Kontakt
Line Oxholm Thomsen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3536
E-mail: lnt@kl.dk
I disse år ændrer ældreområdet sig markant. Derfor bliver det en vigtig opgave for et nyt Folketing at tage fat på ældreområdet og sikre, at vi har rammerne og kompetencerne til at levere den rette ældreomsorg. Det mener formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg, Christina Krzyrosiak Hansen, der har fem forslag til, hvad et nyt Folketing bør gøre på området.
Af Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg
Har man fulgt lidt med i valgkampen, kan man godt sidde tilbage med det indtryk, at det står helt grelt til i vores ældrepleje. Jeg kan dog ikke genkende billedet. Jeg har besøgt mange plejehjem i min tid som kommunalpolitiker, borgmester og udvalgsformand i KL.
Her møder jeg medarbejdere, som brænder for deres fag. Som yder omsorg og pleje af høj kvalitet. Som har en faglig stolthed, og som gør deres ypperste for, at de ældre borgere har en god og værdig alderdom, hvor de føler sig set og oplever at blive mødt med nærvær og den omsorg, som de har brug for.
Men vi kan heller ikke negligere, at der er brug for forbedringer. Vi har brug for fokus på den kvalitet, vi leverer. Elastikken må ikke blive slap. Især fordi vi ser ind i et ældreområde, der ændrer sig markant i disse år. Hvor langt flere borgere med kroniske og komplekse sygdomme har brug for pleje og omsorg – heriblandt borgere, som er ramt af en demenssygdom. Hvor ældre er indlagt kortere og kortere tid på hospitalerne, og hvor en stor del af behandlingen derfor foregår i borgernes eget hjem.
For borgerne er det positivt, at flere opgaver løses tættere på dem og deres hverdag. Men det stiller også nye og større krav til vores medarbejdere og ledere i ældreplejen og sygeplejen, som skal løfte udviklingen.
Derfor bliver det en vigtig opgave for et nyt Folketing at tage fat på ældreområdet og sikre, at vi har rammerne og kompetencerne til at levere den rette ældreomsorg. Løsningen er ikke nye forslag, der skaber mere bureaukrati og mindre tid til borgerne. Dét er ikke den vej, vi skal gå, hvis vi skal sikre en bedre ældrepleje.
Vi har fem forslag til, hvad der bør gøres. Det er en grundlæggende forudsætning for en god og omsorgsfuld ældrepleje i de kommende år, at der er nok hænder til at løfte opgaven. Antallet af borgere på 80 år og derover vil i løbet af de næste 10 år vokse med over 150.000. Samtidig står en stor gruppe kommunale medarbejdere til at gå på pension i de kommende år, mens der stadigvæk er for højt frafald og for få ansøgere på social- og sundhedsuddannelserne. Det betyder, at vi i fremtiden kommer til at mangle personale til at sikre, at de ældre får den pleje, de har brug for, hvis ikke vi får vendt udviklingen. Det kommer til at kræve prioriteringer, hvis vi skal kunne følge med fremover.
Derudover er der behov for at styrke de sundhedsfaglige kompetencer i kommunerne, så medarbejderne er i stand til at varetage det stadigt stigende antal sundhedsopgaver. For sundhed handler om langt mere end det, der foregår på sygehusene. Det er fuldstændig afgørende, at medarbejdere i ældreplejen forstår risikoen ved for eksempel væsketab og urinvejsinfektioner, og hvilke alvorlige konsekvenser det kan have for borgeren, hvis ikke det bliver opdaget og handlet på. Der er kort sagt behov for, at plejeopgaven i langt højere grad kædes sammen med et sundhedsfagligt fokus.
Der er et stort potentiale i nye digitale og teknologiske løsninger, som vi skal have sat fart på at udnytte bedre i ældreplejen. Der er både mulighed for at gøre borgerne mere selvstændige og øge deres livskvalitet og skabe et mere attraktivt arbejdsmiljø for medarbejderne med lettere og mere effektive arbejdsgange.
Vi mener samtidig, at der kun er behov for ét statsligt tilsyn – ikke flere, som foreslået i valgkampen. I dag er kommunerne underlagt flere forskellige statslige tilsyn og fælles for dem er, at der sættes lighedstegn mellem kvalitet og dokumentation. Det giver fokus på rigide dokumentationskrav frem for kerneopgaven, og derfor bør de statslige tilsyn lægges sammen til ét med mere fokus på læring og kvalitetsudvikling. Vi skal samtidig gennemgå reglerne og dokumentationskravene på ældreområdet, der unødigt binder medarbejderressourcer til dokumentationsopgaven. Her har kommunerne og KL også selv en væsentlig opgave i at sikre den rette balance.
Vi kommer heller ikke uden om, at rigtig meget af det, der foregår på ældreområdet, afhænger af ledelsen. Vi ser et tydeligt behov for at få ledelsen tættere på dagligdagen på det enkelte plejehjem. Så faglig feedback og sparring kan blive en mere integreret del af hverdagen, og så der i højere grad skabes en systematik i de faglige refleksioner. Det er med til at sikre en god kultur på arbejdspladsen, hvor læring og kvalitetsudvikling går hånd i hånd.
Så når nu en ny regering får sat sig i sædet, er der brug for, at vi for alvor får taget livtag med ældreområdet. At vi får sat handling bag løfterne fra ældretopmøderne og de politiske udmeldinger her under valgkampen. Vi glæder os til at indgå i samarbejdet.
Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 26. november 2022.