunder i en manglende ide om, hvilken opgave kommunerne rent faktisk løfter på beskæftigelsesområdet.
Vores samfunds nok største udfordring lige nu og i de kommende år er manglen på arbejdskraft. Det kræver reformer, og det kræver en aktiv beskæftigelsesindsats, som kan matche virksomhedernes behov med borgernes kompetencer. Og som kan være med til at få nogle af de grupper i samfundet, der er længst fra arbejdsmarkedet, tættere på.
3 ud af 4 af de borgere, vi møder i landets jobcentre, har andre udfordringer end ledighed at tumle med. Det er unge med psykiske udfordringer, store sociale problemer og uden uddannelse. Det er kontanthjælpsmodtagere, hvor knap halvdelen har haft et forløb i psykiatrien. Det er sygedagpengemodtagere med langvarige diagnoser, og det er borgere med handicap. Mennesker, som har behov for en ekstra indsats. Og mennesker for hvem selv en lille tilknytning til en arbejdsplads kan være af stor betydning for deres livskvalitet.
Arbejdet i landets jobcentre handler derfor ikke kun om at få borgerne i arbejde, så de bidrager til samfundsøkonomien. Det handler også om livskvalitet – både for de stærke ledige og for de svage, der måske blot kan løfte et par timer i fleksjob.
Der er brug for en gentænkning
Det har været den politiske ambition via reformer de sidste 10 år, at vi skulle arbejde sådan. Men det er selvfølgelig en helt legitim diskussion, om det skal blive ved. Om vi i dag bruger for mange ressourcer på nogle grupper. Eller om der er nogle opgaver, som ikke længere skal løses som en del af den aktive beskæftigelsesindsats. Men man skal også bare være klar over, at hvis Folketinget fx beslutter, at kommunerne ikke skal bruge tid på den store gruppe af udsatte borgere, så vil flere komme på permanent offentlig forsørgelse. Det har både menneskelige konsekvenser for den enkelte og stor betydning for samfundsøkonomien.
Men betyder det så, at vi skal lade stå til, og at alt er rosenrødt?
Nej. Der er brug for at gentænke beskæftigelsesindsatsen. Og så er der brug for ro og opbakning til de medarbejdere og ledere, der hver dag leverer et godt og vigtigt arbejde.
Derfor er det på tide, at vi i fællesskab på tværs af partier i Folketinget, arbejdsmarkedets parter, a-kasser og kommuner gør alvor af det. Vi skal gøre op med mistillid til de ledige og medarbejderne, de alt for mange regler og knopskydninger og overdrevet fokus på dokumentation, ”tælleri” og kontrol. Beskæftigelsesindsatsen handler om rigtige mennesker og varme hænder. Vi bør derfor lægge diskussionen om ”for og imod jobcentre” bag os og i stedet finde en bedre ramme, hvor dem det handler om, er i centrum.
Det kræver, at vi er omhyggelige. Grundige. Frem for at ty til hurtige snuptagsløsninger i en valgkamp. Dét bliver den vigtigste opgave for en ny beskæftigelsesminister.
Debatindlægget er bragt på Altinget den 7. november 2022
